Fra velfærdsstat til konkurrencestat

Politikerne taler om velfærd som aldrig før, men mange definerer ikke, hvad det er

Det er svært at finde en politiker fra de vigtigste partier, som ikke taler højstemt om velfærd. Ingen skal være i tvivl om, at de store partier og tilmed også de store organisationer vil have velfærd. Selv når de med blødende hjerte skærer i velfærden. For det gør de for at redde kernevelfærden. Alligevel taler forskere, som for eksempel professor Ove K. Pedersen gør det i bogen Konkurrencestaten, om, at vi er på vej væk fra velfærdsstaten hen mod en konkurrencestat; en stat, hvor ressourcer koncentreres om at mobilisere befolkningen til at arbejde effektivt. Statens yderste mål er blevet at øge Danmarks internationale konkurrenceevne i stedet for at beskytte og kompensere befolkningen mod økonomiske og sociale ulykker. Målet er økonomisk dynamik og permanent omstilling.

Forandringen begyndte i 1980erne, hvor de arbejdsløse måtte acceptere voksende indgreb i deres tilværelse. Nye begreber svirrede i luften: aktivering, puljejob, jobtræning, aktivperiode, ordinært arbejde, falddato og incitamentsstrukturer. Retten til dagpenge, som fra 1978 havde været uden tidsbegrænsning, blev afgrænset til ni år. Nu er den efter yderligere forkortelser nede på to år. Optjeningskravet blev gennem årene hævet fra 26 uger til 52 uger. Det er samtidig blevet et langt større problem at ryge ud af dagpengesystemet, fordi der nu ved udbetaling af kontanthjælp sker modregning i forbindelse med personlig formue over 10.000 kroner og en ægtefælles formue over 20.000 kroner. Internationalt beskrev man udviklingen med det uoversættelige ordspil from welfare to workfare.

Men danske politikere talte som aldrig før om velfærd. Problemet er, at mange slet ikke definerer, hvad velfærd er. Problemet er også, at velfærd ikke som begrebet indkomst alene måles i priser. Velfærd omfatter også ikke-prissatte materielle goder. Men ikke nok med det: Velfærd omfatter også immaterielle forhold. Derfor er det muligt for politikere at tale i tide og utide om velfærd, uden at nogen er helt sikker på, hvad de mener. Sandsynligvis ved en del politikere heller ikke rigtig, om de mener det samme med ordet som andre.

Det er derfor ikke let at sige, hvor velfærdsstaten begynder og ender. Men historisk kan vi afgrænse velfærdsstaten fra fortidens fattighjælp. Fattighjælpen, som forsvandt gradvist i Danmark fra 1891 til 1961, betød, at man mistede borgerrettigheder, herunder for eksempel retten til at stemme og retten til at gifte sig, når man blev nødt til at modtage offentlig hjælp. Vi kan altså sige, at en velfærdsstat i al fald respekterer det enkelte menneskes grundlæggende civile og politiskerettigheder samt dets autonomi. Det betød ikke som nogle nyliberale hævder det at man ukritisk uddelte en slags borgerløn til alle uanset livsform. For eksempel var der i lovgivningen indlejret normer om, at det er bedre at leve i parforhold end som enlig forsørger, og om at arbejde var bedre end ikke-arbejde. Det var også bedre at have fuldtidsarbejde end deltidsarbejde.

Men betingelserne for at få hjælp er senere på mange områder skærpet. Til tider så meget, at man går menneskers værdighed meget nær. Utallige historier har vi set om fuldstændig meningsløse og dilettantiske aktiveringskurser, som var dybt respektløse over for de ledige. Kommunerne har samtidig intensiveret kontrollen med modtagere af kontanthjælp. I nogle tilfælde så meget, at det er udartet til ulovlig spionage og såkaldte sex-tjek af enlige kvinder.

Den politiske kamp står også om førtidspensionisterne. På den ene side er der blevet flere af dem. På den anden side har man forsøgt at begrænse tilgangen. Afslagsprocenten i Københavns Kommune er for eksempel rent administrativt øget voldsomt de seneste to år.

Læge Ellen Ryg Olsen mener, at forvaltningen er blevet mere kynisk. Hun har i årevis advaret om, at man ifølge hende inhumant og udsigtsløst har sendt alvorligt syge i arbejdsprøvning. Så vidt er der ikke tale om en velfærdsstat, det er en umenneskelig konkurrencestat. Og nu skal de fleste kandidater til førtidspension under 40 år ifølge en politisk aftale fra før sommerferien fremover gennem såkaldte ressourceforløb.

Hvad dette teknokratiske ord udmøntes i, er der grund til at holde øje med.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet