Døden fylder mere, men ses stadig som et nederlag

Når statsministeren omtaler døden som en tragedie, er det med til at få mennesker til at ændre adfærd. Men sociologisk, psykologisk og teologisk er døden andet og mere end det, siger fagfolk

Et forår, hvor lugten af håndsprit og påbud om afstand blev hverdag, pirker til dødsangsten i en kultur, hvor døden forsøges gemt væk, siger direktør for Det Nationale Sorgcenter.
Et forår, hvor lugten af håndsprit og påbud om afstand blev hverdag, pirker til dødsangsten i en kultur, hvor døden forsøges gemt væk, siger direktør for Det Nationale Sorgcenter. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix.

Med pandemien har døden fået en plads i samfundet, den ikke længe har haft. Det siger sociologen Anders Petersen, som er lektor ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet. I dansk sammenhæng er det blandet andet kommet til udtryk, da statsminister Mette Frederiksen (S) i april sagde, at hvert dødsfald ville være en tragedie. Det var med en blanding af forbavselse og forundring, at Anders Petersen hørte den bemærkning.

”Når statsministeren bruger ordet ’tragedie’, skal man forstå det politisk, fordi det er stærkt adfærdsregulerende og skulle bruges til at få os til at bakke op om de voldsomme indgreb. Frygten for døden er en uhyre stærk drivkraft, og døden fik dermed en samfundsmæssig position, den ikke har haft i årtier.”

Et forår, hvor lugten af håndsprit og påbud om afstand blev hverdag, pirker til dødsangsten i en kultur, hvor døden forsøges gemt væk. Det siger Preben Engelbrekt, der er direktør i Det Nationale Sorgcenter.

”Vi går og tror, vi har styr på det hele, og mange siger ’hvis jeg dør’, selv om det vil være mere korrekt at sige, ’når jeg dør’. Når så en dødelig virus overhaler os indenom, bliver vi mindet om, hvor lidt kontrol vi egentlig har. Det puster til dødsangsten sammen med de barske billeder, vi har set i medierne, men det har ikke fået os til generelt at ændre retorikken om døden. Døden ses fortsat som lægevidenskabens nederlag og ikke som en naturlig del af livet.”

Men for nogle af de mest udsatte har det været et forår, hvor man fik talt med sine nærmeste om døden. Det viser erfaringer fra Det Nationale Sorgcenter. Få dage efter nedlukningen i marts åbnede centret en gratis psykolog-hotline. Omkring 2000 har ringet – blandt andre forældre med livstruende sygdomme. Preben Engelbrekt siger:

”De mennesker, som er i risikogruppen, er med coronakrisen blevet tvunget til at forholde sig til deres egen dødelighed og har opsøgt os for at få vejledning til de nødvendige samtaler, de skal have med deres nærmeste.”

Mens døden har fået en fremtrædende plads i danskernes bevidsthed, har teologen Peter Lodberg, professor MSO ved Aarhus Universitet, savnet et kristent perspektiv på døden.

”Det er både rigtigt og forkert, at døden er en tragedie, men døden er samtidig et vilkår og det eneste sikre, vi kan sige om livet,” siger han og henviser til teologen og filosoffen Johannes Sløk, der i ”Teologiens elendighed” skrev, at livet er en absurditet, hvor vi lever, som om vi ikke skal dø.

”Døden er i kristen forstand ikke kun en tragedie og en afslutning, men også en begyndelse til noget nyt. I kristendommen fødes man ikke til død, men man fødes til en ny begyndelse. Det er en teologisk tanke og en vigtig dimension, som ikke har fået megen plads.”

Til efteråret udkommer bogen ”Det epidemiske samfund”, og her skriver Anders Petersen sammen med professor Michael Hviid Jacobsen om, hvordan forholdet til døden er påvirket af pandemien. Den franske mentalitetshistoriker Philippe Ariès har skildret, hvordan døden i middelalderen var allestedsnærværende og forsøgt tæmmet med ritualer. Siden middelalderen er døden blevet skubbet længere væk og er i dag et tabu, eller som den britiske sociolog Anthony Giddens udtrykker det: Døden er udsondret fra vores erfaring. Det har pandemien ikke ændret på, vurderer Anders Petersen.

”Døden har ikke nogen plads, for vi kan ikke realisere os selv med døden i baghovedet, og vi kan ikke gøre døden meningsfuld. Nu har vi gennemlevet et forår, hvor frygten for døden har haft stor magt i forhold til vores livsførelse, og måske kan vi finde en balance, hvor døden ikke i samme grad er udsondret.”