Lokationen var i sig selv iøjnefaldende, da Danmark for nylig fik et nyt selverklæret revolutionært og anarkistisk venstrefløjsparti – Frie Grønne.
Der, på Blågards Plads på Nørrebro i København, havde partileder Sikandar Siddique og kompagni valgt at lade resterne af Alternativet genopstå som et radikalt, grønt, kompromisløst og antiracistisk parti. Vredt og parat til at spytte status quo i hovedet.
”Det her er Danmark i det 21. århundrede”, sagde Sikandar Siddique og gjorde det i Dagbladet Information klart, at Blågårds Plads ”én-til-én” deler værdier med Frie Grønne.
Nuvel, pladsen har sine vegetarcaféer, sine loppemarkeder og sit populære smeltedigelslignende gadeliv, men er også kendt for den utryghed, banden Loyal to Familia i årevis skabte i en sådan grad, at der under bandekrigen i 2017 blev oprettet en mobil politistation på Blågårds Plads.
Opsigtsvækkende? Præcist. Kontroversielt? Ja.
”Sandheden er, at Socialdemokratiet har adopteret Inger Støjbergs (V) og Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og støttepartierne har accepteret den ved at skrive under på forståelsespapiret. Derfor er Frie Grønne Danmarks klimaansvarlige og antiracistiske parti,” sagde partilederen, der som 19-årig selv blev valgt til Borgerpræsentationen i København for netop Socialdemokratiet, til Dagbladet Information.
Det er hårde ord. I udsagnet ligger en indlejret præmis om, at alle andre partier ser småt på en racismekrise, der ifølge Sikandar Siddique har præget Danmark i 20 år. Skal landet befris fra dette åg, er multikulturelle Blågårds Plads – tunge bandeproblemer til trods – ikke problemet. Det er løsningen.
Frie Grønne kalder sig et venstrefløjsparti. Men for at forstå, hvad partiet er, skal man også forstå, hvad det ikke er.
De ”er ikke socialister,” sagde Sikandar Siddique til dåbspressemødet.
Mens SF, Enhedslisten og til dels Socialdemokratiet åbent vedkender sig arven fra en socialistisk venstrefløjslære, hvor klassekamp og økonomisk ulighed er i fokus, ser Frie Grønne sig selv som et ”antiracistisk, feministisk, kosmopolitisk” parti. Ulighed er noget, brune Ali oplever i mødet med politiet, til jobsamtalen eller i den offentlige debat – ikke kun i størrelsen på hans pengepung.
Sagt på en anden måde: Resten af venstrefløjen læser Karl Marx. Frie Grønne læser Judith Butler, en indflydelsesrig amerikansk køns- og feministtænker.
Lur eksempelvis blot, hvor lidt det rimede på ginikoefficient og kontanthjælpsloft, da Altinget i sidste uge spurgte Siddique, hvordan hans nye parti ville øge ligheden i Danmark. Ved at give 350.000 indvandrere hurtigere stemmeret, lød hans svar.
På den måde er Frie Grønne ikke blot et nyt parti. Det er et partipolitisk nybrud, som via identitetspolitiske bølgeskvulp har nået danske kyster, mener Frederik Stjernfelt, forfatter og professor i idéhistorie på Aalborg Universitet i København.
”De er det første parti i Danmark, der artikulerer en minimum 10 år lang splittelse på venstrefløjen. En splittelse mellem marxister og universalister på den ene side og det, man kalder den identitetspolitiske bevægelse på den anden.”
Han kalder Frie Grønne et ”partipolitisk barn af en ny venstrefløj, der repræsenterer bestemte minoriteter og mindretal, som ifølge dem har brug for særrettigheder for at undgå diskrimination. Det lyder smukt, men Frie Grønne vil formentlig løbe ind i de samme problemer som woke-bevægelsen (et andet udtryk for den identitetspolitiske venstrefløj, red.) har gjort det i eksempelvis USA: At mindretallenes interesser ofte strider imod hinanden,” siger Frederik Stjernfelt.
På den måde placerer Frie Grønne sig på en montre i det politiske supermarked, de stort set har for sig selv. Nok er den grønne hylde overbefolket – klimaet er ikke længere et unique selling point, som de siger på marketingbureauerne. Men til gengæld er der en ledig plads på den benhårde antiracistiske og værdipolitisk betonede venstrefløjshylde.
Hylden fyldes op af et manifest, der lover os en feministisk økonomi, automatisk statsborgerskab til indvandrere efter syv års ophold i Danmark og nultolerance over for diskrimination. Og inspirationen fra udenomsparlamentariske bevægelser er tydelig.
”Vi er Extinction Rebellion, Black Lives Matter og Black Panthers,” har Sikandar Siddique sagt om sit parti.
”Og det får mig til at spørge, hvor man har Frie Grønne,” kommenterer Frederik Stjernfelt:
”Den første bevægelse er pacifistisk og anti-voldelig, den tredje er erklæret voldelig. Hvordan hænger det lige sammen?”
