Freden begynder med: Jeg ønsker ikke hævn

Sognepræst Karen Rommerdahl så terrorangrebet som en korsfæstelse og brugte begivenheden til at skrive et drama om de syv dødssynder

Karen Rommerdahl er sognepræst ved Markus-kirken på Frederiksberg.
Karen Rommerdahl er sognepræst ved Markus-kirken på Frederiksberg. . Foto: Privatfoto.

Hvor var du den 11. september 2001?

Jeg sad derhjemme og havde besøg af min plejedatter og hendes veninde. Pludselig ringer organisten fra Markuskirken for at sige, vi skal tænde for tv. Så så vi de forfærdelige billeder, og det tog tid for mig at begribe. Senere diskuterede vi, om angrebet var, hvad man kunne forvente efter USAs fremfærd i verden. Men jeg var ikke i tvivl om, at handlingen var ond. At bruge uskyldige passagerer i et fly som bomber og ramme tilfældige mennesker på deres kontor. Jeg så det som en offerhistorie, en parallel til korsfæstelsen. Uskyldige bliver ofret i en hellig sags tjeneste.

Hvordan har begivenheden påvirket dig?

Jeg har i mange år været med i en fortællegruppe. Vi fik den idé at lave et drama om 11. september bygget op om de syv dødssynder. Vi fik professionel hjælp med musik og lyssætning og opførte dramaet i Brorsons Kirke, Roskilde Domkirke, Vor Frue Kirke og en kirke i Aarhus. Der kom mange tilskuere, og det vakte megen debat. Jeg følte, det blev ret stort.

Jeg har tænkt meget over 11. september og holdt for nylig en prædiken over temaet Hvornår begynder freden?. Jeg havde læst et interview med en kvinde, som søgte efter sin døde mand i World Trade Centers ruiner og til journalistens spørgsmål om hævn svarede: Jeg ønsker ikke hævn. Akkurat dér begynder freden, ligesom freden begynder, når man i Norge reagerer på en massakre med nærvær og sammenhold.

mikkelsen@k.dk