Frelsens Hær i Nakskov: ”Under corona har vi set en socialt armod, vi ikke troede fandtes”

Da Kristeligt Dagblad for tre år siden besøgte Frelsens Hærs værested i Nakskov var flere lettede over, at de kunne fejre jul i værestedet. I dag rykker Frelsens Hær ud til brugerne: ”Vi har mødt mennesker, der bor i uopvarmede huse og set køkkener med fordærvede madvarer”

Værestedet i Nakskov har normalt 150 brugere, men op mod 50 har holdt sig hjemme under corona. Frelsens Hærs værested er som andre sociale initiativer undtaget fra det gældende forsamlingsforbud. For mange udgør værestedet en af de få kontakter, de har med andre mennesker. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

Den 34-årige sergent i Frelsens Hær Jan Marseille sidder i en grå lænestol i et hjørne af Frelsens Hærs værested i Nakskov og fortæller om et usædvanligt år. Han er bleg, for de seneste mange uger har han arbejdet fra tidlig morgen til klokken otte om aftenen.

Han har kun en halv time, så skal han videre for at få overbragt en check på 25.000 kroner fra Lions Club. Pengene går til den julehjælp, som Frelsens Hær deler ud til 200 familier på Lolland.

Værestedets to stuer i en ældre bygning i det centrale Nakskov er pyntet med lys, julegran og en adventskrans. Spredt ved små borde sidder 15 mennesker og venter på at få serveret dagens ret, boller i karry, ris og salat.

Bortset fra julepynten og maden er ikke meget, som det plejer.

Ved bordene bliver der småsnakket. Dagen forinden har statsminister Mette ­Frederiksen (S) meldt ud, at også Lolland Kommune skal omfattes af skærpede restriktioner. Det betyder, at værestedet må lukke i dagene op til jul, men håbet er, at de frivillige kan holde det åbent mellem jul og nytår.

Køkkenet kan ikke fungere uden de tre medarbejdere fra Kriminalforsorgen, der er i samfundstjeneste og de tre i kommunal aktivering. Til gengæld er planen at fastholde juleaften. Der plejer at komme 50, og foreløbig er der 20 tilmeldte.

Værestedet er som andre sociale initiativer undtaget forbuddet mod, at mere end 10 forsamles.

Andrew Juk Kristensen har været musiker i Aarhus. I dag er han førtidspensionist, og han har netop mistet sin hustru gennem 36 år.
Andrew Juk Kristensen har været musiker i Aarhus. I dag er han førtidspensionist, og han har netop mistet sin hustru gennem 36 år. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Kristeligt Dagblad besøgte Frelsens Hær i Nakskov for tre år siden. Dengang fyldte bekymringen over de kommende juledage, for bevidstheden om egne fiaskoer er altid ekstra nærværende i julen, fortalte flere.

Den enlige mor Meryem ­Secilmis med kurdisk baggrund havde fået fjernet sine syv børn og skulle holde jul i værestedet med sin kæreste. Den tidligere psykiatriske ­patient Michael og stofmisbrugeren Claes var også glade for, at dansen om juletræet kunne foregå hos Frelsens Hær:

”Jeg har været inde og ude af fængsler i 12-13 år. Derfor er det lidt stramt at skulle møde familien,” sagde Claes dengang.

For et par uger siden aftalte vi at mødes igen. Men de kom ikke, fordi de ikke ønskede at gå ud. Aftalen blev, at vi måtte ringe til Meryem Secilmis.

”Det er, hvad der sker for mange af vores brugere under corona. De bliver mere angste, går i hi derhjemme og holder ikke deres aftaler. En stor del af dem, der har det psykisk dårligt, har fået det værre under corona, og deres misbrug er vokset. Når der kommer en melding om skærpede restriktioner, går mange slet ikke ud. Nogle får ikke mad i flere dage,” siger Jan Marseille.

Værestedet har normalt 150 brugere, men 40-50 har holdt sig hjemme under corona. Flere af dem var så småt ved at komme tilbage i efteråret, men så kom de øgede smittetal.

Ingrid Jørgensen kom ud af sit alkoholmisbrug, efter at hun for 20 år siden opsøgte Frelsens Hær. Hun synes, at ensomheden under corona er en belastning.
Ingrid Jørgensen kom ud af sit alkoholmisbrug, efter at hun for 20 år siden opsøgte Frelsens Hær. Hun synes, at ensomheden under corona er en belastning. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Under forårets nedlukning bragte Frelsens Hær mad ud til mange af brugerne. Nogle boede i pæne lejligheder. Men Jan Marseille og hans kolleger kom også forbi fugtige husmandssteder med smadrede vinduer og gamle bilvrag i indkørslen.

De mødte mennesker, der ikke varmer deres hjem op og har vænnet sig til en livsstil, hvor de tager ekstra tøj på. En børnefamilie boede i et nedslidt hus, hvor gulvet i husets entré var brækket op, så der kun lå jord.

Da de for et par uger siden besøgte en bruger, kom de ind i et køkken med maddiker og fluer i de fordærvede madvarer.

