Prøv avisen

Fra trøst til leg: Sådan mærker vi Helligånden

Ida Auken, Peter Brandes, Louise Adrian, Hans Jørgen Frederiksen, Anne-Grethe Bjarup Riis og Arne Ørtved giver deres oplevelse af Helligåndens tilstedeværelse. Foto: Leif Tuxen, Leif Tuxen, Leif Tuxen, privatfoto, Mogens Flindt/Ritzau og privatfoto

I pinsen fejres Helligånden, som mange ofte har lidt svært ved at forklare og forstå. Seks vidt forskellige personer fortæller her, hvordan de oplever Helligåndens tilstedeværelse i deres liv

Ida Auken, cand.theol., folketingsmedlem (R):

”Det vil jeg rigtig gerne sige noget om, for Helligånden er den af de tre størrelser i treenigheden, som jeg har lettest ved at forholde mig til i øjeblikket.

Jeg oplever Helligånden helt konkret, som om der bliver blæst inspiration ind i mig. Jeg har prøvet at skulle holde en tale og følt mig helt uoplagt og uden energi. Så er det, som om jeg får hjælp af Helligånden, og jeg oplever nogle gange, at jeg nærmest får det hele forærende. Man kan også se ånden i øjnene på et andet menneske. Og har man set et menneske dø, er man ikke i tvivl om, at ånden forlader det. Det er, som om vi har mistet sproget for Helligåndens tilstedeværelse. Mange opfatter Helligånden som en direkte modsætning til de naturvidenskabelige forklaringer. Sådan ser jeg ikke på det. Det at kunne tale om Helligånden er en ekstra tydning på tilværelsen, der ikke ændrer ved de naturvidenskabelige forklaringer.

Vi behøver som moderne mennesker ikke være så berøringsangste over for det teologiske hverdagssprog. Når jeg tænker på Helligånden, bliver jeg mindet om, at livet, det er noget, der bliver givet til os. Uden at vi selv har skullet præstere noget for at modtage det. Det er frisættende, at vi ikke skal klare det hele selv.”
 

Arne Ørtved, tidligere højskoleforstander og pastor emeritus:

”Jeg synes, det er så dejligt, at vi fejrer pinse. For Helligånden gælder os allesammen. Den sprænger det lukkede kirkerum og er ikke bundet til præster eller kirkelige aktiviteter, men inkluderer alle. Den er heller ikke noget specielt i forhold til det, vi ellers kalder ånd.

Så når vi siger, at det er Helligånden eller ånden, der er ’over mig’, så er det udtryk for det samme. Den er aktiv hele tiden, for vi er først og fremmest ånd. Det er jo det, der gør os til mennesker. Ikke kødet og blodet. Og Helligånden er der, hver gang vi tænker, taler og trækker vejret. For den er gået ind i mit liv og mit sprog. Som modersmålet, der forbinder os med andre mennesker og er en del af vores kultur, vores historie og vores sange.

For mig at se kan man ikke have ånd uden at have sprog, men man kan godt have et åndløst sprog, og det er desværre meget dominerende i dag. Det åndløse er det, der holder sig til, at to og to er fire, og det er udbredt i en tid, hvor mennesker forsøger at kontrollere og instrumentalisere tilværelsen. Her bliver ånden trængt. Men den forsvinder aldrig, for livsånden går helt tilbage til skabelsens morgen – og siden dengang har vi kunnet høre og mærke den.”
 

Peter Brandes, kunstner:

”En af de ting i mine udsmykningsopgaver, som kommer tættest på en definition af Helligånden er min forgyldte bagvæg i Nørremarkskirken i Vejle. På den cirka 120 kvadratmeter store bagvæg er der anbragt hundredvis af dråber, som kan være pinsens ildtunger eller dåbens vanddråber. Under dåben bliver vandet brugt, ikke til at drikke og ikke til at vaske sig med, men til at døbe med. En handling, som sker én gang i et menneskes liv.

Dette dåbsvand overhældt på et menneskes krop og ansigt er en af mange berøringer, som manifesterer Helligåndens tilstedeværelse. Det er uforklarligt, hvorfor det vand, som det nyfødte barn blev vasket med, nu ikke længere er det samme vand, men en åbning til et nyt liv, som er knyttet til tro.

