Prøv avisen

Fredelige familiespil udfordrer nu voldsspil

Det danske spilfirma Io interactive, som har haft stor succes med voldelige spil, forsøger sig nu med et børnevenligt spil, ""Mini ninjas"". Illustration fra spillet: Io Interactive. Foto: Illustration fra spillet: Io Interactive.

Spiludviklere satser på det børnevenlige, og det er en god udvikling, mener eksperter i computerspil

Der er sket et snigende skift i computerspilmarkedet. Voldelige enmands-spil, hvor spilleren lever sig ind i rollen som koldblodig morder sælger stadig, men udviklingen går mod det familieorienterede, og spilfirmaer satser mere og mere på det nuttede. Spil, som far og søn kan spille sammen, hitter.

Det fortæller Annette Jacobsen, formand for Multimedieforeningen, der er en brancheorganisation for danske producenter og distributører af PC- og konsolspil.

– Familiespil sælger i langt højere grad end før, siger hun, og salgslisten bekræfter hendes påstand: På top 20 over Europas bedst sælgende computerspil netop nu henvender otte af spillene sig til familien eller de små, og kun fem kan betegnes som voldelige. Der føres ikke statistik over hvilken type spil, der sælger bedre end andre, men Anette Jacobsen vil gerne komme med et kvalificeret bud: at familiespil for fem år siden udgjorde 25 procent af spilmarkedet og toppen af salgslisterne, mens de i dag udgør 50 procent.

Lektor ved institut for læring på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Hans Henrik Knoop har specialiseret sig i voldelige computerspil. Han har fulgt udviklingen, og han glæder sig.

– Vi skal passe på ikke at bagatellisere computerspil. De er effektive, virtuelle læringsmiljøer, men visse spil indebærer også risiko for forråelse og moralsk udfladning. Der har siden starten af 1990'erne været tendens til, at de populære spil blev mere og mere voldelige, mere fotorealistiske, og identifikationsmulighederne blev stærkere og stærkere, siger han.

Voldelige spil sælger stadig godt, fordi opmærksomhed på vold har været en forudsætning for overlevelse gennem hele vor millionårige udviklingshistorie. Derfor er det meget let at skabe interesse for voldelighed – også i spil, forklarer Hans Henrik Knoop. Når de fredeligere spil nu begynder at kunne konkurrere med de voldelige, skyldes det tre faktorer, mener han:

– Der har været en god debat, som har fået forældre til at tænke over, hvilke spil der er gode for børn. Det andet er, at børnene synes, det er kedeligt kun at spille voldspil. Der er ikke meget perspektiv i dem. For det tredje er spiludviklerne blevet klar over, at de kan blive beskyldt for optrapning af vold i verden, hvis de ikke tager socialt ansvar.

Ifølge Andreas Gregersen, der har skrevet ph.d på Københavns Universitet om computerspil, skyldes udviklingen, at spilproducenterne har fundet nye markeder blandt forældre med børn, og at spil målrettet familier ganske enkelt er blevet bedre.

– Spilproducenterne har knækket koden. De har fundet ud af at lave gode, udfordrende spil til børn, som forældrene vil købe. Noget, der er barnligt at se på, men sofistikeret at spille. Nu kan jeg, som selv er far, købe spil i butikkerne, som jeg kan spille med mine børn uden at blive være flov over, at det er for voldeligt, siger han.

Det kan dog også blive for meget af det gode, mener Hans Henrik Knoop:

– Der er mange andre måder at have det sjovt på end at skyde hovedet af folk. Men glæden ved at slås i sport og spil skyldes også, at vi grundlæggende synes, det er sjovt at konkurrere. Så det skulle nødig ende i den anden grøft med en masse intetsigende pusse-nusse-spil.

schou@kristeligt-dagblad.dk