Fredsforsker: ”Nato har uden grund ekspanderet helt op under Ruslands skørter”

Fredsforsker Jan Øberg begræder Ruslands invasion af Ukraine, men fordømmer Vestens respons

"Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad NATO og vestlande giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende," siger Jan Øberg.
"Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad NATO og vestlande giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende," siger Jan Øberg. Foto: Privat.

Ruslands invasion af Ukraine har fået Nato til at opruste. EU, og Danmark, sender våben til den ukrainske hær, og de danske forsvarsforbehold er på vej til afstemning. Men Jan Øberg, fredsforsker, tager sig til hovedet over Vestens reaktion.

Hvordan vurderer du Vestens oprustning?

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlande giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.

Men sanktionerne mod Rusland er på deres plads?

Normalt bruger man begrænsede sanktioner, så man kan løfte dem igen, hvis modparten gør, som man ønsker. De sanktioner, man lægger nu, er grænseløse, så selvom Rusland trak sine tropper ud af Ukraine i morgen, vil de ikke blive hævet. Det hér er ikke realpolitik, det er hævn.

Hvordan opfatter du konflikten?

Der skal to til en konflikt, men det der sker nu opfattes ikke af Nato som en konflikt. Psykologisk og kulturelt opfatter vi os selv som de gode, dem der har løsningerne, dem der kører verdensordenen - og så er der de andre, som er en slags kriminelle.

Er det en farlig situation?

Jeg er 71 år og kommer ikke til at leve i fred i Europa i min livstid. Jeg ved ikke engang, om mine børn gør. Jeg har aldrig set nogen blive afskåret fra det internationale samfund på den her måde, så ja, det er farligt. Oprustning gavner kun virksomheder, der producerer våben Det her bliver dybt skadeligt for vores civile økonomi, og vil stå i vejen for løsningen af globale problemer så som klima.

Rusland begyndte dog krigen …

Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland - stærkt trængt af Vesten i 30 år - det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.

Har pacifismen tabt?

Man kan også sige, at der aldrig har været så meget brug for civil konfliktløsningskundskab og pacifisme som i dag.

Hvad gør dig mest trist?

At Vesten, som ikke har kunnet blive enige om noget som helst i mange år, på ti dage er blevet enige om oprustning, død og elendighed og står sammen om den forkerte politik, som vil skade os enormt.

Skal de danske forsvarsforbehold i EU væk?

Så længe EU ikke har været i stand til at blive enig om noget som helst, der kan kaldes en fælles udenrigs- sikkerhedspolitik, skal vi heller ikke have en fælles hær.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.