Frifindelsen er en lettelse. Men Messerschmidts største problem er de blå rivaler

Morten Messerschmidts frifindelse i Meld-sagen er en stor lettelse for ham og Dansk Folkeparti, men partiets krise er i dag først og fremmest politisk. Det bliver stadig svært at genvinde fortidens magtposition

Retssagen har været voldsomt opslidende for både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.
Retssagen har været voldsomt opslidende for både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Retten på Frederiksberg frikendte onsdag Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i den efterhånden syv år lange sag om snyd med EU-penge og dokumentfalsk.

En enstemmig ret fandt det "overvejende betænkeligt" at dømme ham, mens anklagemyndigheden nu overvejer, om sagen skal ankes til landsretten.

Morten Messerschmidt selv lagde ikke skjul på, at frifindelsen er en kæmpe lettelse for ham. I august sidste år nåede Retten i Lyngby frem til et andet resultat, nemlig at han var skyldig i at have svindlet med EU-midler for 98.000 kroner. Dem fik Dansk Folkeparti i 2015 til at holde en EU-konference for på partiets sommergruppemøde i regi af det europæiske parti Meld, men Østre Landsret ophævede dommen i marts i år, fordi retsformand Søren Holm Seerup blev kendt inhabil i sagen.

Politisk har den været voldsomt opslidende for både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl sagde i et radioprogram på DR's P1 i begyndelsen af året, at Meld- og Feld-sagen var hovedårsagen til partiets store nedtur, siden sagen kom frem i 2016 i Ekstra Bladet. Dermed fik han også sagt, at den spillede en større rolle for DF's problemer, end at partiet under hans ledelse undlod at gå i regering efter den meget store valgsejr i 2015. Dengang blev det med 21,1 procent af stemmerne det største borgerlige parti.

Gennem årene har valgforskere og analytikere givet mange forskellige bud på årsagerne til Dansk Folkepartis deroute. Alt det interne kævl og ballade, som fulgte med Meld- og Feld-sagen, har uden tvivl fået mange vælgere til at vinke farvel til Dansk Folkeparti. De bryder sig generelt meget lidt om partier i borgerkrig med sig selv. Forklaringen overser imidlertid de politiske udviklinger og bevægelser, som ligger bag stridighederne.

Når Dansk Folkeparti fik så godt et valg i 2015, var der meget i den valgsejr, Dansk Folkeparti ikke selv havde indflydelse på – for eksempel Venstres kaotiske formandsopgør året forinden samt de meget store flygtningestrømme, som søgte mod Vesten, herunder Danmark, netop i 2015.

Tilsvarende var der også politiske forhold uden for DF's rækkevidde, som fik vælgerne til at sive væk igen. Især kunne man hæfte sig ved lederskiftet i Socialdemokratiet i 2015, hvor det virkelig lykkedes Mette Frederiksen (S) at gøre det troværdigt for vælgerne, at hendes parti var garant for en mindst lige så stram udlændingepolitik som Dansk Folkepartis.

Det hjalp heller ikke tilslutningen til Dansk Folkeparti, at der rent faktisk kom langt færre asylansøgere til Danmark i de efterfølgende år, at der blev færre terrorangreb i Europa, og at integrationsproblemerne blev mindre synlige.

Partiets eksistensgrundlag svandt ganske enkelt ind.

Hvad Dansk Folkeparti derimod havde indflydelse på, var dets rolle som parlamentarisk grundlag for VLAK-regeringen fra 2016 til 2019. Her lagde Kristian Thulesen Dahl sig politisk meget tæt på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Det handlingslammede ikke alene den borgerlige regering – det overbeviste også mange vælgere om, at de lige så godt kunne stemme på Socialdemokratiet som på Dansk Folkeparti, hvis de ville have kombinationen af en hård udlændingepolitik og en blød social- og ældrepolitik.

Omvendt skabte DF's flirt med Socialdemokratiet et nyt vælgermarked for Nye Borgerlige, som stod for en endnu strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti, men økonomisk en mere liberal politik.

Yderligere en politisk konkurrent fik Dansk Folkeparti så i foråret med Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, der politisk ligger meget tæt på det oprindelige Dansk Folkeparti. Det vil sige med den hårde udlændingepolitik, appel til yderområderne og en klar, erklæret borgerlighed. Tilmed er 11 af Danmarksdemokraternes 14 folketingsmedlemmer tidligere DF'ere.

I øvrigt viste selve retssagen en bemærkelsesværdig forskel i vidnernes forklaringer alt efter deres aktuelle politiske tilhørsforhold.

Med frifindelsen af Morten Messerschmidt står flere af hans modstandere tilbage med et forklaringsproblem. Eksempelvis har Peter Skaarup, tidligere gruppeformand for Dansk Folkeparti og i dag folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, fastholdt i retten, at han ikke kendte noget til en EU-konference på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015. Morten Messerschmidt har modsat forklaret, at netop idéen om at gentage konferencen fra 2014 kom fra Peter Skaarup.

Vurderet på afstand er det fortsat mystisk, at et partis gruppeformand ikke skulle være orienteret om, at hans parti ville modtage 100.000 kroner til at holde en EU-konference for på et sommergruppemøde, men den sag bliver nok ikke opklaret. Ligesom den sandsynligvis heller ikke kommer til at martre Danmarksdemokraterne på samme måde, som den har martret Dansk Folkeparti.

Opsplitningen af højrefløjen i Danmark i tre partier er under alle omstændigheder Dansk Folkepartis største aktuelle hindring for at genvinde fortidens magtposition. Der får Meld- og Feld-sagen kun en perifer rolle.

Ved folketingsvalget havde vælgerne samlet set ikke mod på at give de seks borgerlige partier et flertal. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne fik held til at tiltrække borgerlige vælgere, der ikke kunne se sig selv i den borgerlighed, som i hvert fald Inger Støjberg (Ddem) og Pernille Vermund (NB) repræsenterer. Måske heller ikke i Dansk Folkepartis udgave af den.

Morten Messerschmidt har med sin frifindelse fået en lidt bedre platform til at udkæmpe konkurrencen med Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige. Men nemt bliver det ikke. Tandpastaen er ude af tuben og svær at få retur.

Dette er en politisk analyse.