Frivilligt arbejde kan hæmme lediges jobsøgning

Flere ledige udfører frivilligt arbejde. Men det frivillige engagement må ikke overskygge jobsøgningen, advarer Dansk Arbejdsgiverforening

Frivillighed kan være en nøgle til at få borgere uden job med i et solidt fællesskab og engagere dem i samfundet, mener socialminister Mai Mercado K)
Frivillighed kan være en nøgle til at få borgere uden job med i et solidt fællesskab og engagere dem i samfundet, mener socialminister Mai Mercado K). Foto: Jens Dresling, Polfoto/ritzau.

Bør man aktivere folk uden for arbejdsmarkedet i frivilligt arbejde, eller skal man motivere folk til at bruge kræfterne på at komme i beskæftigelse?

Hos regeringen hælder man øjensynligt til det første, for man er i gang med en lovændring, som skal give folk uden for arbejdsmarkedet lov til at lave frivilligt arbejde i op til ti timer om ugen for dagpengemodtagere og 15 timer for førtidspensionister, før der trækkes i ydelsen. Det tidligere maksimale timeantal lå på fire.

Samtidig viser en ny undersøgelse, udført af rådgivningsvirksomheden Rambøll for Socialministeriet, at antallet af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, der engagerer sig i frivilligt arbejde, er steget fra 26 procent i 2012 til 30 procent i 2017.

Men det frivillige arbejde må ikke erstatte eller reducere egentlig jobsøgning, lyder advarslen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

”Vi anerkender, at de mennesker, der engagerer sig i deres fritid i frivilligt arbejde af forskellig karakter ikke skal stoppe fra den ene dag til den anden. Men risikoen er at få skabt et parallelsystem. Her ligger virkelig en opgave for a-kasserne i at holde øje med, at der ikke sker en reduktion i jobsøgningsomfanget”, siger Jørgen Bang-Petersen, der er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening med beskæftigelsesindsats som område.

Tidligere har en undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet vist, at ledigheden hos folk uden for arbejdsmarkedet varer længere, hvis de arbejder frivilligt. Og fra politisk og centraladministrativt hold har mantraet længe været, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Beskæftigelsespolitikken har været hårdt rettet mod at få eksempelvis dagpengemodtagere på arbejdsmarkedet.

Men det harmonerer ikke med, at man ligefrem opfordrer dem til frivilligt arbejde i stedet for at besætte en eventuel deltidsstilling, mener blandt andre Henning Jørgensen, der er professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

”Den socialpolitiske rationalitet består i, at man får brugt flest muligt frivillige, selvom de er i en situation uden for arbejdsmarkedet. Men den beskæftigelsespolitiske logik siger, at man skal stå til rådighed hele tiden, og den sidste er en hårdere logik, som er den, vi har set. Det her er jo en modsætning og modsigelse, og det i en tid, hvor der som aldrig før er jobåbninger for korte ansættelser med få timer,” siger Henning Jørgensen.

Socialminister Mai Mercado (K) skriver i en overordnet kommentar til Kristeligt Dagblad, at frivillighed kan være med til at inkludere flere i samfundet.

”Frivillighed kan være en nøgle til at få borgere uden job – og særligt socialt udsatte – med i et solidt fællesskab og engagere dem i samfundet. Det er et af regeringens 10 mål for social mobilitet, og derfor er jeg glad for at se resultaterne. I den kommende civilsamfundsstrategi vil jeg se på, både hvordan vi får den positive udvikling med borgere uden for arbejdsmarkedet til at fortsætte, og hvordan vi i det hele taget giver bedre rammer for frivillighed,” skriver hun.