Årelang nabostrid om Fredens Havn: Hjemløse beboere ”forurener og ødelægger udsigten”

For 15 år siden grundlagde bådebyggeren Esben Banke det flydende fællesskab Fredens Havn i København. I årevis har de dyre naboadresser klaget over dårlig udsigt og forurening fra beboerne. Nu er nabostriden afgjort

Med egne hænder har bådebyggeren Esben Banke konstrueret sin ”firlængede gård” på vandet. I ”Tumleren” sover han og i den hvide ”Agnete”, spiser han dagens måltider.
Med egne hænder har bådebyggeren Esben Banke konstrueret sin ”firlængede gård” på vandet. I ”Tumleren” sover han og i den hvide ”Agnete”, spiser han dagens måltider. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

55-årige Esben Banke går med sikre skridt på de våde træplanker ud til sin ”firlængede gård”. På en kort strækning ved Københavns Havn ligger det flydende fællesskab Fredens Havn. Et fællesskab bestående af 12 hjemløse, der har slået sig ned langs kanalen i både. Esben Banke er en af dem. Hans både er hjemmebyggede. ”Tumleren” er soveværelset, værkstedet er et tilstødende skib, der fungerer som kontor, og til sidst ”Agnete”, som han er mest stolt af: en gammel fiskerbåd, han har ombygget til køkken.

Gasovnen har varmet værkstedet op, og stearinlys skaber ro i det let vuggende rum. Esben Banke blander sig en kop kaffe med sødemiddel, honning og dertil en Gammel Dansk. Eller to.

”Jeg har lige bygget en sauna,” siger han og peger.

”Man kan være tre derinde, hvis man er gode venner,” griner han og sætter sig i sin lænestol.

Naboerne til Fredens Havn er nogle af Københavns dyreste adresser. Her bor blandt andre musiker Jørgen Olsen, som tidligere har udtalt, at det er udemokratisk, at folk som Esben Banke har slået sig ned ved kanalen.

”Man kan ikke bare beslutte sig for at lægge en båd et sted, fordi man har lyst til at bo der. Det er noget svineri,” sagde han til Ekstra Bladet i april.

I årevis har naboerne forsøgt at påvirke politikere og kommunen til at rydde området for de 12 beboere. De mener, at beboerne forurener ved at ”skide i vandet” og ødelægger udsigten. Nabostriden har nu udviklet sig til en retssag, der mandag den 17. maj blev afjort. Det foregik på advokat Jonas Christoffersens kontor i København over en telefonforbindelse til Østre Landsret. Han førte de hjemløses sag.

Det er 15 år siden, at Esben Banke kom til Fredens Havn. Dengang var han hjemløs og hvileløs. Han havde uddannet sig fra Designskolen i København og boede da i en studielejlighed på Østerbro. Men de firkantede rum kunne ikke rumme ham.

Som afgangsprojekt konstruerede han en stol, der skulle blive begyndelsen på en ny tilværelse.

”Den stol, jeg designede, var den pind, burhønen sad på. Jeg ville ikke være med til, at de skulle bestemme, hvad jeg skulle bygge. Jeg ville skabe mine egne projekter med mine egne hænder. Skolen skal ikke være mit liv. Livet skal være min skole. Jeg vil være herre i eget hus,” fortæller Esben Banke og tænder en joint med krogede fingre.

Da designerne så stolen, tilbød de ham arbejde. Men det takkede han nej til, for de skulle ikke bestemme, hvad han skulle lave.

Og jo, Esben Banke blev hurtigt herre i eget hus. Han havde penge på lommen fra tidligere arbejde på et bådebyggeri i Aalborg og valgte derfor at købe en lukket metodistkirke på Nørrebro.

Esben Banke starter altid sin morgen med at besøge sit hjemmebyggede muldtoilet. Her skal ingen forstyrre ham. Dernæst skal han have en kop kaffe med honning og et par Gammel Dansk.
Esben Banke starter altid sin morgen med at besøge sit hjemmebyggede muldtoilet. Her skal ingen forstyrre ham. Dernæst skal han have en kop kaffe med honning og et par Gammel Dansk.

”Da jeg overtog kirken, ville jeg have en dør åben for alle. Man manglede et mødested i byen, som ikke var et værtshus. Derfor åbnede jeg min dør, hvor folk kunne komme og få en god snak og ly,” fortæller Esben Banke og afslører et tandsæt bestående af tre gule tænder.

Den nye kirkeejer gik konkurs to år efter. Pengene var brugt op.

Han blev hjemløs og fik af en ven tilbudt en alubåd, han kunne bo i, ved Fredens Havn. Her opdagede han pludselig muligheden for et fremtidigt hjem, han kunne se sig selv i.

