Afsnittet blev for nylig genudsendt på DR 1 endnu en gang.
Det Matador-afsnit, hvor Lauritz ”Røde” Jensen siger farvel til ung brud og spædt barn for at drage i krig i et Spanien, han ikke kender til, og selvom hans eneste erfaring med vold og magt er et gammelt slagsmål med tjeneren på den lokale knejpe. Men idealerne er store, kammeraterne behøver hjælp, og det skal de få, synes Lauritz. Altså, lige indtil englandstoget med frivillige danske krigere holder stille i Slagelse, og Lauritz vender snuden hjem mod kone og barn i Korsbæk.
Den Spanske Borgerkrig er så fjern fortid, at den var fjern fortid, da Kurt Ravn var en ung kommende stjerne i Lise Nørgaards tv-drama fra 1970’erne. Alligevel er borgerkrigen, der udspillede sig fra 1936 til 1939, mere præsent, end vi måske tror.
Morten Møller er historiker og manden bag en ny, danskvinklet bog om Den Spanske Borgerkrig med titlen ”De glemtes hær”. Forfatteren beskriver det som ”en borgerkrig i Europas udkant”, der ”udvikler sig til en langt større kamp mellem flere af samtidens toneangivende ideologier”. En borgerkrig, der får ”en dragende virkning på adskillige tusinde unge mænd” fra marginaliserede miljøer i lande langt væk fra Spanien. Og en borgerkrig med deltagelse af totalitære kræfter på begge sider af frontlinjen, den ene åbenlys og afskyvækkende, den anden kæmpende på samme side af fronten som de demokratiske kræfter, som et nølende, demokratisk Europa derfor ikke for alvor yder støtte til.
Lyder det bekendt?
Kristeligt Dagblad var i august til stede, da forfatterne og krigskorrespondenterne Åsne Seierstad og Carsten Jensen mødtes i Malmø til et debatarrangement om ”krigens tiltrækning”. Krigens tiltrækning på eksempelvis de to norsk-somaliske søstre, som Åsne Seierstad seneste bog, ”To søstre”, handler om. Søstrene er i dag jihadbrude i Islamisk Stats terrorkalifat i det borgerkrigshærgede Syrien. Det blev de helt frivilligt, uden tvang, men tændt af en radikal islamistisk ild. Uforståeligt for omverdenen.
”Ligesom vi ikke rigtig tør åbne for, at genuin ondskab kan eksistere, har vi det næsten lige så svært ved genuin idealisme eller retfærdighedssøgen,” lød det dengang fra Carsten Jensen, der fandt mange lighedspunkter, som han sagde, ”mellem den måde, Syrien har tiltrukket unge indvandrere med muslimsk baggrund i Europa på, og den måde, Den Spanske Borgerkrig tiltrak unge venstreorienterede i 1930’erne på”.
Morten Møller kan godt forstå sammenligningen mellem datiden og nutiden, men understreger, at de to bagvedliggende bevægelser, den venstreorienterede, ateistiske antifascisme i 1930’erne og den radikale, religiøse islamisme i 2010’erne, selvsagt også er meget forskellige.
”Jeg tror, at de fleste vil have væsentligt nemmere ved at fatte sympati for den antifascistiske kamp i 1930’erne end for kampen for et islamistisk kalifat i dag. Så vidt, så godt. Ikke desto mindre er der overordnet set tale om det samme fænomen: Unge danske mænd, som vælger at sætte livet på spil i en fjern borgerkrig. Det fænomen går på tværs af tid og gælder ikke bare i Spanien, men også i eksempelvis Den Finske Borgerkrig og hos de østfrontfrivillige under Anden Verdenskrig. Frivillige krigere er et kendt fænomen i danmarkshistorien, og det er værd at huske, når vi skal håndtere dem i dag,” siger Morten Møller, der tilføjer, at man jo ikke kan isolere nutidens frivillige fremmedkrigere til Islamisk Stat-sympatisører alene.
”Vi har jo danske kurdere, der kæmper i Syrien, og som opfatter Islamisk Stat som en fascistisk fjende. Der har vi en fortælling, der minder om 1930’ernes antifascister.”
Morten Møllers bog følger en række unge mænd, der for hovedpartens vedkommende var rundet af arbejderklassen og havde kommunistiske sympatier eller partimedlemskaber. Fra Adolf Hitlers tyske magtovertagelse i 1933 og frem til udbruddet af Den Spanske Borgerkrig skete der ifølge bogen ”en politisk radikaliseringsproces, som hos dele af ungdommen fejer tvivl og kompromiser af bordet og lader alt andet underlægge sig spørgsmålet: For eller imod fascismen”.
”I dag vil vi sige, at der er uhyggelige paralleller mellem den sovjetiske kommunisme og den tyske nazisme, men for nogle bliver kommunismen i 1930’erne set som fascismens antitese og det, man må identificere sig med for at bekæmpe den fare,” siger Morten Møller.
Fortællingen om Den Spanske Borgerkrig har været præget af intellektuelle som Ernest Hemingway og George Orwell, som næppe kan beskyldes for at være kommunister. Men De Internationale Brigader, militærenhederne, der kæmpede mod fascisterne, var nøgternt set ”en arbejderhær”, siger Morten Møller.
