Frygt for fremtidens forskning i Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard.  Statue af Søren Kierkegaard og hans gravsted. 
Statuen står i Det Kongelige ...

Flere iagttagere peger på, at forskningen i Søren Kierkegaard har fået forringede muligheder efter de seneste nedskæringer på Københavns Universitet, der også ramte bemandingen på Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Foto: Niels Hougaard/Polfoto

Jeg synes bagsiden ved centret er, at man her har monopoliseret en bestemt måde at læse Kierkegaard på, som har haft mere fokus på æstetik end på kristendom.
Anders Thyrring Andersen, Kierkegaard-forsker

Det er en katastrofe, at Søren Kierkegaard Forskningscenteret næsten ikke har nogen fastansatte længere, lyder det fra flere iagttagere efter nye nedskæringer. Den bedste Kierkegaard-forskning bør ikke finde sted i udlandet, påpeger Joakim Garff, der netop er tiltrådt som centerleder

Nævn en dansk filosof. Som også er verdenskendt. Og oversat til alverdens sprog, herunder både japansk og hebraisk. Mon ikke, det kun er Søren Aabye Kierkegaards navn, der dukker op. En enestående figur, som i den grad har sat Danmark på verdenskortet. På linje med H.C. Andersen. Derfor blev der da også i 1994 oprettet det særlige Søren Kierkegaard Forskningscenteret (SKC), som netop har tiltrukket mange både danske og udenlandske forskere og studerende lige siden.

Men efter den seneste fyringsrunde på Københavns Universitet er der kun halvanden fastansat medarbejder tilbage på SKC, der hører til under Det Teologiske Fakultet. Og det får nu en række iagttagere til at bruge ord som ”katastrofalt” og ”kortsigtet”, fordi de frygter for fremtidens muligheder for forskningen i en af landets største og internationalt mest kendte tænkere.

Siden årsskiftet har Joakim Garff været centerleder for forskningscenteret, hvor han afløser Arne Grøn på posten. Men det er et noget reduceret center, Joakim Garff overtager ledelsen af. Centeret var ellers engang det store flagskib herhjemme i forhold til forskningen i den danske tænker fra guldalderens København. 19 år efter oprettelsen i 1994 kunne man klappe sig selv på skulderen over udgivelsen af 55 nyudgivne og kommenterede bind af ”Søren Kierkegaards Skrifter”, som forskerne stod bag.

Siden det store udgivelsesprojekt blev afsluttet, har der været debat om, hvilken opgave centeret skulle koncentrere sig om. Men i formålsbeskrivelsen står der blandt andet, at ”Søren Kierkegaard Forskningscenteret har til opgave at varetage og fremme tværfaglig Kierkegaard-forskning såvel nationalt som internationalt”, og at forskerne både skal reformulere og diskutere aktualiteten i Kierkegaards tænkning.

”Til min store ærgrelse er centeret jo nærmest ikke-eksisterende længere efter den seneste nedskæring, og det er i sig selv helt uforståeligt og katastrofalt. Det tager 20 år at bygge et center af den kaliber op, men kun et enkelt år at rive det ned igen. Som filosof Peter Kemp skrev i et debatindlæg, da fyringerne blev varslet, så har SKC været stedet for den vigtigste Kierkegaard-forskning i Danmark og noget, som de københavnske teologer burde være lykkelige for at huse,” siger teolog Christian Hjortkjær, der tidligere var ansat som ph.d.-studerende og ekstern lektor på SKC.

Christian Hjortkjær er dog glad for, at det er Joakim Garff, der nu står i spidsen for centeret, fordi han mener, at Garff vil stå for en åben læsning af Søren Kierkegaard, så forskningen og udlægningen ikke bliver så fastlåst.

”Kierkegaard er ofte blevet læst som primært teolog, filosof eller psykolog. Men Joakim Garff har blik for alt det, Søren Kierkegaard også er, for eksempel litterat, dannelsestænker og humorist. Han har været med til at åbne mine øjne for, hvor afgørende formen og Kierkegaards brug af pseudonymer er,” siger Christian Hjortkjær.