”Der var så ufatteligt meget skrald herude, der kom flydende inde fra byen. Jeg startede med at rengøre 30 meter af kysten og opdagede, at jeg kunne bruge disse meter til noget. Jeg har bygget det, der er herude i dag ud fra alt det, jeg har fundet. Deriblandt min elskede Agnete,” siger Esben Banke og klapper det hvide skib.

Han savner hverken rindende vand eller elektricitet. Mobiltelefonen får han opladt hos en ven.

”Nogle af vores naboer siger, at vi sviner. Nogle kan mene, at den måde, vi lever på, er noget rod. Men det er ikke svineri. Svineri er, at folk beskylder os for at skide i vandet. Vi skider da ikke i det vand, vi børster tænder i. Svineri er, når der har været festival inde i byen, og der efter et par dage flyder papkrus og skrald hos os,” siger Esben Banke med hævet vokal.

Nabostriden er gået igennem Folketinget og retten. Beboerne var i byretten i sommer, hvor Kystdirektoratet idømte bøder, da de ikke havde forladt området. Der har hele tiden været tale om en ikke-godkendt beboelse, eftersom fartøjer anvendt til andet end sejlads er ulovligt. Esben Banke ankede sagen til landsretten, hvor den blev behandlet i sidste uge. Nu venter dommen på mandag (Østre Landsret har mandag den 17. maj stadfæstet dommen fra Københavns Byret, red.)

Den hvide ”Agnete” reddede Esben Banke fra at blive smidt på lossepladsen. Nu er det gamle fartøj hans køkken, hvor der til dagligt bliver smurt rugbrødsmadder og knappet øl op.
Den hvide ”Agnete” reddede Esben Banke fra at blive smidt på lossepladsen. Nu er det gamle fartøj hans køkken, hvor der til dagligt bliver smurt rugbrødsmadder og knappet øl op. Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Jeg håber på, at det ender i fornuft og ikke jura. Jeg kan sagtens forstå, at der er nogle, der har en anden holdning. Men vi må kunne mødes og tale sammen. Jeg tror, at Jørgen Olsen og jeg vil kunne blive de bedste naboer. Jeg tror endda, jeg kan inspirere hans kunstneriske udvikling, fordi jeg kan give ham noget på opleveren,” smiler bådebyggeren.

Kristeligt Dagblad har kontaktet Jørgen Olsen, men han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Beboernes advokat, Jonas Christoffersen, håber, at Fredens Havn kan få lov til at blive, som den er.

”Der er mange i Danmark, som lever på kanten af samfundets regler. Hvis man rydder op i alt det, får man skabt et stort boligproblem. I denne sag har man nogle sociale grupper, som finder ud af en måde at bo på. Men de har boliger, som ikke er regulerede,” siger Jonas Christoffersen og påpeger, at det burde man kunne bære.

”Pointen er for mig, at man må se igennem fingrene med reglerne, fordi nogle ting faktisk fungerer godt – uden at være til gene for andre. Der synes jeg ikke, at Fredens Havn er til stor gene. Nu ved jeg godt, at Jørgen Olsen er uenig. Men man må afveje hensynet til den her lille gruppe mennesker, som har skabt sig en platform i tilværelsen. At udsigten ikke er så køn, det er da en lille gene. Det bliver et kæmpe indgreb i deres liv, hvis de skal strittes ud,” siger advokaten.

Samfundsforsker, forfatter og lektor i politologi ved Aalborg Universitet Johannes Andersen er enig.

”Naboerne forstår ikke deres levemåde. Måske misforstår de den faktisk. Hvis man heller ikke sætter sig ind i den, kan man hurtigt tale den op og reagere på det. Jørgen Olsen ville ikke slå en campingvogn op i Kongens Have af social nød. Man må ikke overse, at der er tale om en socialt udsat gruppe, der forsøger at finde et sted at være,” siger Johannes Andersen, der mener, at striden er blevet en kamp mellem rig og fattig.

”Tit er de fattige af denne slags nogle, som ikke har meget at miste. Derfor tager de kampen op, da det gælder deres bolig. Det er også en konflikt mellem en hverdag, man er vant til, og en hverdag, der bliver forstyrret,” siger han.

Men de bor der på ulovlig vis. Er det ikke grund nok til at forlade stedet?

”I forhold til det juridiske, så jo. Man forstyrres ofte formelt og reagerer ofte på regler. Det ændrer ikke ved det grundlæggende problem, selvom der er nogle moralske dilemmaer, som hvordan håndterer man sociale udfordringer for mennesker.”

Esben Banke lægger sin joint i et metalaskebæger. Han kigger ud af vinduet og tager en dyb indånding.

”Det her er et sted, hvor jeg kan trække vejret. Det er mit åndehul. Jeg er ligesom en sæl. Jeg bruger lang tid på vandet, men så en gang imellem dukker jeg op på land,” siger den tidligere bådebygger og puster lysene ud.