I bogen refererer han en tidligere undersøgelse af 200 danske spaniensveteraner, der viste, at det store flertal var arbejdere, og at gennemsnitsalderen blandt de frivillige lå på omkring 24 år.
”Det er folk med syv års skolegang fra de københavnske brokvarterer, der trækker læsset. Over halvdelen af de danske spaniensfrivillige står uden arbejde på det tidspunkt, de rejser, og det skal vi have med for at forstå, hvorfor de drager af sted. En frivillig fortæller, at han blev skilt og dagen efter besluttede sig for at rejse til Spanien, en anden flygtede fra Vestre Fængsel og tog til Spanien for at undslippe dansk politi, andre havde alkoholproblemer,” siger Morten Møller, der ”identificerer tre overordnede drivkræfter for de spaniensfrivillige”:
”Idealisme, eventyrlyst og social marginalisering. Og jeg vil mene, at det er nøjagtig de samme drivkræfter, vi skal have fat i for at forstå, hvorfor vores syrienskrigere drager af sted i dag,” siger Morten Møller.
Én af dem, der mest indgående har beskæftiget sig med nutidens syriske borgerkrig, er forfatteren og journalisten Nagieb Khaja. Ifølge ham er mange unge, der drager til Syrien, drevet af både idealisme og et ønske om at bekæmpe Assad-regimet. Samtidig tiltrækker Syrien-krigen dog også eventyrere og voldspsykopater, der igennem krigshandlinger kan udøve vold.
”Tidligt i krigen var mange af Syrien-krigerne drevet af et ønske om at bekæmpe Assad-regimet. De kæmpede imod diktaturet og den politiske undertrykkelse, men senere har målet ændret sig for mange af de arabiske oprørere. Der er blevet flere, som drager i krig med et ideologisk formål, både blandt Islamisk Stats støtter og de øvrige gruppers. I takt med at krigen har udviklet sig, er især udlændingene, der tager til Syrien, blevet mere og mere islamistisk orienterede,” siger Nagieb Khaja, der dog i lighed med Morten Møller understreger, at det ikke kun er de arabiske oprørsgrupper i Syrien, der hverver fremmedkrigere, men også de kurdiske oprørsgrupper.
En stor del af de unge, der drager i krig i Syrien, er ifølge ham drevet af ønsket om at gøre verden til et bedre sted.
”Hvad enten det drejer sig om krigen i Syrien eller Den Spanske Borgerkrig, åbner den slags krige for, at man kan drage ud og kæmpe for en større sag,” siger Nagieb Khaja.
Han tilføjer, at mange Syrien-krigere, ligesom det var tilfældet med flere frivillige under Den Spanske Borgerkrig, er vendt desillusionerede hjem.
”Mit indtryk er, at det er mere reflekterede typer, der har støttet andre oprørsgrupper end Islamisk Stat, og at desillusionen blandt de mere reflekterede hjemvendte er større end blandt IS-tilhængerne. Nogle fortryder. Andre står ved det, de har gjort, men fremhæver, at krigen udviklede sig anderledes, end de havde regnet med,” fortæller Nagieb Khaja.
Vi smutter tilbage i tid og til historiker Morten Møller. Ifølge ham gjorde det danske kommunistparti sit yderste for at gøre fortællingen om 1930’ernes spaniensfrivillige til en heltefortælling. Den fortælling blev styrket af, at flere af de kommunistiske krigere få år efter blev en del af den danske modstandsbevægelse. Morten Møller dokumenterer imidlertid i sin bog, at flere end hver femte af de spaniensfrivillige, som vendte tilbage til Danmark i november 1938, under Besættelsen tog beskæftigelse i Tyskland og dermed arbejdede for det land, hvis ideologi de få år tidligere havde sat livet på spil for at bekæmpe.
Han nævner også, at det i samtiden ikke just var velset, at unge danske mænd drog i krig i Spanien.
”Der er et politimæssigt fokus på de frivillige soldater, som vi også kender i dag. Og så er der hele diskussionen både hos politi og i Folketinget om, hvad man skal stille op med de her radikaliserede, våbenparate mænd med et revolutionært udgangspunkt,” siger Morten Møller.
Han tilføjer, at ”antikommunismen var massiv i Danmark i 1930’erne, og der var i den grad konsensus om, at kommunister udgjorde en trussel mod det danske demokrati”. Hvervningen til krig skete derfor i det skjulte, i baglokaler og på gaden. Man kan altså drage mange paralleller mellem fortid og nutid, men man skal også passe på med den slags, siger Morten Møller.
”For historien gentager sig aldrig. Men de bagvedliggende drivkræfter og idéernes betydning kan sætte sig igennem på forskellige tider på forskellige måder.”
Skal vi lære noget af erfaringerne fra dengang, må det dog være, ”at vi ikke må overdrive det ideologiske, det idealistiske som forklaringskraft for, hvorfor unge mennesker drager i krig”, vurderer Morten Møller.
”Vi skal have et tydeligt fokus på de sociale og personlige forhold, som ofte spiller en stor rolle for, at man tager det sidste skridt fra overbevisning til handling. En ting er, at man kan fatte sympati for et politisk projekt. Tit skal der nogle helt jordnære ting til, før man tager springet til at være frivillig kriger, frivillig soldat,” siger han.