I pinsen forvandles vandet til ilddråber. Jeg føler, i kontakt med de to elementer ild og vand, som tilsyneladende er modsætninger, at Helligåndens tilstedeværelse forener dem og dermed fortæller os om dens og deres mysterium.”
 

Louise Adrian, organist og korleder for Fangekoret:

”I mit eget liv oplever jeg Helligånden som den, der hvisker glæde, taknemmelighed, påmindelse til min samvittighed, trøst og opmuntring i mit øre, og i de situationer erfarer jeg på en særlig måde Guds nærvær. Helligånden er også på spil, når Fangekoret – uden at sangerne ved det – peger på Gud og Jesus i deres tekster og berører både garvede kirkefolk og mennesker, der aldrig har sat deres ben i kirken.

Gang på gang får jeg at vide fra folk, der er kommet i kirken hele deres liv, at de netop denne aften har hørt evan-geliet på en helt ny måde og set sider af deres kristne tro, som de ikke før har lagt mærke til. Ved vores koncert i søndags fortalte en tilhører, at hendes mand og datter havde grædt igennem det meste af koncerten. De kommer ellers ikke i kirken, og manden har normalt en analytisk tilgang til det, der foregår der. Men denne aften var der andet end akademisk analyse og fornuft på spil. Man kan så spørge, hvorfor Fangekoret rammer mennesker med deres tekster. Hvis kormedlemmerne troede, de var rockstjerner, ville deres musik og optræden virke anstødelig, men de viser netop gennem deres tekster, at de vedkender sig deres fejl, og de beder Gud om tilgivelse. Den hudløse ærlighed og gennemsigtighed, teksterne afspejler, kan kun produceres, når Helligånden ikke kun peger på fejl og mangler hos den enkelte, men også peger på tilgivelsen i Kristus.”
 

Anne-Grethe Bjarup Riis, filminstruktør og skuespiller:

”Den kan jo være til stede, når jeg skræller en kartoffel, kysser min elskede eller ser mine børn lege. Men også i svære stunder er Helligånden vigtig, fordi den hjælper ved at give lys og håb.

Vi er så globalt orienteret i dag og ved derfor så meget om al den nød og elendighed, der findes i verden. Det er nærmest et åg at bære rundt på den viden, og man kan blive så ked af det. Men Helligånden hjælper med at få hverdagen til at fungere, fordi den også er en så fantastisk kærlighedskraft, der gør, at vi har troen midt i al elendigheden.

Personligt oplevede jeg det, da min søn blev ramt af leukæmi. Nu er han ved at komme ud på den anden side af sygdommen, men jeg fik øje på livets skrøbelighed og blev forfærdelig trist. Men selv i den svære tid var der en livsglæde, en gnist – og en stor taknemmelighed. Derfor er pinsen noget af det vigtigste, for hvis vi ikke havde Helligånden, ville verden nok se meget værre ud.”

Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie, Aarhus Universitet:

”Jeg oplever Helligånden som noget, der er der hele tiden. Dog først og fremmest i stilheden. Kommunikation med Gud og Guds ånd bliver af nogle opfattet som en absurd envejskommunikation. Som en bøn uden svar – hvor man kun mødes af tavshed. Men har man troen på Helligånden, erkender man, at det præcis er i den stilhed, at Gud giver sig til kende.

Tænk bare på billedet af de mange mennesker, der stiller sig op foran Grædemuren i Jerusalem med deres anliggender. Det er for mig at se det stærkeste symbol på netop dette. Personligt har det betydet, at jeg har meget brug for naturen og kunsten, som jeg fører daglige samtaler med. For mig er det vigtige steder for mødet med det guddommelige. Vi står nemlig aldrig ansigt til ansigt med Gud. Både naturen og kunsten fungerer derfor som nødvendige tilsløringer. Vi kan ganske enkelt ikke se det guddommelige eller lyset, hvis det ikke sker gennem et slør.

Nogle tror i dag, at de har afsløret det hele. At barnetroen var fup og fiduser, og nu kan de se virkeligheden klart og utilsløret. Men åndens karakteristika er, at den bygger bro, som også pave Frans siger. Så den er til stede, når tro og viden, intuition og rationalitet, kunst og videnskab lever i gensidig respekt. Og på det helt nære plan er Helligånden selvfølgelig meget tydeligt til stede i kærligheden mellem mennesker.”