"Sværd af flint" 1700-1400 f.kr" står der på et lille hvidt skilt ved siden af et smukt flinteredskab i en af Nationalmuseets montrer. Men kan det nu være rigtigt? Med gårsdagens afsløring af, at en af museets ravbjørne er 20 og ikke 6000 år gammel, er det ikke underligt, hvis gæsterne møder dateringerne med en vis portion skepsis.
"Nej, vi kan aldrig være 100 procent sikre. Men jeg er kun blevet snydt en gang før i de snart 30 år, jeg har været her," siger arkæolog og museumsinspektør Peter Vang Petersen.
Han forsikrer, at det er yderst sjældent, der ryger moderne materialer i montrerne. Men der bliver gjort talrige forsøg. Folk sender jævnligt såkaldte fund ind til museet, som viser sig at være lavet for ganske nylig. Han leder hen til en montre og peger på en stor, sort knogle med fem små menneskefigurer indridset i siden.
"I 1968 blev en lignende knogle angiveligt fundet i Odense Å. Der blev skrevet en SKALK-artikel om det flotte stenalderfund, før man fandt ud af, at det var en hesteknogle fra middelalderen. Så inskriptionerne skulle altså være lavet før knoglen."
Og forfalskningerne bliver stadig bedre udført. Men selvom man får penge, når man indleverer Danefæ, tror Peter Vang Andersen ikke, at falsknerne gør det for pengenes skyld:
"Nogle er fascineret af det gamle håndværk og hygger sig med at lave dolke, så de ligner. Og så bliver det en sport at se, om de kan passere de filtre, som museer udgør. Jo større autoriteter, jo sjovere er det nok at snyde."
Peter Vang Petersen gelejder smilende rundt i lokalerne, peger, slår ud med armene og fortæller anekdoter. Stenalderen er hans favoritperiode, og opdagelsen af et svindelnummer kan ikke få hans stolthed over de mange udstillede genstande til at blegne.
I montren, hvor ravbjørnen førhen var udstillet, står et lille tomt stålstativ og en blå seddel med ordene "Genstanden er midlertidigt fjernet." Men den lille ravbamse kommer aldrig igen. Den ryger ned i kælderen. Og det er Peter Vang Petersen faktisk ked af. Selvom den var falsk.
"Ravbjørnene har en unik status i vores oldtidsforståelse. De er totemsymboler, og der findes kun ganske få af dem. Jeg holder meget af de små dyr, fordi de fortæller om en tid, hvor mennesker var meget afhængige af dyrene, og man opfattede naturen som besjælet. Så det er et stort tab for samlingen."
Men han er ikke spor flov over at være blevet taget ved næsen:
"Ikke det mindste. Jeg har kolleger, der er blevet snydt i lignende sammenhænge. Det er en erhvervsrisiko."
Vi passerer forbi skeletter fra stenalderen, der griner mod loftet i store trækister. Her er der helt sikkert ikke tale om humbug, forklarer Peter Vang Petersen:
"Åreringene i træet kombineret med kultstof-14-metoden forsikrer os om dateringen. Det er jo naturmaterialer. Men flintesten og rav er materialer med så mange millioner år på bagen, at det alene er deres forarbejdning og patina, der kan fortælle os, om et fund er fra stenalderen eller fra i forgårs."
Peter Vang Petersen viser vej til en montre med rækker af kæmpe flinteøksehoveder:
"For nogle år siden fik Langelands Museum indleveret en flinteøkse, som var fem centimeter længere end den længste, du ser her. Det var fantastisk imponerende. Øksen var tilhugget og slebet nøjagtig, som stenene du ser her. Men den var overfladebehandlet med en brun farve, som havde en kemisk sammensætning, man bruger til at male huse med. Den farve, man havde brugt til at give stenen patina, afslørede fupnummeret."