I 1799 blev fattighjælpen i København alvorligt udfordret, da de frivillige ikke længere selv måtte bestemme, hvem de ydede hjælp til.
Nu skulle nogle borgere endda melde sig som ulønnede fattigforstandere, hvilket mange udeblev fra. Og da hverken bøder for udeblivelse eller andet hjalp, måtte man i 1814 indføre en fattigskat for at gøre op med manglen på hjælp. Sådan lyder det i en ny bog ”Beskyt de værdige fattige!” om fattigvæsenet i København i 1770-1874 skrevet af historiker Inger Lyngdrup Nørgård.
Med bogen peger Inger Lyngdrup Nørgård på, at en lignende modreaktion kan opstå i dag, hvis kommunerne spænder de frivillige for hårdt for ved at anvise dem opgaver i stedet for at give dem selvbestemmelse.
”Det er værd at tænke med, når kommunerne laver frivillighedspolitikker. Spørgsmålet er, om borgerne vil bidrage i særlig stort omfang, hvis de ikke selv er medskabende og medbestemmende. På den måde har velgørenheden og det frivillige arbejde sine egne logikker, som vi nok også i dag vil have gavn af at tage højde for,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.
Ifølge Stig Fog, som er konsulent og rådgiver humanitære organisationer og virksomheder i fundraising, skal man huske på det helt grundlæggende, når man taler om frivillige.
”Hos frivillige er det lysten, som driver værket. Hvis man ikke længere synes, at det beriger ens liv, så stopper man jo bare igen,” siger Stig Fog.
Derfor mener han også, at det er interessant at se på, hvad offentligt indgriben betyder for menneskers lyst til at hjælpe til. Flere kommuner har oprettet frivillige centraler, som henviser frivillige til et sted, hvor der er brug for deres hjælp. Men det er den helt forkerte tilgang, påpeger Stig Fog.
”Kommunernes opgave skal hellere være at understøtte de frivilliges lyst til at hjælpe.”
På trods af, at man til tider kan mene, at frivilligheden ville gøre mere nytte andetsteds, påpeger Stig Fog.
”Et overtal af danskere melder sig til at hjælpe juleaften, selvom man kan argumentere for, at hjælpen er mere tiltrængt på andre tidspunkter af året. Men det ligger ikke i den frivilliges dna at blive anvist en plads. Vi vil hjælpe, som vi vil.”
I Danmark bedriver danskere typisk frivilligt arbejde i lokalområdet i stiftet, fodboldklubben eller en genbrugsbutik.
”Danskerne er især involverede i foreningsliv, hvor der er en stor grad af egennytte,” siger Stig Fog.
Et af de steder, hvor mange danskere er frivillige, er hos Kirkens Korshær, som har cirka 9000 frivillige på landsplan. Chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen ser frivilligheden som en selvfølgelighed.
”Det er en vigtig pointe inden for vores sektor, at frivilligheden pr. definition er frivillig og ikke går ind og erstatter noget andet,” siger Helle Christiansen.