Når man rejser så meget rundt i landet, som Deres klummeskriver gør, er det en uundgåelig følgevirkning af at bo i postnummer 5970, at man får et forhold til Svendborg.
Færgen hjem til Ærøskøbing går med tre timers intervaller, men tog og bus fra henholdsvis Odense og Nyborg ankommer til byen ved sundet hver halve time. Følgelig forekommer der ofte en time eller to, hvor man kan vandre rundt i byen, hvis ellers vejret er til det.
Svendborg er Johannes Jørgensens by, for mit danmarkskort er uløseligt forbundet med vore bedste forfattere og digtere.
Han ligger centralt placeret på kirkegården: "Digteren Johannes Jørgensen. Æresborger i Svendborg. 6/11 1866 – 29/5 1956", står der med gule bogstaver på den mørkebrune, glatslebne sten. Hans anden hustru er også med: "Helene Jørgensen. 26/2 1905 – 27/12 1995".
Nederst står de tre bogstaver "R.I.P", forkortelsen for "requiescat in pace", det ønske om, at afdøde må hvile i fred, som er slutordene i den katolske dødsmesse.
Ved siden af den store sten ligger en lille, hvidlig med ordene "Pax et Bonum". Således er Johannes Jørgensen straks forbundet ikke blot med den katolske tro, men også med dén katolske helgen, han var ganske særligt knyttet til – og som gjorde Jørgensen verdensberømt.
"Fred og alt godt" var ifølge overleveringen den hilsen, Frans af Assisi brugte over for mennesker, han mødte på sin vej.
Og netop Jørgensens store biografi om "Den hellige Frans af Assisi", der udkom i 1907, slog mere end noget andet værk forfatterens navn fast i den katolske verden. I dag er "Johannes Jørgensens hus" i Fruestræde 15 et af landets gode digtermuseer.
Da han konverterede til katolicismen i 1896, meldte Johannes Jørgensen sig ud af det gode selskab i datidens København. Han følte det selv smerteligt, og det var en bitter ironi, at han ikke fandt "fred og alt godt", da han valgte moderkirken. Måske nok i glimt, men ikke som den rolige sjælstilstand, han så dybt længtes mod.
Han blev i stedet en af de store rejsende – både i sindet og i geografien – i dansk litteratur, samtidig med at hans arbejde var af en sådan art, at det blev langt højere påskønnet i udlandet end i fædrelandet.
Når jeg går rundt i Svendborg og venter på færgen hjem til Ærø, kan jeg selvfølgelig godt spørge mig selv, hvorfor jeg går rundt og snakker med en død digter?
Men som antydet har jeg altid haft det på den måde, når jeg kommer rundt i landet. Farsø er Johannes V. og Thit Jensen. Thisted er J.P. Jacobsen. Det kan også være en hel egn som Salling, der er identisk med Jeppe Aa-kjær. Listen er lang.
Når det giver mening, er det naturligvis, fordi digterne nok er fysisk døde, men ikke er forsvundet åndeligt. "Der går ikke alder i åndslivet", fastslog Jørgen Bukdahl i Askov i utallige foredrag, og det havde han ret i.
Sådan er det også med Johannes Jørgensen. Paradoksalt nok er det så, netop fordi han ikke fandt "fred og alt godt", at dele af hans forfatterskab fortsat er levende. Længslen og disharmonien i digterens sind giver genklang i læserens.
På sine gamle dage nåede Jørgensen i øvrigt frem til, at "Pax et Bonum" slet ikke er et ønske om en harmonisk tilstand, som man umiddelbart skulle tro.
I et digt på to vers med den gamle Frans? hilsen som titel gav han udtryk for, at ønsket går wi opfyldelse ved, at troen holder ud. Det er udholdenhed på trods af alle de erfaringer, livet har givet, der er nøglen:
Ak, salig den, hvis sjæl på trods
af verdens løb og støvets år
kan tro på liv for sig og sit
som da han stod i fejrest vår
Ja salig den, hvis tro holdt ud
og som bag alderdommens sne
og dødens vinter, gravens gru
kan tro, han skal livssolen se!
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder