Prøv avisen

27-årige Susan modtager kontanthjælp: Jeg er bange for, at næste nederlag vil knække mig fuldstændig

”Problemet er, at jeg ikke har brug for flere nederlag. Jeg har aldrig været indlagt, men jeg er bange for, at næste nederlag, jeg får, enten på uddannelse eller arbejde, vil knække mig fuldstændig,” siger Susan Nielsen. Modelfoto

27-årige Susan Nielsen modtager uddannelseshjælp, kontanthjælpen til unge under 30 år. Hun er erklæret ”aktivitetsparat” og er dermed ikke klar til at starte på hverken en normal uddannelse eller i et arbejde lige foreløbig

Susan er i gang med at skrive en bog. Hun håber engang at få den udgivet. Den handler om kærlighed. Hovedpersonen er en pige på Susans egen alder, der er ombejlet af fyrene. En pige, som kan vælge og vrage. I modsætning til Susan selv. Ikke forstået, som at Susan ikke kan vælge og vrage i kærlighedsmæssig forstand, men at hun ikke kan det i livet som sådan.

For Susan, der er 27 år og hedder Nielsen til efternavn, har livet nemlig været som en hækkeløbsbane, hvor hun lidt for ofte er snublet undervejs, har braget hovedet ind i hækken og måttet starte forfra. Hun har aldrig haft et fast fuldtidsarbejde. I dag bor hun i Holstebro og er på uddannelseshjælp, den lavere kontanthjælpssats for unge under 30 år, som er vurderet til hellere at skulle i skole end i arbejde.

Men Susan Nielsen er ikke ”uddannelsesparat”, som det hedder i kontanthjælpssystemet. Hun er derimod erklæret ”aktivitetsparat”. Det vil sige, at hun har problemer af social og helbredsmæssig karakter, der giver hende behov for hjælp og støtte i mere end et år, inden hun kan påbegynde en uddannelse og gennemføre den på almindelige vilkår.

”Men for mit vedkommende er det fuldstændig ligegyldigt, om det er uddannelse eller arbejde. Jeg kan ikke varetage nogle af delene,” siger hun.

”Hvis ikke der sker noget inden for de næste tre år, så kommer jeg over på kontanthjælpen. Men jeg vil helst ud af systemet, for systemet har bare gjort mig mere syg.”

Susan Nielsen fortæller, at hun har Aspergers syndrom, en mildere form for autisme, som hun fik konstateret i teenageårene. Samtidig er hun depressiv, og hendes forældres sygdom, der har sendt dem begge på førtidspension, har tæret på hende, siger hun.

Fra hun fyldte 18 år, har hun fået kontant- og uddannelseshjælp i seks ud ni år. Hun har aldrig fundet noget at blive tilpas i. Til gengæld bliver hendes indkomst som enlig, aktivitetsparat uddannelseshjælpsmodtager ikke påvirket af kontanthjælpsloftet.

Gruppen af aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere vurderes som helhed til have mindre komplekse problemer end de ældre, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Ifølge Susan Nielsen er den eneste forskel, ”at kommunen hellere vil sende mig i uddannelse eller arbejde.”

Hun vil da også rigtig gerne i gang med noget. Men det er ikke lykkedes, siden hun færdiggjorde HF som 21-årig. Som yngre havde hun fritidsjobs i blandt andet en tøjbutik og som kasseassistent. Men hun afviser for eksempel at kunne blive kasseassistent på fuldtid.

”Ene og alene af den grund, at der er kontakt med rigtig mange mennesker i løbet af en dag. Det ville også køre rigtig meget på min psyke, at jeg ikke bare ville kunne ringe til min arbejdsgiver og sige, at jeg ikke har overskud til at komme i dag, smile bag kassen i otte timer og svare på dumme spørgsmål. Det kræver en rygrad at sidde i bag kassen,” siger Susan Nielsen.

Hun fortæller, at tanken om bare at kaste sig ud i at søge et fuldtidsjob, lade det briste eller bære, ”strejfer mig dagligt”.

”Problemet er, at jeg ikke har brug for flere nederlag. Jeg har aldrig været indlagt, men jeg er bange for, at næste nederlag, jeg får, enten på uddannelse eller arbejde, vil knække mig fuldstændig,” siger Susan Nielsen. ”Jeg arbejder hårdt på, at min frygt bliver mindre.”

Samtidig synes hun ikke, at den aktivering, kommunen har sat hende til, har givet mening. En gang var hun på et værksted for sårbare og handicappede, hvor hun skulle ”folde folie” til elpærer tre timer om dagen. Det blev hun ”kun dummere af”, siger hun, og ”jeg gav det rimelig lang tid, ni måneder”.

”Det kan godt være, at jeg har sat for store krav til de aktiveringer, jeg er blevet sat i. Men jeg synes til gengæld heller ikke, at det er urimelige krav, jeg har sat. Det skal først og fremmest være noget, der giver erfaring. For uden erfaring kommer du ikke langt i dagens Danmark. Og det skal give mening. Når man er på kontanthjælp, føler man i forvejen, at man kun er til besvær. Men hvis man får noget aktivering, hvor man føler, at man gør en forskel, så gør det, at man føler sig noget værd.”

Hun tilføjer, at ”hvis jeg kunne tage et arbejde, ville jeg ikke vide, hvor jeg kunne søge. De fleste arbejdspladser kræver jo også nogle kvalifikationer.”

Hvad har årene på kontanthjælp gjort ved dig?

”Det har gjort mig stærkere. Jeg kan holde til mere. Men det har også knækket mig rigtig mange gange, og jeg kommer aldrig af med de ar, jeg har fået. Nu har jeg været i systemet så længe, at lige så snart, jeg kommer ud af det, vil jeg kæmpe med næb, klør og gafler for ikke at komme ind i det igen.”

Ville du lettere have fundet noget at blive tilpas i, da du færdiggjorde HF, end du vil i dag efter seks år i kontanthjælpssystemet?

”Nej. For de problemer, jeg har nu, dem havde jeg også dengang. Så jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det ikke havde været lettere dengang. Tværtimod tror jeg faktisk, at det er nemmere den dag i dag,” siger Susan Nielsen, der ser lyse muligheder for enden af jobcenterkøen.

”Min kontaktperson har sagt, at når jeg en gang skal i praktik, vil hun foreslå dyrehospitalet her i byen. For jeg vil rigtig gerne arbejde med dyr. Jeg elsker dyr, og de elsker heldigvis også mig. Så jeg tænker, at jeg enten skal dyrepasser eller veterinærsygeplejerske.”

Og det tør du godt?

”Ja, det tør jeg godt. For min mentor har sagt, at om det så er fem timer om ugen, så gør vi det.”