Fredsforkæmperne er udfordret i krigstid: ”Respekten for liv har desværre trange kår i dagens verden”

Mange mener, at våben og krig er vejen til fred. Danske pacifister er bekymrede over, at ”fredens diskurs” glimrer ved sit fravær i både forskning, medier og politik

"Det kan virke meget provokerende på folk, at man er pacifist," siger Inger Paaske, som har været fredsvagt foran Christiansborg i København i 20 år.
"Det kan virke meget provokerende på folk, at man er pacifist," siger Inger Paaske, som har været fredsvagt foran Christiansborg i København i 20 år. . Foto: Johan Varning Bendtsen.

”Krig er terror. Fred er mulig,” står der på det medtagede træskilt midt på Christiansborgs Slotsplads.

7543 dage har de siddet der, fredsvagterne. I regn og slud har de protesteret imod angrebskrige, omverdenens militarisering og våbenindustriens ekspansion, som de siger. En af vagterne er Inge Paaske. 71 år og fredsaktivist i en krigstid. Det store chok kom 2001, fortæller hun. Krigen i Afghanistan og sidenhen Irak.

”Det frustrerer mig, hvordan tingene går i ring. Russerne slog afghanerne ihjel, det brød vi os ikke om, men siden gjorde vi det selv,” siger hun.

Inge Paaske sidder i læ bag fredsvagtens karakteristiske vogn med de mange avisudklip og budskaber for fred. På hver side vajer to regnbuefarvede flag i vinden. Inge og de andre forsøger ”at råbe magten op”. Men det er svært, fortæller hun. Stadigt flere partier har ”fingrene nede i krigskassen”.

Hun husker barndommens demonstrationer mod Vietnam-krigen svagt. Fyldte torve og pladser. Nu har hun selv været fredsvagt i 20 år. I begyndelsen en gang om ugen, siden pensionen for fire år siden er hun begyndt at komme her oftere:

”Jeg synes, det er svært at læse om krig og uhyrligheder uden at have et fællesskab at vende det med.”

Om det er blevet sværere at være pacifist, ved den tidligere biblioteksmedarbejder ikke helt.

”Men man mærker tydeligt, at flertallet er mere bange end tidligere. Det, synes jeg, er trist.”

Drømmen om fred har hun med sig fra barnsben. Hendes farmor var jøde, og den dag i dag bærer hun faderens frygt fra krigen med sig. Han ville ikke tale om det, men efter krigen besluttede han, at han aldrig ville producere til militæret fra sin jernfabrik.

”Og derfra ved jeg også, at det kan virke meget provokerende på folk, at man er pacifist. Det mærkede min far ganske tydeligt,” siger Inge Paaske.

Hvorfor ikke lave lidt våben? spurgte hun en dag sin far.

”’Fordi de altid ender med at blive brugt,’ svarede han. Og den sætning har siddet i mig siden.”

Fredens diskurs er forsvundet

I lyset af Ruslands invasion af Ukraine virker krigen konstant nærværende ikke bare for fredsvagten. Men passer det virkelig, at pacifismen og krigsmodstanden er under pres, hvis man ser mere overordnet på udviklingen?

”Fra historien ved man, at den magt, der tages med våben, er svær at holde uden våben. Men det, mange troede var grundlæggende holdninger til krig og våben, rykkes nu. Bare se på Tyskland og Sverige,” siger Rebecka Lettevall, professor i idéhistorie ved universitetet i Malmø, med henvisning til de seneste måneders tyske paradigmeskifte og svenske og finske Nato-ansøgninger.

Det, jeg kalder fredens diskurs, er forsvundet. Det er den fra politik, fra forskning og fra medierne. Freden er kørt ud på et sidespor.

Jan Øberg

Fredsforsker og docent

”Lige nu er vi dybt følelsesmæssigt påvirkede af en brutal krig i et europæisk naboland. Men historisk set har vi i de seneste 200 år gået mod bedre og bedre fredsvilkår. Vi har blandt andet indført menneskerettighederne og fået en krigsdomstol i Haag, så krigsforbrydere kan stilles for retten og dømmes,” siger hun.

Selvom man i dele af verden har fået den juridiske infrastruktur på plads, er freden som koncept under pres i den offentlige samtale. Det mener i hvert fald fredsforsker og docent Jan Øberg, som fra 1983 til 1989 stod i spidsen for fredsforskningsinstituttet på Lunds Universitet og siden har været chef for Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF).

”Det, jeg kalder fredens diskurs, er forsvundet. Det er den fra politik, fra forskning og fra medierne. Freden er kørt ud på et sidespor. Ingen tænker på den, ingen taler om den, man uddanner sig ikke i den, og magthaverne rådgives ikke i den,” siger han.

”I det sekund, tænkningen og dialogen om fred forsvinder, får militaristerne frit spil. Det er et problem i allerhøjste grad. Når fredstænkningen presses ud, bliver krigen ophøjet til normaltilstand.”

Hos det selverklærede Fredsministeriet, som har eksisteret i 10 år og er en paraplyorganisation for en række fredsinitiativer, der forsøger at fremme ”fredelige alternativer til krigspolitikken”, istemmer formand Hasse Schneidermann Øbergs udlægning.

”Jeg kæmper for freden uden våben, men ved politisk at arbejde for et samfund uden kulturel og strukturel vold. Men når jeg siger det, kigger folk på med vantro på mig og siger, at jeg skal vågne op. At det er en utopi at opnå fred uden våben. Sådan har det ikke været før,” siger han.

Højeste konfliktniveau længe

Ét er debatten, noget andet er virkelighedens kampzoner. Og her er der ingen tvivl om, at krigen i Ukraine tjener som et ganske tydeligt eksempel på, hvordan den generelle udvikling bevæger sig længere og længere væk fra fred.

”Allerede før krigen i Ukraine så vi et øget niveau af konflikt. 2021 havde det højeste antal væbnede konflikter, som er målt siden Anden Verdenskrig,” forklarer Henrik Urdal, som er direktør for fredsforskningsinstituttet Prio Oslo.

”Og jeg tror desværre, at 2022 kan blive endnu værre. Så reelt set er der mindre fred i verden såvel som en øget polarisering.”

Tilbage på Christiansborgs slotsplads er Inge Paaske ikke i tvivl. Vejen til fred går ikke gennem flere våben. I Ukraine håber hun på en folkeafstemning. Overvåget af udenlandske repræsentanter, en fri og troværdig proces. Forhåbentlig meget snart.

”Hver eneste nat, du ligger i din seng, dør der massevis af unge mænd i den krig. Er det i orden? Er det ansvarligt?” spørger hun.

”Respekten for liv har desværre trange kår i dagens verden.”