Frygt for HPV-vaccine vil koste liv

Af frygt for bivirkninger bliver langt færre piger i dag vaccineret mod livmoderhalskræft. Konsekvensen er, at mange flere årligt skal igennem et sygdomsforløb eller vil dø af sygdommen, vurderer Kræftens Bekæmpelse

Siden 2009 har 12-årige piger kunnet få HPV-vaccinen gratis, og hvor 90 procent gjorde brug af tilbuddet i de første tre år, faldt andelen af vaccinerede 12-årige piger i 2014 til 71 procent, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.
Siden 2009 har 12-årige piger kunnet få HPV-vaccinen gratis, og hvor 90 procent gjorde brug af tilbuddet i de første tre år, faldt andelen af vaccinerede 12-årige piger i 2014 til 71 procent, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut. . Foto: Fred Tanneau.

Flere piger kommer i fremtiden til at dø af livmoderhalskræft eller til at gennemgå et smertefuldt sygdomsforløb.

Det kan ifølge Kræftens Bekæmpelse blive konsekvensen af, at den omdiskuterede HPV-vaccine mod livmoderhalskræft stadig oftere bliver valgt fra af unge piger.

Siden 2009 har 12-årige piger kunnet få vaccinen gratis, og hvor 90 procent gjorde brug af tilbuddet i de første tre år, faldt andelen af vaccinerede 12-årige piger i 2014 til 71 procent, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

Udviklingen skyldes de seneste års debat om mulige bivirkninger af vaccinationen, hvilket ærgrer overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Iben Holten.

”Jeg forstår, at der er piger, der er blevet bange grundet debatten om bivirkninger, men det er rigtig ærgerligt, at der er blevet spredt så meget frygt, at pigerne ikke bliver vaccineret. For vaccinen giver virkelig en større sikkerhed.”

I dag dør 100 årligt af livmoderhalskræft, mens 6000 bliver opereret for forstadier til sygdommen. Iben Holten har beregnet, at 60 af disse dødsfald vil kunne undgås, og at over 3500 færre vil skulle opereres, hvis vaccinationsprocenten i fremtiden ligger over 85 procent. Lige nu frygter Kræftens Bekæmpelse dog, at andelen af vaccinerede piger vil falde til 65 procent inden for få år, og hvis det sker, vil det føre til 14 flere dødsfald og 840 flere operationer og alvorlige sygdomsforløb om året.

”Helt enkelt vil det, at færre kvinder får vaccinen, betyde, at flere risikerer at dø af sygdommen, men også at flere skal igennem et meget ubehageligt sygdomsforløb. Livmoderhalskræft er ikke en rar form for kræft, og behandlingen giver ofte alvorlige bivirkninger og livslange følgevirkninger. For de mange unge, der rammes af sygdommen, betyder det for eksempel, at de ikke kan få børn.”

De seneste år har flere piger indberettet bivirkninger som kvalme og træthed efter deres vaccination, og selvom en international rapport sidste måned afviste en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og det alvorlige svimmelheds- og træthedssyndrom, POTS, er tvivlen ikke forsvundet.

Dette bekymrer også afdelingslæge hos Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

”Vi ved, at hvis andelen, der er beskyttet med vaccinen, falder, så vil vi se flere sygdomstilfælde og dødsfald. Samtidig er det vigtigt, at pigerne får vaccinen tidligst muligt, da beskyttelsen kan påvirkes af deres seksuelle debut. Der er altså ikke tid til at vente på nye rapporter eller lignende,” siger hun og tilføjer, at Sundhedsstyrelsen arbejder på at forklare forældre og børn, at vaccinen løbende bliver overvåget og evalueret, og at de stadig trygt kan vælge den til.

Hvis udviklingen i tilliden til og brugen af HPV-vaccinen skal vendes, kræver det, at sundhedsprofessionelle begynder at lytte til de bekymrede piger og deres forældre. Det siger sygeplejerske på Sygehus Lillebælt Gitte Thybo Pihl, der i et igangværende ph.d.-projekt undersøger, hvilke faktorer der har betydning for forældres beslutning om vaccinationer til børn.

”Forældre træffer beslutninger på baggrund af meget andet end videnskabelig information, som for eksempel historier om bivirkninger på sociale medier eller samtaler i netværket, som er den faktor, der påvirker dem mest. De gør sig flere overvejelser og bekymringer, end vi tror, og hvis ikke vi sundheds-professionelle tager deres bekymringer seriøst, men i stedet bare henviser til en rapport, så vil opbakningen til vaccinen ikke komme igen.”

Trine Larsen er talsperson for den lille organisation HPV Update, som er stiftet af forældre til bivirkningsramte børn og kæmper for, at så mange som muligt vælger vaccinen til eller fra på et oplyst grundlag.

”Vi får stadig flere henvendelser fra folk, der oplever bivirkninger eller er i tvivl om, hvad de skal gøre. Jeg synes da, det er uheldigt, hvis nogen, der kunne få gavn af vaccinen, vælger den fra, men vores mål er at få klarlagt, hvem der faktisk får gavn af vaccinen, og hvem der får bivirkninger. Derfor er der brug for mere forskning og dokumentation - ikke for skræmmekampagner om, hvor mange der vil dø, hvis ikke de bliver vaccineret.”