Mens efterkrigstidens babyboomere ser racisme som et nedkæmpet racehierarkisk dogme, er den for yngre generationer anderledes nærværende. Her er racismen indlejret i sprog og strukturer, som gør, at tørklædebærende muslimske kvinder skal sende flere jobansøgninger end deres etnisk danske jævnaldrende. I eskimo-isen og i fulde onkler, der siger N-ordet til den årlige fødselsdagsfest.
En meningsmåling for Megafon viste for nyligt, at 32 procent af danskerne var enige i, at racisme er ”et udbredt problem i Danmark”. Blandt de 18-29 årige var tallet 50 procent.
”Vi ser et værdipolitisk skred mellem generationerne i den vestlige verden, herunder også i Danmark. De unge anerkender i højere grad problemer med racisme og bakker mere op om indvandring, flydende køn og LGBT-rettigheder. Særligt dem, der har en lang uddannelse,” forklarer Nils Holtug, professor i politisk filosofi ved Københavns Universitet.
Netop derfor skal man ifølge Frederik Stjernfelt tage Frie Grønne mere seriøst, end de politiske kommentatorer har gjort indtil videre.
I Berlingske har kommentator Thomas Larsen spået, at partiet ”ender som en parentes”. Jarl Cordua fra Altinget mener, at ”Siddique som politisk frontfigur for Frie Grønne er brændt sammen, længe inden danskerne igen skal til valgurnerne”. Ej heller denne avis’ politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, tror, at Frie Grønne bliver ”partiet, der samler de utilfredse vælgere op i stort tal”.
”Jeg er slet ikke lige så overbevist som kommentariatet,” siger Frederik Stjernfelt.
Når 15.000 mennesker midt under coronakrisen demonstrerer for Black Lives Matter i København, og et borgerforslag om automatisk tildeling af statsborgerskab efter 10 års ophold i Danmark får 50.000 underskrifter på et par måneder, er der noget i gære, mener han:
”Jeg kan sagtens forestille mig, at de tiltrækker et segment, som ikke mener, at den identitetspolitiske strømning er tilstrækkeligt repræsenteret i SF eller Enhedslisten. Præcist hvor stort det segment er, ved ingen. Netop derfor bliver partiets færden i meningsmålinger også meget interessant at følge.”
Mens målingerne er undervejs, fortsætter kasteskytset mod den eksisterende venstrefløj.
De er ”selvfølgelig antiracister, især Enhedslisten og Radikale Venstre,” siger Sikandar Siddique til Kristeligt Dagblad.
”Men de kan ikke tale sig fra, at de holder hånden under en regering, der fører Dansk Folkepartis udlændingepolitik og under en statsminister, der legitimerer fremmedhad. De er fedtet så meget ind i status quo, at de ikke længere agerer som antiracistiske partier,” siger Sikandar Siddique.
Han køber ikke analysen af Frie Grønne som et identitetspolitisk parti.
”Det er nedgørende,” siger han og fortsætter:
”67.000 anden- og tredjegenerationsdanskere er født i Danmark, men har ikke stemmeret. En halv million mennesker bor og betaler skat i det her land, men kan ikke stemme. Det her handler ikke om identitetspolitik, men om at skabe lige rettigheder for minoritetsborgere.”
Det mærkat skyldes vel også, at I kalder jer venstrefløj, men ikke er socialister. Omfordeling og økonomisk ulighed er venstrefløjens mærkesager, men det er ikke noget, der betones vildt tydeligt hos jer?
”Jeg tror, den kritik skyldes, at vi endnu ikke har fremlagt hele vores politiske platform. Men jeg kan forsikre, at Frie Grønne vil have en ny og demokratisk økonomi, som skal gøre op med ulighed og sikre større omfordeling. Vi kan ikke bekæmpe racismen og klimakrisen, hvis ikke vi gør op med den økonomiske tænkning. Det er et centralt budskab for os,” siger Sikandar Siddique.
Vi slutter, hvor vi begyndte. Ved Blågårds Plads, hvor partilederen med de pakistanske rødder selv er opvokset og har gået i skole.
Han fastholder, at pladsen er ”grundfortællingen i Frie Grønne”.
På grund af ”damen med tørklædet, rødderne, børnefamilierne og de fancy caféer.”
På pladsen har ”folk forskellige udgangspunkter, men lever i harmonisk sameksistens,” siger Sikandar Siddique.
Blågårds Plads har været præget af hård bandekriminalitet og integrationsproblemer. Mange vil nok se stedet som det modsatte af harmonisk sameksistens?
”Jeg vil gerne give en invitation til alle Kristeligt Dagblads læsere. Jeg giver en rundtur på Blågårds Plads, så de kan komme og se, at Nørrebro er et fedt sted. Selvfølgelig er der sociale problemer og bander, og det skal vi sætte hårdt ind mod. Vi vil aldrig acceptere vold og skyderi i gaderne. Men, siger jeg bare: Det er ikke hele fortællingen om Nørrebro.”