Når folketingsvalget snart løber af stablen, regner Morten Blicher med, at han skal ud og kravle i lygtepæle. Den 54-årige finansmand har nemlig meldt sig som frivillig under valgkampen for Venstre – også selvom han ikke til daglig er medlem af partiet.
Han er ellers opvokset på en gård i Jylland i det, han kalder for et klassisk Venstre-hjem. Begge forældre var aktive i partiet, og det samme var farfaderen. Det har rundet ham, fortæller han.
”Jeg er ikke nødvendigvis opdraget til, at jeg skulle blive en del af Venstre. Men jeg er opdraget til, at man skal tage stilling og have en holdning til tingene,” siger han.
Det er værdier, som han har givet videre til sine egne børn. For han mener, at det er vigtigt, at man engagerer sig i samfundet omkring sig. Det er også i den overbevisning, at grunden til hans deltagelse under valget skal findes. Siddende på sin arbejdsplads i Nykredit med udsigt over Københavns havn bruger han en anekdote som forklaring.
For nyligt sad han og så nyhederne, da et indslag fra Ungarn tonede frem på skærmen. I forbindelse med det kommende Europa-Parlaments-valg spurgte intervieweren om den almindelige ungarers tanker om demokrati. Og et af svarene satte gang i Morten Blichers tanker.
”En mand udtalte for åben skærm, at han egentlig mente, at demokratiet burde afskaffes. Han synes, det var bedre med en kaptajn til at styre skibet. Det er sådan noget, man forestiller sig, at nogen tænker langt væk nede i Afrika. Men når det sker så tæt på os, så viser det, hvor skrøbeligt vores folkestyre er,” mener han.
”Det går mere og mere op for mig, at det ikke er en selvfølge, at vi har et demokrati. At vi vælger folk til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget, det skal vi værne om,” siger han.
Politisk har han overvejet, om der er andre partier, som er mere ham. Eksempelvis De Konservative, hvis familiepolitik tiltaler ham. Eller Liberal Alliances mere rene liberalisme. Men når det endeligt gjaldt, og han har stået i stemmeboksen, er det altid faldet ud til Venstres fordel.
Hvorfor bliver du ved med at holde fast i Venstre som dit parti?
”Jeg skal ikke afvise, at min opvækst spiller ind. Men jeg synes, at partiet er mere driftssikkert end Liberal Alliance og De Konservative. Venstre kravler ikke op i træet og bliver siddende. De går på kompromis og får tingene ført igennem,” siger han.
Den seneste valgperiode har været turbulent for Venstre, og især personsager har fyldt meget.
Først måtte Carl Holst gå af som minister under en stor mediestorm, så udtrykte De Konservative og et flertal fra rød blok mistillid til Eva Kjer Hansen (V), der endte med at trække sig som miljø- og fødevareminister. Hendes efterfølger Esben Lunde Larsen (V) gik fra skandale til skandale.
Alt imens blev partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), involveret i en række sager om rod i bilagene, kvotekonger og Løkkefonden. Når skandalerne på den måde ruller ind over partiet, er Morten Blicher glad for, at han ikke er medlem.
”Der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ’Puha, godt jeg ikke er med i det’. Det bliver nemmere at forholde sig til det, når jeg står uden for partiet. Også fordi jeg har kunnet sige til omverdenen, at jeg ikke kan støtte op om de her ting. Det vil jeg have lov til at sige højt,” siger han.
Synes du ikke, man kan sige det, hvis man er medlem af et parti?
”Egentlig ikke. Man er nødt til at bakke sit parti op. Men man kan ikke være enige med dem om alt. Hvor ligger balancen mellem de to? Det må være op til den enkelte,” siger han.
Ville du rent personligt føle, at du kunne sige fra, hvis du var medlem af partiet?
”Nej,” siger han.
Det med at være partimedlem har han prøvet. For år tilbage var han nemlig medlem af Venstre. Hans udmeldelse fra partiet begrunder han ikke med ændringer i partiets politik eller skandalerne, men med den reaktion, han fik fra andre, når han fortalte det.
”Når jeg sagde til folk, at jeg var medlem af Venstre, blev jeg hurtigt stemplet. Og jeg oplevede at skulle stå inde for alt, hvad partiet mener og gør. Men det kan jeg bestemt ikke,” siger han.
Det er ikke, fordi han ikke vil stå ved sine holdninger. Men det gik ham på at mærke, at hans argumenter altid kunne fejes væk med et ”det er også bare, fordi du er Venstre-mand”.
”Det var hele tiden en forudindtagethed i forhold til mine holdninger. Det hæmmede diskussionen, som aldrig rigtigt blev til noget. Til sidst blev jeg simpelthen så træt af det, at jeg meldte mig ud,” siger han.
Gør det samme sig ikke gældende, hvis man åbent fortæller, at man stemmer eller støtter et bestemt parti?
”Jo. Men jeg synes ikke, at der er lige så mange mærkater. Når først man har meldt sig ind i et parti, er man også gået helhjertet ind i det. Så bliver man på en anden måde nødt til at stå på mål for de ting, partiet gør,” siger han.
”Herre jemini. Jeg siger nej tak.”
Det er svært ikke at være skeptisk overfor, om han ikke selv gør det samme i mødet med alternativisten eller SF’eren. Et øjeblik bliver han stille og kniber øjnene lidt sammen, mens han overvejer spørgsmålet.
”Det kan der på sin vis være noget om. Men det er der, hvor jeg forsøger at stoppe op og tænke mig om. Jeg er vokset op med, at man skal respekterer hinanden, uanset hvor uenige man er,” siger han.
”Jeg kan blive rigtigt ked af det over, at den gode stemning kan ryge, fordi man har forskellige politisk observans,” siger han.
Som eksempel fortæller han om et middagsselskab, han var til. Her var en af gæsterne åbent medlem af Venstre, hvilket affødte stor diskussion. Efterhånden, som aftenen skred frem, blev tonen hårdere og hårdere, og hyggen forsvandt fuldstændigt. Det gør ham stadig ked af det.
”Det kan fuldstændigt forvandle mennesker, som man ellers godt kan lide i andre situationer. Der ligger selvfølgelig nogle følelser i det, når vi taler om politik, men nogle gange får de lidt for frit løb,” fortæller han.
Netop derfor vil han heller ikke være at finde på Nørreport Station, med en flyer i hånden og V-bolsjer i lommen, når valget skydes i gang. For oplevelsen af at stå på en togstation og blive overfuset med ukvemsord kan han godt undvære.
”Var det mit navn på stemmesedlen, var jeg selvfølgelig klar til at gøre det. Men i og med, at jeg hverken stiller op eller er medlem, så kan jeg vælge det fra,” siger han.
”Jeg har ikke noget problem med at argumentere for partiet eller dets politik. Men jeg vil gerne gøre det på et frugtbart grundlag.”
Er den bedste måde at ændre på den grimme og hårde tone ikke at gå ind i det som foregangsmand?
”Det kan der godt være en pointe i,” siger han.