Frivillig i Frelsens Hær: Taknemmeligheden, da vi uddelte julehjælp under corona, var fantastisk

I anledning af Kristeligt Dagblads 125-års jubilæum uddeler avisen Kristeligt Dagblads Pris til fem organisationer, hvis diakonale arbejde i høj grad bygger på frivillig indsats. Frelsens Hær, der hvert år uddeler julehjælp til udsatte borgere og familier i økonomisk nød, er en af dem. Lissi Olsen har været frivillig i Frelsens Hær i fire år

Lissi Olsen er frivillig leder af Frelsens Hærs Retshjælp.
Lissi Olsen er frivillig leder af Frelsens Hærs Retshjælp. Foto: Leif Tuxen.

Jeg er 71 år og har været frivillig i forskellige sammenhænge, siden jeg var 15 år. Blandt andet i politiske organisationer og med fagforeningsarbejde. Hvorfor jeg nu er frivillig i Frelsens Hær, skal jeg nærmest halvvejs rundt om jorden for at svare på. Jeg har boet og arbejdet i Grønland i 32 år og kom tilbage til Danmark for fire år siden. De sidste år i Grønland, efter at jeg fyldte 60 år, var jeg aktiv i Røde Kors’ genbrugsbutik i Nuuk. Det var smadderhyggeligt, og jeg kunne mærke, at vi gjorde en forskel.

Genbrugsbutikken gav et stort overskud, hvoraf en meget stor del gik til julehjælp. Alligevel havde vi stadig overskud og for få frivillige, men Frelsens Hær var blevet etableret i Grønland, og korpslederparret Kurt og Helle gjorde en fantastisk indsats med at servere varm mad for de hjemløse i Nuuk. Så vi brugte nogle af de overskydende penge til at bidrage til, at der kunne serveres varm mad nogle flere dage om ugen.

Da jeg flyttede tilbage til Danmark, vred Kurt nærmest armen rundt på mig og gjorde mig opmærksom på, at der faktisk var en ledig stilling som leder af Frelsens Hærs Retshjælp. Det var oplagt for mig, for jeg er uddannet jurist. I første omgang kom der ikke noget ud af det, men nogle måneder senere fik jeg den så alligevel.

I retshjælpen hjælper vi udsatte og sårbare borgere og alle andre, som har brug for det. Ofte er det mennesker på kontanthjælp eller integrationsydelse. Det begynder at smuldre for folk, når de overgår fra dagpenge til en offentlig ydelse. Især i børnefamilier kan det begynde at knibe med at give julegaver eller betale for fritidsaktiviteter. Når folk kommer i kløerne på kommunen, begynder derouten, for de forstår ikke de breve, de får. Og det er altså ikke, fordi der står en masse fine ord. Ofte er det bare noget vrøvl, kommunen skriver.

Vi hjælper også borgeren med at udfylde ansøgninger om julehjælp, og det giver os et ret stort indblik i deres økonomi, og vi kan for eksempel se, om de betaler alt for meget i husleje, og rådgive dem om, at de jo altså kan søge boligstøtte.

Jeg havde en dejlig oplevelse, da vi uddelte julehjælp under corona-julen i 2020. Det var jo en lidt speciel jul, og vi skulle bruge en masse ekstra frivillige til uddelingen, så vi kunne sluse folk de rigtige steder hen og undgå kontakt mellem for mange mennesker. Jeg stod som den sidste, de mødte, og gav dem en sidste gave. Eksempelvis en bog. Folk var simpelthen så taknemmelige for de ting, de havde fået. Det var en lang dag, og fysisk var jeg ret flad, da vi sluttede. Men psykisk var jeg helt høj. Den taknemmelighed er brændstof.

Jeg har fået det med hjemmefra, at hvis man har noget at bidrage med, skal man gøre det. Hvis jeg ser et eller andet problem, for eksempel socialt, så er jeg ikke typen, der siger, at nogen bør gøre et eller andet. Så er jeg mere typen, der mener, at vi da må være nogle stykker, der kan forsøge at løse det. Jeg har ikke helt overblik over, hvor mange timer jeg bruger derinde. Men det er i hvert fald 10 timer om ugen, sikkert også 15. Det kan svinge meget fra uge til uge, og når det er frivilligt arbejde, gider jeg ikke gå og holde styr på timerne.

For mig at se gennemsyrer det hele Frelsens Hær, at det er en kristen organisation.

Det er en god måde at være kirke på, at man kan blive inddraget på en meget praktisk måde. Man virker med sin tilstedeværelse og sine handlinger.