”Folk kan skjule meget, når de kommer her. Under corona er vi kommet ud i hjemmene. Vi har set en armod, som vi ikke troede fandtes. Det understreger, at mange har brug for et værested, hvor de kan få mad og socialt samvær, så de ikke er helt overladt til sig selv,” siger Jan Marseille.

Ved buffeten står den 61-årige Andrew Juk Kristensen og øser boller i karry op på tallerkenen. Han er en høj, bred mand med et rødmosset ansigt og et venligt blik.

Som ung spillede han guitar og var reservemusiker for kendte bands i Aarhus. Så tog han til København og senere til Lolland med sin hustru, fordi parret kunne få en billig bolig. I dag er han førtidspensionist. At hans jul er særlig trist i år, skyldes ikke corona.

For en måned siden mistede han sin hustru. Hun døde af et hjerteslag. Parret havde netop låst sig ind i entréen i deres lejlighed, da hun satte sig ned, fordi hun ville have luft. Andrew Juk Kristensen var gået ind i et andet rum: ”Hvad sker der,” råbte han.

Hun nåede ikke at svare. Da han kom ud i entréen, var hun død.

”Hun var en slidt kvinde, og det var ventet. Det er et stort tab. Vi var sammen i 36 år,” siger Andrew Juk Kristensen, der håber, at han trods nedlukning kan holde juleaften i Frelsens Hærs værested:

”Men ellers sætter jeg mig hjemme foran fjernsynet. Corona gør, at vi må tage tingene, som de kommer,” siger han.

Samme holdning har ægteparret Ole og Merci Kofod. Ole Kofod sidder i en brun læderstol i værestedets tv-stue. Overfor sidder den 77-årige tidligere lærer Merci Kofod i en kørestol. Hun har en flot rød kjole på.

Da Kristeligt Dagblad talte med Merci Kofod for tre år siden, havde hun fået amputeret nederste del af højre ben på grund af diabetes. Inden for de seneste år har hun været ramt af brystkræft, og hendes syn er blevet dårligt. Corona tager hun med ro, for smittetrykket er ikke så højt på Lolland.

”Men mange her i værestedet fejler noget psykisk. Corona er svær for dem,” lyder det lavmælt fra Ole Kofod.

Parret er medlemmer af pinsemenigheden, og de betragter det som naturligt at tilbringe julen med Nakskovs udsatte, selvom de har en velfungerende familie med fem børn, 11 børnebørn og ­fire oldebørn.

”Jeg tænker ikke på mit helbred. Jeg takker Gud for hver dag, jeg er her,” siger Merci Kofod.

I juledagene vil Ole Kofod bede til, at ”den verdensomspændende plage” hører op.

71-årige Ingrid Jørgensen sidder ved et af bordene og spiser dagens ret. Hun er høj og tynd med kort drenget frisure og iklædt nye cowboybukser og fleecetrøje.

Hun kommer næsten hver dag på værestedet for at spise og være sammen med andre, og så er hun også soldat i Frelsens Hær. Kontakten begyndte for 20 år siden. Kommunen havde fjernet hendes søn, der på det tidspunkt var 12 år.

Dengang drak Ingrid Jørgensen med egne ord ”som et hul i jorden”.

Hun opsøgte Frelsens Hær, og det blev et vendepunkt.

Da hun fyldte 50 år, hældte hun den spiritus, hun havde købt til festen, i vasken. ­Siden har hun ikke rørt alkohol. Efter halvandet år fik hun sin søn tilbage.

”Jeg er ked af, at være­stedet lukker. Jeg kan besøge min søn og min datter og se fjernsyn. Men mange andre er ensomme. Nogen burde åbne et sted for dem. Jeg har et stort ønske for det nye år, og det er, at vi får styr på ­corona, så vi igen kan være sammen,” siger Ingrid ­Jørgensen.

Buffeten er ved at lukke, og gæsterne forlader lokalet.

Jan Marseille er tilbage og tilbyder at vise et udtjent hus i Nakskov. På vejen foran holder tre gamle biler og på siden af huset står et par kasserede kummefrysere. Vindueskarmene er proppet med tøj og affald.

”Det er svært at vide, hvad man skal stille op. Mennesker har lov til at leve deres liv, som de vil. Men på den anden side oplever vi, at misbruget og de kaotiske forhold i hjemmene forværres jo mindre kontakt, vi har med vores brugere,” siger Jan Marseille.

Et par dage efter fortæller Meryem Secilmis i telefonen, at hun ikke tør komme i værestedet, fordi hun har sukkersyge og er bange for at blive smittet med corona. Hendes syv børn er ved at være voksne. Et par af dem er stadig anbragt. Hun ser dem sjældent og skal holde jul med sin kæreste i deres lejlighed.

Meryem Secilmis går kun ud, når hun skal handle i Fakta på den anden side af gaden.

”Vi er låst på grund af corona. Det er hårdt, fordi det er så mørkt. Jeg håber, at jeg kan komme tilbage til værestedet i det nye år.”