Fremtidsskolen på Østerbro

SKOLEHISTORIE: Med en blanding af klassiske borgerdyder og avantgardistisk pædagogik skabte Ingrid Jespersen for over 100 år siden en privat pigeskole, der på mange måder indvarslede nutidens folkeskole. En ny bog fortæller historien

En januardag i 1927 besøgte en journalist fra Nationaltidende Ingrid Jespersens Skole på Østerbro i København i anledning af, at skolens rektor og grundlægger fyldte 60 år. Journalisten nåede dog ikke længere end til »Slaraffenland«, hvor seksårige piger legede, tegnede, dyrkede karse i vindueskarmen og formede med modellervoks. Højst usædvanligt for en skolestue på den tid.

»Men Slaraffenland er ikke lutter Leg, selvom det ser saadan ud, og selvom Børnene synes det. Det er heller ikke helt Montessori eller helt »den frie skole«, men et led i Undervisningen det første Skoleaar, et Forsøg paa at smelte gammelt og nyt sammen«, forklarede den forbløffede journalist.

Han kunne umuligt vide, at han havde set en af de første spirer til det, der i 2003 findes på enhver dansk folkeskole under betegnelser som børnehaveklasse, indskoling eller »leg og læring«.

Og i det hele taget kunne det bedre østerbroske borgerskab, som gennem 36 år betroede deres døtre til Ingrid Jespersen og hendes skole, ikke vide, at de havde med en meget avantgardistisk pædagogik at gøre. En pædagogik, som blandt andet var præget af den italienske pædagog Maria Montessoris teorier fra 1920'erne om børns frie udfoldelse, men først og fremmest af Ingrid Jespersens egne principper og livslange engagement.

- Hun havde en undervisningsform, som i århundredets begyndelse var meget ny, men som tydeligt peger frem mod den folkeskole, vi har i dag. For eksempel er det tydeligt, at hun i sin danskundervisning har haft flere projekter på én gang. Der har været et projekt om at indlære et kendskab til litteratur, men i høj grad også et projekt om at tilskynde eleverne til at turde stå frem og tale selv, forklarer histo-rikeren N.E. Japsen.

Han har for nylig udgivet bogen »Ingrid Jespersen og hendes skole«, som fortæller historien om en usædvanlig kvinde. Hun blev født i 1867 som datter af en forlagsboghandler, udgav i sin ungdom opbyggelige fortællinger for unge piger, uddannede sig ved den åndsbeslægtede Nathalie Zahles seminarium og grundlagde i 1894 sin egen pigeskole, som hun var leder af helt frem til 1930.

Danmarks første fysiklokale

N.E. Japsen har skrevet om netop denne skole, fordi hans egen mor har været elev. Men samtidig er Ingrid Jespersens Skole, som i dag hedder Ingrid Jespersens Gymnasieskole, særlig interessant at beskæftige sig med, fordi den sammen med andre private københavnske skoler indvarslede en helt ny måde at holde skole på, som var præget af det moderne gennembrud, og som nutidens folkeskole og gymnasium bærer tydeligt præg af.

Han nævner som eksempler, at Ingrid Jespersens Skole ikke alene arbejdede med en legende indskoling, men også med ekskursioner, skolekomedier og dannelsesrejser i gymnasiet, som satte standarder for eftertiden. Og så var det den første skole i landet, som fik et fysiklokale.

- Det skulle være en skole for selvstændig tænkning og sand oplysning, og fysiklokalet er et eksempel på læring gennem erfaring, altså at teorier skulle prøves af i praksis. At alle elever var piger hindrede ikke, at man lærte fysik eller sløjd, for hele grundlaget for skolen var ambitionen om, at piger skulle have adgang til de samme muligheder som drenge, forklarer historikeren, som allerede i sin barndom noterede sig, at hans mor var bedre til at save end hans far, fordi moderen havde lært det på Ingrid Jespersens Skole.

