Biskop: Fremtiden har altid håbet som følgesvend

Henning Toft Bro, biskop over Aalborg Stift, salmedigter, sangskriver og tidligere medlem af gruppen Tørfisk, tror, at vores amputerede fællesskaber lige nu vil få os til at sætte mere pris på menneskeligt samvær

Henning Toft Bro, 63 år, har på lange gåture langs havet sammen med sin kone formået helt at glemme coronakrisen. – Foto: Leif Tuxen.
Henning Toft Bro, 63 år, har på lange gåture langs havet sammen med sin kone formået helt at glemme coronakrisen. – Foto: Leif Tuxen.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Glæden ved livet er ikke blevet mindre i denne tid. Tværtimod. Livsmod kommer ikke af sig selv. Livsmod er noget, man må kæmpe for og forsøge at tilegne sig under alle livets omskiftelser. Og i en tid, hvor verden er gået af led, er det vigtigt at holde fast i, at den krise vi gennemlever nu, den kommer vi også igennem. Det er min tro. Det er mit håb. Og begge dele er med til at stive livsmodet af.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Min kone og jeg har aldrig gået så mange ture ved Vesterhavet og ved Limfjorden, som vi har gjort de seneste uger. Vi har samlet hulsten på mange af vores ture. Det har været vores tænkepauser, hvor vi efter et par timers leden efter sten pludselig stopper op og finder ud af, at vi ikke på et eneste tidspunkt har tænkt på corona.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Det bedste råd, jeg kan give, er at leve så normalt et liv som muligt. Være sammen på afstand med dem der står én nærmest. Læse i bibel og salmebog til trøst og opmuntring. Bede og være i dialog med Gud. Opsøge sin sognepræst for en samtale eller få en sjælsorgssamtale på sjaelesorg.nu

Nævn tre håbstegn, dér hvor du er?

”Gøgen kukker i skov og krat” synger vi med Thøger Larsen i sangen ”Danmark nu blunder den lys nat”. Jeg er morgenmenneske, og de fleste morgener hører jeg gøgen kukke. Det giver mig en fornemmelse både af sommer og normalitet, den normalitet, vi alle venter på skal indtræffe.

Jeg tænker også, at vores noget amputerede fællesskaber lige nu bærer kimen til en besindelse på den måde, som vi kommer til at sætte pris på menneskelige fællesskaber i fremtiden.

Det smukkeste håbstegn, jeg ser i disse uger, er vores fem børnebørns uforlignelige livsmod. De er med til at holde os fast i, at fremtiden altid har håbet som følgesvend. At livet er livet værd. Der er ingen som børn, der kan tage livtag med livet. Det kan vi alle lære af.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Det er vanskeligt at sige, når man står midt i en krise, men jeg håber, at både jeg og alle andre kan finde trøst i og frimodighed til at synge verset her fra sangen ”Fuglene letter mod vinden”, som jeg skrev i 2003:

Lev dit liv mens du har det

Lev det i stilhed og storm

Se, fuglene letter mod vinden

I modvind ta’r livet sin form.