Hjemmelavede tegninger pryder rummets blege vægge. Børnestemmer summer svagt, mens små hænder farvelægger alfabetet.
”Alex, du skal lige spritte dine hænder af, når du har rokket med din rokketand,” siger børnehaveklasselærer Jesper Andreasen.
Med pegefingeren sætter drengen sine violette briller op på næsen, inden han trykker den klare væske ud af tuben og klasker hænderne grundigt sammen.
Alex er en ud af otte elever, der går i 0.x på Frederiksgård Skole, en specialskole på Nørrebro. Med 176 elever fra børnehaveklasse til 10. klasse er målgruppen dels børn med generelle indlæringsvanskeligheder, dels børn med autisme og adhd.
I marts 2020 lukkede skolen ned, da corona lukkede landet. Eleverne blev sendt hjem til hjemmeundervisning. Men der gik kun 14 dage, før Frederiksgård Skole igen åbnede skoleporten. Specialskolerne fik fra regeringen at vide, at de skulle genåbne med fysisk fremmøde, fortæller skoleleder Morten Leer.
”Vi gik i arbejdstøjet, da vi skulle planlægge, hvordan det skulle gøres. Det brugte vi helligdagene og påsken på for at sikre, at der var en tryg ramme for både børn og medarbejdere,” fortæller Morten Leer.
Ved skolens gitterport er en hvid håndvask installeret. Børnene må kun gå ind på skolens areal, når hænderne er vasket. Forældrene bedes sætte deres børn af og ikke følge dem ind. Fra håndvasken og hen til skolens indgang er skolegården opdelt i zoner, hvor hver enkelt klasse leger i frikvartererne. Der er ingen leg på tværs af klasser — eleverne er kun sammen med den primære klasse.
”Mikroskop. Hvad starter det med?”, spørger Jesper Andreasen en dreng ved navn Junior.
Han retter lidt på sin røde kasket og trækker læberne ind i munden.
”B?,” svarer han med øjenbrynene højt oppe i panden.
”M-m-m. Mikroskop. Prøv igen,” smiler børnehaveklasselæren tilbage.
”M!,” udbryder Junior.
”Korrekt. Kan du finde mikroskopet på måtten, så kan vi se, hvordan bogstavet ser ud i virkeligheden,” siger Jesper Andreasen og peger på en farverig måtte på gulvet, der viser alfabetet.
De gældende retningslinjer lyder på, at man maksimalt må være fem personer med to meters afstand. De regler er specialskolen dispenseret for.
”Vi skal hele tiden være i tæt dialog med forældrene, så de føler sig trygge. Normalt spiser vi på store hold, men nu spiser vi i små grupper for at undgå smittespredning. Det at kunne tilbyde fysisk fremmøde er med til at forebygge eventuel mistrivsel,” siger Morten Leer.
Diiing. Uret med den røde viser erklærer, at det er frokosttid, og klasserne gør klar til at spise hver for sig. Mathias er skolens kok, og i dag mødes næseborene af bulgursalat, sprøde falafler og myntedressing.
Jesper Andreasen har sprittet bordene af, hvor hvert barn sidder klar med afstand. Iført hvide gummihandsker fordeler han maden ud på små plastictallerkner.
”For børnehaveklasseeleverne er det blevet helt normalt det her. At spritte hænder, vaske borde af, holde afstand. De har jo ikke kendt til andet, når de har været i skole. Nogle af de ældre elever brokker sig lidt og siger: ’Øv, hvorfor skal vi ikke sendes hjem, når mine venner skal’,” siger Jesper Andreasen.
”Vi har i personalegruppen snakket om vores situation. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi skal møde op. Vi får en masse at vide fra myndighederne om, at vi skal gøre sådan og sådan. I dag har vi været 12 mennesker inde i klassen. Det må vi godt, fordi vi er en specialskole. Men det er lidt mærkeligt, når vi har fået at vide, at man kun må være fem,” fortæller Jesper Andreasen og rydder tallerknerne af bordet, mens de otte børn finder flyverdragter og vanter frem.
Hver dag efter frokost tager 0.x hen på en legeplads, hvor de har en aftale med personalet om at være. De børn, der kommer udefra, må ikke dele legetøj med eleverne. Alt, hvad de rører ved, bliver afsprittet af Steen Cruddis og Lise Holst, der er pædagoger på Frederiksgård Skoles fritidstilbud KKFO. Under normale omstændigheder ville børnene tage på KKFO, hvor omkring 40 børn samles. Men det er for mange at være sammen, mener ledelsen. Derfor er legepladsen blevet børnenes frirum for leg og fantasi.
”Husk at gå i højre side,” siger en dreng bag en stor elefanthue og peger på et gult stykke tape på gulvet, der indikerer, at man holder til højre, når man går på gangene.
”Jeg er tryg ved at tage på arbejde,” siger Jesper Andreasen og lyner sin sorte jakke.
”Det er, fordi vi taler godt sammen med forældrene. Børnene er også gode til at respektere de nye regler. Men hvis vi skal holde åbent, så er det nødt til at være på vores præmisser. Vi kan ikke være fem og holde to meters afstand. Vi skal jo hjælpe dem med flyverdragter, mad og trøste dem. Ellers giver det ikke mening, at vi har åbent,” siger han roligt.
To og to går børnene af sted mod legepladsen. Knirken fra flyverdragter og fortællinger om at vente på, at det bliver grønt, virker larmende på den utrafikerede vej. Jesper Andreasen går med skuldrene oppe i nakken for at skærme sig mod frostgraderne.
”Vi har i personalegruppen snakket om vacciner. Vi bliver bedømt som privatpersoner, altså i forhold til alder og helbred. Hvorfor kommer vi, der er på arbejde fysisk blandt børn og unge, ikke længere frem i køen? Det er svært at få i tale,” siger Jesper Andreasen og åbner lågen til legepladsen. Børnene strømmer ind og boltrer sig i gyngerne.
”Jeg savner fællesskabsfølelsen ved frokostpauser, julefrokost og snak over kaffen på lærerværelset. Men vi har det faktisk godt. Der sidder jo skolebørn bag en skærm fra klokken 8 til 16 hver dag. Vi kan tage på arbejde og møde hinanden på trods. Men vi savner vores fællesskab blandt kolleger,” siger børnehaveklasselæreren og lukker lågen.