Prøv avisen

Frihedskampens helte er snart døde, men historien lever

Antallet af modstandsfolk, der hørte meddelelsen om, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig, bliver ikke overraskende færre og færre. Der findes ingen officielle tal over antallet af nulevende modstandsfolk, men Jens Ege og Jakob Sørensen, historiker, ph.d. og forfatter til en række bøger om Anden Verdenskrig, vurderer begge, at der er tale om en lille gruppe på højst 100 mand. Foto: Kasper Løftgaard/Ritzau

I dag markeres Danmarks befrielse. Kun få af frihedskampens mænd og kvinder er tilbage, men glædeskapitlet i danmarkshistorien står stærkt i vores kollektive erindring, siger ekspert

Han havde troet, at formanden ville holde en tale. Men alle var stille. Det fortæller 91-årige Jens Ege, tidligere modstandsmand og formand for foreningen Danske Veteraner, om den 5. maj 1945, hvor modstandsgruppen efter Befrielse mødtes i hovedkvarteret i Valby.

”Det var en ganske mærkværdig fornemmelse. Pludselig var risikoen og angsten væk,” fortæller han.

Antallet af modstandsfolk, der hørte meddelelsen om, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig, bliver ikke overraskende færre og færre. Der findes ingen officielle tal over antallet af nulevende modstandsfolk, men Jens Ege og Jakob Sørensen, historiker, ph.d. og forfatter til en række bøger om Anden Verdenskrig, vurderer begge, at der er tale om en lille gruppe på højst 100 mand.

Tal fra Moderniseringsstyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring viser, at antallet af modtagere af Frihedsfondens Hædersgave, som også omfatter efterladte enker og børn, de seneste ti år er faldet med 65 procent. Og fraregner man de efterladte, modtager kun 235 modstandsfolk og kz-fanger i dag hædersgaven, der er tænkt som en økonomisk påskønnelse af personernes indsats under Anden Verdenskrig. I 2014 var tallet 435 personer.

Men det kommer ikke til at ændre vores erindring om modstandskampen, når de sidste vidner forsvinder, siger Jakob Sørensen.

”Rigtig mange centrale aktører har været døde i mange år. De, der endnu lever, lever jo ikke nødvendigvis i kraft af, at de gjorde noget særligt, men i kraft af, at de er blevet meget gamle. De stærkeste fortællinger er allerede blevet nedskrevet,” siger han og fastslår, at den kollektive erindring om Befrielsen stadig er stærk blandt danskerne.

”Vi interesserer os for Befrielsen og ønsker at markere den, og det skyldes ikke mindst, at der fortsat er masser af børn af modstandsfolk, som har en stor interesse i perioden og giver interessen videre til deres egne børn,” siger Jakob Sørensen.

Da Jens Ege som 19-årig sluttede sig til modstandskampen som cykelbud, var det et ungdomsoprør næret af en forargelse over de voksne, der talte om at yde modstand mod tyskerne, men alligevel lod stå til. Modsat Jens Ege ønskede 93-årige Lis Mellemgaard, der er tidligere medlem af modstandsgruppen Holger Danske, overhovedet ikke at være med i modstandsbevægelsen.

”Men jeg kunne ikke lade være. Jeg så, hvad der skete i Danmark og andre lande,” siger hun.

At blive en del af modstandsbevægelsen handlede om venners venner, fortæller hun. Modstandskampen beroede først og fremmest på vennetjenester, fortrolighedsbekendelser og gensidig tillid. Det var løst, og det var farligt, fortæller hun.

Lis Mellemgaard selv var en af modstandsbevægelsens få kvinder. Hun kendte kun perifert de andre af frihedskampens kvinder, der levede stilfærdige liv og holdt sig i baggrunden.

”Kvinder i modstandsbevægelsen blev ikke accepteret på lige fod med mænd, men jeg var accepteret i gruppen, måske fordi jeg var kæreste med et af gruppens andre medlemmer. Jeg var involveret i mange ting og gik helhjertet ind i dem,” fortæller hun.

Lis Mellemgaard husker krigens afslutning tydeligt. Da beskeden kom om aftenen den 4. maj 1945, sad hun og andre medlemmer af Holger Danske i spisestuen på Gentofte Hotel, som var centrum for mange af Holger Danskes aktiviteter. De snakkede om en stjålen varevogn, som skulle afhentes og bruges til at finde og likvidere stikkere.

”Pludselig stormede gæster ind i spisestuen. Folk sagde: ’Krigen er slut. Danmark er frit.’ Folk dansede rundt, og der blev en vældig jubel. Det var en meget mærkelig fornemmelse. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvad skal vi så bruge den bil til?’,” siger hun.

I dag markeres Befrielsen i Mindelunden i København, der udgjorde det blodige centrum for den tyske besættelsesmagts henrettelser af danske modstandsfolk. Ved krigens afslutning fandt man ligene af over 200 danskere, der blev henrettet i løbet af krigen, hvoraf mange siden er blevet bisat i Mindelunden.

Hvert år den 4. og 5. maj mindes Jens Ege den mærkværdige følelse af at have overlevet. I aften får han æren af sammen med kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) at tage det første spadestik til det nye Frihedsmuseum, der skal stå, hvor det tidligere museum brændte ned i 2013 ved Kastellet i København.

Frihedsmuseet åbner i 2019 og kommer hovedsageligt til at ligge under jorden som et symbol på undergrundshærens skjulte kamp under krigen. Det har en central plads i historien om modstandsbevægelsen og frihedskampen, siger Jakob Sørensen.

”Det oprindelige museum blev etableret på baggrund af en folkeindsamling og havde i kraft af folkets vilje en stor autoritet og en stærk kobling til historien. Det bliver spændende, om det nye museum får samme autoritet,” siger han.