Prøv avisen

Fritid er en overset kilde til stress

A futuristic invention for the lazy person -- no need to leave your seat when you need a drink, in the automatic home of the future. A man sits in his armchair, smoking a cigar, while a mechanical arm drops through the ceiling to offer him a tray of drinks. Foto: Mary Evans Picture Library

Vi føler os mere travle end tidligere, selvom forskning viser, at vi får stadig mere fritid og mindre arbejde. Derfor er tiden inde til at vende blikket mod selve den tid, vi har tilovers til os selv, i stedet for kun at kritisere arbejdet

I påsken er der tid til at læne sig tilbage, nyde mageligheden, en fredfyldt cigar og ja - holde fri. Men vores fritid er truet, og det er ikke kun arbejdet, der hjemsøger den. Truslen kommer indefra. Fra fritiden selv.

Jens Bonke forsker i danskernes tidsbrug ved Rockwool-fonden og har undersøgt forholdet mellem arbejde og fritid.

Han konstaterer, at fritid udgør en stadig større del af vores døgn. Og at fritiden kan stresse os, fordi vi har så store planer med den.

Noget interessant er jo, at folk arbejder mindre i dag end tidligere, uden at de har fået mere fritid. Og i min forskning kan jeg heller ikke påvise nogen sammenhæng mellem arbejdstid og øget stress. Så den øgede stress må nærmere hænge sammen med arbejdets indhold, og hvordan man skruer fritiden sammen. Fritiden kan også stresse, men det er mere overset, og vi er meget hurtige til at skyde meget af skylden på arbejdet, siger han og fortsætter:

Alene antallet af aktiviteter og det man går til er meget omfattende for store dele af befolkningen. Den frustration, der omtales så ofte i dag, over, at der er meget at se til, den mener jeg ikke, man bare kan placere hos arbejdslivet. Man skal også kigge på fritiden og ambitionerne om, hvad man vil nå der. For den stresser formentlig lige så meget.

Og fritiden inkluderer ikke engang husholdningsarbejde. Fritiden er i udgangspunktet en helt tom og tilgængelig tid, som vi kan råde over efter behag.

Hvis man tager arbejde og huslige sysler og lægger dem sammen, så er resten er fritid. I udregningen af fritid, så ser jeg bort fra husholdningsarbejde det at lave mad, købe ind og så videre. Der er den klassiske ligning med 8 x 8 x 8, otte timer til henholdsvis arbejde, fritid og hvile, hvor husholdningsarbejde og andre pligter trækkes fra de otte timer, der dengang var tiltænkt fritid.

Men der sker noget med fritiden i 1950- og 60erne, siger Jens Bonke:

I 1950-60erne kommer kvinderne på arbejdsmarkedet. I slutningen af 70erne-80erne opstår en diskussion om fritiden, fordi familien skal til at hænge sammen på en ny måde, nu hvor kvinderne ikke er hjemme længere. Samtidig er der øget vækst og produktivitetsfremskridt. Det giver flere penge, og man tager pludselig mere tid ud af fritiden til at forbruge og købe goder.

I 1960erne bliver fritiden et rum, hvor forbruget til dels får en ny rolle, fordi selvrealisering også bliver mulig gennem øget forbrug. Ferie, nyt fjernsyn og en dyrere bil. Det centrale er dog ikke, at forbruget øges, men at kravet om selvrealisering kommer til at ligge uden for arbejdstiden.

Når fritiden bliver fyldt af forpligtelser, er der pludselig en masse krav, der skal leves op til, og så er fritiden ikke fri mere. Det har den effekt, at vi også sidder på arbejdet og tænker på, hvad vi skal nå, når vi fri.

Noget af det væsentligste er, at arbejde og fritid flyder sammen. Man tænker på arbejdet, når man har fri, og på arbejdet tænker man på, hvad man skal nå, når man har fri. På den måde er der aldrig noget, der ophører. Man får aldrig en pause og det kan blive problematisk. Jeg mener, det er vigtigt at forstå, at det ikke alene handler om at sætte arbejdstiden ned. Det handler også om ikke at ville nå så meget hele tiden, når man har fri, siger Jens Bonke.

Cecilie Eriksen, som er filosof og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at vi i dag ofte hører, at den globale konkurrencesituation kræver, hvordan vi hele tiden skal blive bedre og mere effektive på arbejdspladsen. På den måde lever vi i en udviklingskultur. Men det sætter også sine spor i livet uden for arbejdspladsen.

Det ligger som et krav på arbejdet, at vi skal udvikle os hele tiden. Men vi har måske også det ideal i vores fritid. Hvis vi har løbet et halvmaraton, så skal vi næste gang løbe et maraton. Og så en ironman. Hvis vi tænker sådan, betyder det dog ikke, at vi rent faktisk hele tiden lever op til idealerne om, at vi skal forbedre os, for det er først og fremmest et ideal en målestok, vi lægger ned over vores liv og vurderer hinanden og os selv ud fra, siger hun.

Helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne ser fjernsyn tre timer om dagen, og det kan godt gå ud over maratontræningen, men derfor kan tankegangen om, at man burde træne til et maraton godt hænge ved og være vanskelig at slippe, når man prøver at koble fra. Den store fortælling på arbejdspladsen er altså også blevet en fortælling, der kan rumstere i fritiden.

Fritiden kan ses som noget, man hele tiden skal have det maksimale ud af, og derfor kan tidsspilde blive oplevet som en last. I stedet for at tjekke Facebook kunne man jo spille violin, siger Cecilie Eriksen.

I dag har vi et syn på formålsløshed, hvor vi har svært ved at acceptere ikke at udrette noget. Det formålsløse ses som en last eller i bedste fald som noget, der kan få os op i et endnu højere gear end før.

I dag er det som om, at vi kun kan begrunde det formålsløse ud fra, at vi skal udrette noget. Det er ikke i sig selv en dårlig ting at fordrive tiden og slentre lidt rundt, men det er som om, det alligevel har fået en negativ klang. Man kan kun tillade sig at koble fra, fordi det hjælper en til at yde endnu mere, end hvis man ikke koblede fra. Når vi kobler fra, gør vi det altså ikke for at koble fra, men fordi vi skal blive klar til at yde noget igen lige om lidt, siger hun.