Også filosof og forfatter Peter Tudvad har forhåbninger til Garff som leder. Tudvad var selv ansat på SKC indtil 2005, hvor han opsagde sin stilling efter en meget omtalt intellektuel fejde med netop Joakim Garff omkring dennes bog ’SAK’.

”Søren Kierkegaard er jo en eminent litterær forfører, og det er Garff faktisk også. Det tror jeg kan være en stor fordel. For i udlandet læser man Kierkegaard meget mere fordomsfrit, mens der i Danmark har været en tendens til at spærre ham inde i en teologisk osteklokke. Ikke mindst efter at centeret blev placeret på teologi. Men jeg tror, at Garff i højere grad vil være i stand til at åbne for andre læsninger, og at han med sit engagement i både æstetikken og dannelsesdiskussionen kan være med til at aktualisere Kierkegaards tænkning,” siger Peter Tudvad, der dog også undrer sig meget over nedskæringen.

”Forskningen i Kierkegaard burde foregå på et helt andet niveau rent størrelsesmæssigt. Centret er jo også et godt og vigtigt brand for Danmark og København, som trækker mange udenlandske forskere til.”

Og den betydning mener Kierkegaard-forsker, litterat og sognepræst Anders Thyrring Andersen også er afgørende. Men han er samtidig meget kritisk overfor det fokus og den indflydelse på Kierkegaard-forskningen, som forskningscenteret har haft.

”Det er indlysende, at vi skal have et center for en af vores største tænkere. Ligesom vi har det for H. C. Andersen. Det burde også være ordentligt bemandet. Men jeg synes bagsiden ved centret er, at man her har monopoliseret en bestemt måde at læse Kierkegaard på, som har haft mere fokus på æstetik end på kristendom. På den måde har man nok gjort ham mere spiselig og tilgængelig for folk. Men alt hvad Kierkegaard skrev var med kristendommen som fortegn. Og hans kristendomsforståelse var radikal. Noget af det mest interessante ved Kierkegaard er, at han netop befandt sig i et spændingsfelt mellem kristendom og æstetik,” siger Anders Thyrring Andersen og fortsætter:

”Som jeg ser det, har forskningscenteret været med til at afkristne Kierkegaard - i et forsøg på at komme midtbanen og de kulturradikale i møde. En tendens der faktisk har præget Kierkegaard-receptionen herhjemme siden Georg Brandes. Jeg savner derimod viljen og modet til at beskæftige sig med de læsninger, der tager forfatterskabets kristne intention alvorligt og behandler den loyalt. Og det kan man selvfølgelig håbe, at Garff vil være bedre til. Men det har ikke præget stedet indtil nu.”

Den nye leder, Joakim Garff, kan dog ikke genkende denne kritik.

”Kierkegaard var tværfaglig, før det ord blev opfundet. Han er både teolog, filosof, psykolog, skønlitterær skribent og ganske meget mere. Jeg ønsker et center, der afspejler denne diversitet, og jeg finder det uproduktivt at ville patentere én bestemt Kierkegaard-tolkning og ignorere de resterende,” siger Joakim Garff og fortsætter:

”Selv har jeg navnlig beskæftiget mig med spændingsforholdet mellem det æstetiske og det religiøse hos Kierkegaard, men mit seneste undervisningsforløb omhandlede Kierkegaards opbyggelige taler, så jeg mener ikke, at vi ’afkristner’ Kierkegaard. I mine øjne har en Kierkegaard uden kristendom da også altid været en bedrøvelig størrelse.”

Joakim Garff ser dog også med forundring og bekymring på de store besparelser, der har ramt universitetet og dermed forskningscenteret.

”Det siger sig selv, at der med besparelser og afskedigelser følger forringede muligheder for at tilbyde såvel de udenlandske som de danske studerende det forskningsmiljø, som de - og Kierkegaard - fortjener. At man ikke begriber besparelserne i udlandet, men finder dem kortsigtede, ja, provinsielle, behøver jeg vel næppe tilføje. Det vil da også være at gå over åen efter vand, hvis man skal til udlandet for at finde det bedste forum for studiet af Kierkegaard,” siger Joakim Garff, der nu vil til at søge om fondsmidler, så der ad den vej kan knyttes flere forskere til centret.