Frelsens Hær: ”Man bliver overrasket over, hvor fattig man kan være her i landet”

Frelsens Hær har ansøgningsfrist for julehjælp den 30. november, men allerede nu har 1600 flere søgt end sidste år.

Sådan så det ud, da Frelsens Hær uddelte julehjælp på Frederiksberg, onsdag den 16. december 2020. I år ser det ud til, at organisationen får endnu mere travlt.
Sådan så det ud, da Frelsens Hær uddelte julehjælp på Frederiksberg, onsdag den 16. december 2020. I år ser det ud til, at organisationen får endnu mere travlt. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hvor mange søger julehjælp i år?

Lige nu, mens vi taler, har vi i Frelsens Hær 8321 ansøgninger om julehjælp. På samme dato sidste år, den 19. november, havde vi 6686. Det er en stigning på knap 25 procent. Vores deadline for at søge er sidste dag i november, og mit bud er, at vi ender på 11-12.000 ansøgninger.

Hvem får julehjælp hos Frelsens Hær?

Alle ansøgere skal indtaste ret omfattende oplysninger om indtægter, udgifter og rådighedsbeløb. Alle, der er værdigt trængende, får hjælp, og det er som regel 70 procent af dem, der søger. Jeg tør godt sige helt sikkert, at det i år i hvert fald bliver 1000 flere end sidste år. 

Hvad får man i julehjælp?

De fleste får 800-1400 kroner til indkøb i et supermarked. Nogle steder deler vi stadig julekurve ud, men mange steder er det umuligt, fordi tallene bliver så store: For eksempel kan vi jo ikke have 2700 julekurve stående her i København og vente på afhentning. 

Hvorfor stiger tallet?

I år 2000, det år jeg blev ansat som informationschef i Frelsens Hær, fik præcis 3906 familier julehjælp. Så stigningen er markant, og vi kan se, at vores kurve følger andre kurver for, at fattigdommen er steget i Danmark over mange år. Vi har før set, at antallet af ansøgere afspejler socialreformerne, for eksempel så vi et spring, da kontanthjælpsloftet blev indført i 2016. I år kan jeg ikke pege på socialpolitiske hop i ydelser, der begrunder en stigning. Men energi- og fødevarepriserne er steget. Dem, der får julehjælp, har typisk et rådighedsbeløb på 3-4000 kroner om måneden. En stigning på 400 kroner på varme om måneden skærer så tilsvarende madbudgettet med over 10 procent.

"Det er altid en diskussion, om fattigdom er relativ eller absolut. Det er klart, at vi ikke har absolut fattigdom i Danmark, som man har andre steder i verden. Men man bliver overrasket over, hvor fattig man kan være her i landet, når man ser de her budgetter."
"Det er altid en diskussion, om fattigdom er relativ eller absolut. Det er klart, at vi ikke har absolut fattigdom i Danmark, som man har andre steder i verden. Men man bliver overrasket over, hvor fattig man kan være her i landet, når man ser de her budgetter." Foto: Paw Gissel

1000 flere portioner julehjælp koster rundt regnet en ekstra million. Hvor får I de penge fra?

Det er altid sådan, at vi må håbe, at pengene kommer ind. Den dag, ansøgningsfristen udløber, starter indsamlingen. Samme aften står vi på Hovedbanegården i København med risengrød og hornmusik. Frelsens Hær er kun formidler af hjælpen. I virkeligheden er det hr. og fru Danmarks hjælp. Det er et solidaritetsprojekt, hvor alle os, der har nok, rækker en hånd frem til dem uden for, fordi ingen skal sidde med en tom tallerken juleaften.

Der er der vel reelt heller ingen, der gør i Danmark?

Det er altid en diskussion, om fattigdom er relativ eller absolut. Det er klart, at vi ikke har absolut fattigdom i Danmark, som man har andre steder i verden. Men man bliver overrasket over, hvor fattig man kan være her i landet, når man ser de her budgetter. Mange af disse familier lever i kaos, og som regel er der sygdom involveret enten hos moderen eller børnene. Det er sjældent kun et problem om manglende beskæftigelse. Men uanset hvad problemerne er, så er det aldrig børnenes skyld. Julehjælpen er til for dem.

Ville du ønske, at forbruget var mindre i juletiden?

Ja, af mange grunde, også på grund af miljøet. Man siger jo, at ingen bliver fattigere, fordi andre bliver rigere. Og det er rigtigt, men marginaliseringen bliver større, når du ikke kan være med. Hvis gaveræset var mindre intenst, ville lille Oles fattigdom heller ikke være helt så tydelig, når han sammenligner sig med kammeraterne. 

Hvad er niveauet for julegaver hjemme hos dig?

I år bliver vi omkring 14 personer. Vi skal have and og flæskesteg, så vi har absolut mad på bordet og kan spise os mætte. Børnene får gaver for omkring 1000 kroner hver, vi andre for lidt mindre.