Prøv avisen

Frivillige står i kø for at arbejde på børnehospice

Et børnehospice åbner i Hellerup den 1. november 2015. Her ses parken, som ligger ved det nye hospice. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Allerede før Børnehospice Lukashuset har annonceret efter frivillige, har man måttet oprette en venteliste for dem, der vil gøre en indsats. Men arbejdet med alvorligt syge børn og unge kan være en større udfordring end at pleje døende voksne, siger hospiceleder

Det var ved et tilfælde, at 25-årige Mille Bergdahl for nogle måneder siden opdagede, at Danmarks første børnehospice, Børnehospice Lukashuset, ville åbne dette efterår. Den 25-årige nyuddannede pædagog så det straks som en oplagt mulighed for at gøre noget meningsfyldt, mens hun alligevel gik hjemme på barsel og kontaktede derfor hospicet for at melde sig som frivillig.

”For mig er det vigtigt at give noget af mig selv og gøre en forskel et sted, hvor jeg ved, det giver mening. Jeg brænder for at være omkring børn og hjælpe børn, og derfor er et børnehospice oplagt for mig. Jeg ved, at det også bliver hårdt, for det er hjerteskærende at høre om børnene, og nu hvor jeg er blevet mor, er jeg sikkert ekstra følsom. Men det er dejligt at kunne gøre noget for de familier, der gennemlever en svær periode i deres liv,” siger Mille Bergdahl, som er blevet ansat som frivillig på hospicet.

Mille Bergdahl er ikke den eneste, der har taget kontakt til Sankt Lukas Stiftelsen i forbindelse med det nye hospice, der åbner den 1. november i Hellerup ved København. Allerede inden stiftelsen nåede at annoncere efter frivillige, væltede det nemlig ind med ansøgninger, fortæller hospiceleder Thomas Feveile, som var overrasket over interessen. På få måneder har hospicet fået 60 ansøgninger, og da der hele tiden kommer nye, er der blevet oprettet en venteliste for dem, der ønsker at bidrage til indsatsen for de alvorligt syge børn og deres familier.

Stiftelsens hospice for voksne har i dag 25 frivillige til 24 patienter, og Thomas Feveile regner med at skulle bruge samme antal til børnehospicet, hvor der vil være fire familier ad gangen.

”De frivillige hjælper familierne med at få et mere almindeligt liv trods sygdommen. De kan for eksempel aflaste forældrene, som dermed kan få tid sammen med det syge barns ofte oversete søskende, bage kage, hjælpe med lektier eller gå med på legepladsen. Det giver forældrene et overskud, de mangler og hjælper børnene til at få et godt børneliv,” siger han og tilføjer, at alderen på de frivillige spænder fra 20 til 80 år.

Thomas Feveile finder det samtidig overraskende, at så mange uopfordret har meldt sig til så hårdt et job.

”Jeg kan godt undre mig over, at så mange kan tiltrækkes af så alvorligt et område. På børnehospicet forventer vi, at 80 til 90 procent af børnene vil blive udskrevet og komme igen i flere perioder, mens det typisk er 90 procent af de voksne på hospice, der dør. Så de frivillige vil ikke møde døden i lige så høj grad, men de skal til gengæld arbejde med børn med livstruende sygdomme og forældre og familier i krise, hvilket kan være en endnu større udfordring. Vi beder derfor de mulige frivillige om at udfylde et langt skema på forhånd og taler med dem om, hvilke tanker de gør sig om arbejdet, og hvordan de tænker at passe på sig selv i det. Nogle har et alt for romantisk billede af arbejdet,” siger han og tilføjer, at stiftelsen typisk siger nej til de helt unge.

”Men der er også mange socialt meget kompetente unge, der henvender sig. Vi har generelt mange frivillige på efterløn, og derfor er det rart, at unge mellem 18 og 20 også melder sig. De er tættere på de syge børn og unge i alder og interesser, hvilket kan have stor betydning.”

Generelt er frivilligt arbejde på hospicer meget populært, siger tidligere hospicesygeplejerske Rita Nielsen, som har skrevet bøger, undervisningsmateriale og holdt foredrag om arbejdet med uhelbredeligt syge.

”Det er lidt blevet en trend for både voksne og nu også unge studerende at arbejde på hospice. For de unge ser arbejdet godt ud på deres cv, men der er også tale om idealister, som finder hospicer dragende. De siger alle, at de gerne vil gøre en forskel, og så skyldes interessen nok også, at det er indbygget i os mennesker, at vi ikke synes, døende skal være alene, hvis de ikke ønsker det. Men det kræver en vis robusthed og psykisk stabilitet, for man kan ikke undgå at se grædende mennesker og rustvogne.” siger hun.