Han tilføjer, at hver jul og hver sommer holdt Ingrid Jespersen en opbyggelig tale til sine elever, og et af de gennemgående temaer var, at en kvinde ikke bare skal sidde derhjemme og brodere, mens hun venter på en bejler:

»Hvilken ulykke for vort samfund, om vi skulde faa en overklasse, hvor kvinderne udfylder deres lediggang med tusinde travle smaabeskæftigelser uden i virkeligheden at udrette noget for andre end sig selv, ja maaske endda mindst af alt for sig selv. Saadanne kvinder vil det smerte mig at se jer blive«, sagde hun for eksempel til sine piger i 1909.

N.E. Japsen tilføjer, at mens andre ledere af pigeskoler for 100 år siden nok tænkte det, var Ingrid Jespersen den eneste, som udtrykkeligt sagde, at målet med skolen var at gøre kvinder selverhvervende.

Borgerlige dyder

Dette ret revolutionære udgangspunkt lykkedes det Ingrid Jespersen at sælge til en hastigt voksende forældreskare af velstillede grosserere og direktører, fordi hun samtidig med en ekstremt moderne holdning til kvindefrigørelse og pædagogik praktiserede klassisk dannelse og borgerlige dyder.

- En sigende anekdote handler om to gymnasie- elever, som glade sprang ned af trappen. De blev straks standset af Ingrid Jespersen, som formanede: »Sådan går rigtige damer ikke«, hvorefter de to måtte op af trappen igen og gå mere værdigt ned, beretter N.E. Japsen.

Han betoner, at Ingrid Jespersen trods sit for tiden frie syn på opdragelse og undervisning lagde endog meget stor vægt på, at eleverne skulle tale pænt, opføre sig ordentligt og holde disciplin.

At hun selv var en disciplineret kvinde, der viede hele livet til sin skole, er hævet over enhver tvivl. Hun fratrådte som leder af skolen i 1930, men var derefter bestyrelsesformand frem til sin død i 1938. Hun så sig selv som intet mindre end en mor for sine elever, »der med hjertet fuld af taknemlighed, men ogsaa med dyb ansvarsfølelse paatager sig ledelsen af deres lille barns skridt i livet, som den helligste men ogsaa rigeste gerning«, som hun udtrykte det.

Modsat mange af det moderne gennembruds mænd, herunder et af hendes pædagogiske forbilleder, Herman Trier, var Ingrid Jespersen ikke ateist. Hun var led i en bevægelse, som gjorde op med den måde, kirken havde kontrolleret skolevæsenet på. Men hendes idealer om oplysning og god opførsel havde en religiøs klangbund.

- Ingrid Jespersen var religiøs, men hun var ikke specielt kirkelig. Derimod var hun ivrig bjergbestiger og havde en fast tro på, at ved at overvinde sig selv møder man sin gud, forklarer N.E. Japsen.

Eftersidninger og reprimander

Modsat andre af tidens skoler anvendte man dog ikke korporlig afstraffelse, men eftersidninger og reprimander holdt Ingrid Jespersen og hendes lærere sig ikke tilbage med.

- Reglerne for god opførsel var dengang markant anderledes, end de har været i folkeskolen siden 1968. For datiden fremstod skolen som en skole, der holdt god borgerlig standard. Det handlede ikke om elever, der bare sad og slog på bongotromme, siger historikeren.

Det sidste er sagt med en munter reference til nogle af karikaturbillederne af nutidens eller måske snarere 1970'ernes eksperimenterende pædagogik. Men selv om historikeren kan finde spirer til nutidens folkeskole i Ingrid Jespersens Skole og flere af de andre københavnske privatskoler fra århundredskiftet, advarer han mod at drage paralleller mellem forskellige perioders skoler.

- Enhver skole er også et produkt af sin tid. Det er umuligt at sige, hvad Ingrid Jespersen ville sige, hvis hun så folkeskolen i dag. Hun havde meget faste forestillinger om rigtigt og forkert, og hendes skole var meget disciplineret sammenlignet med i dag, men det afspejler blot hele det samfund, skolen befinder sig i, konstaterer N.E. Japsen.

Bogen »Ingrid Jespersen og hendes skole« af N.E. Japsen er udkommet på forlaget Klim. 143 sider, 199 kr.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk