Demenslandsbyen i hollandske Hogeweyk er vel det tætteste, man kommer på et plejecenter med kult- og stjernestatus.
Med egen bar, frisør, teater og supermarked for de demente beboere har minisamfundet vundet så stor popularitet, at ledelsen er begyndt at tage penge for rundvisningerne.
Men inden for de seneste to år er en dansk model til selvsamme målgruppe ligeledes blevet internationalt anerkendt: Bryghuset, demensbyen i Svendborg, havde sidste år 101 rundvisninger og besøg fra blandt andet USA, Japan, Sverige, Norge, Finland og Israel. Da Kristeligt Dagblad denne fredag er på besøg, ankommer en mindre delegation spontant fra Færøerne.
”Det her er bare en anden måde at tackle udfordringen med det stigende antal demente,” siger leder Annette Søby, da vi taler med hende i biblioteket.
Hun lægger ikke skjul på, at Bryghuset er tydeligt inspireret af Hogeweyk. Sammen med tre andre kolleger fra Svendborg Kommune – og en række øvrige danske kommuner i øvrigt – var hun for fire år siden på besøg i Holland. Annette Søby og de øvrige fynske gæster blev fascineret af den frihed, som de hollandske beboere oplevede. Noget lignende burde være muligt i Danmark, lød ræsonnementet, og det blev det mindre end to år efter, fortæller plejehjemslederen, mens hun viser rundt i Bryghusets butik, frisør, herreværelse og motionsrum.
”For os har det været vigtigt at få tilbuddene ind til beboerne, fordi de kan finde det totalt forvirrende og overstimulerende at tage i en butik i byen med alle de lyde, der er der. Vi forsøger at lave aktiviteterne herinde i et afgrænset og skærmet område,” siger Annette Søby og henviser til, at demensbyen ud fra den filosofi kun har én indgang og én udgang.
Ved indgangen til Bryghuset står Birthe Einer-Jensen og maler på sit store vægmaleri, der forestiller Svendborg set fra vandet. Ikke uden afbrydelser, da beboere fra Bryghuset ofte prikker til hende med en historie fra et af de kendte svendborgensiske steder, hun er i færd med at portrættere.
”Det er faktisk snakkene med beboerne, der tager længst tid. De kan jo huske stederne, og det vækker minder,” siger Birthe Einer-Jensen med et smil.
Herfra kan beboere, ansatte og pårørende gå ned mod den nyligt anlagte park, hvor der findes en lille kunstig sø, campingvogn til udflugter og en hønsegård. Sidsnævnte passer Ove på 59 år, som bor i en lejlighed lige ned til parken. Praktisk for hønsene, som gerne besøger Ove og hopper op i sofaen for at se tv.
Det er nærmest blevet et fuldtidsarbejde for Ove at passe hønsene.
”Så er der noget stå op til. I starten var det lidt kedeligt at bo her. Men nu skal det jo holdes ved lige,” siger han.
For den udenforstående gæst kan Bryghuset fremstå som et plejecenter med overskud. Og den offentlige demensby er da også begunstiget af en vis ”hype”, en ekstraordinær opmærksomhed, erkender leder Annette Søby, som fortæller, at man er hjulpet godt på vej af milliondonationer og et stort antal frivillige.
Der bor i alt 125 beboere på Bryghuset i forskellige boligkonstruktioner. Nogle alene, andre med ægtepar. Andre igen har fundet kærligheden på ny i Bryghuset. Det gælder blandt andre Elmer og Birgit, som også sidder sammen, da der denne formiddag er sang og dans.
”Vi mødtes nede i salen. Hun smilede og fortalte, at hun hed Birgit, og jeg var solgt med det samme. Det var hendes ansigt, hendes smil, og siden er vi kommet sammen,” siger Elmer på 68 år, mens Birgit på 65 år smiler tilbage.
De to besøger hinanden, tager på ture til byen sammen og besøger parken og hønsene. Og så danser de gerne en dans eller tre sammen hver fredag.
”Og så hjælper vi hinanden. Vi er begge lidt demente. Men hvad hun glemmer, kan jeg måske huske og den anden vej rundt,” siger Elmer og Birgit supplerer:
”Jeg er blevet meget gladere, efter at jeg har mødt Elmer. Før havde jeg svært ved at finde rundt, men det har jeg ikke længere. Det er i det hele taget dejligt at bo her. Man kan trække sig tilbage, hvis man ønsker det, men samtidig kan man nemt være sammen med andre mennesker,” siger hun.
Det er dog ikke alle, som er lige begejstrede ved tanken om de såkaldte demensbyer. De bliver kaldt ”kunstige” og ”falske,” men den kritik kan leder Annette Søby ikke følge.
”Jeg kunne forstå det, hvis vi nu legede frisør og ikke klippede folk. Men det er eksempelvis en rigtig frisør. Og sådan er det hele vejen rundt rundt,” siger Annette Søby.
Hun finder det i det hele taget forældet, når demensbyerne bliver kritiseret for at ”lyve” over for beboerne ved at gå med på deres historier om, at de skal ud at malke køer senere eller andet.
”Tidligere var det sådan, at når en ældre beboer sagde, at de skulle hjem og besøge deres mor senere, så sagde man: ’du er jo født i 1938, og så må din mor være født i 1910. Du kan godt se, at det ikke hænger sammen, ikke’?. Det var at slå dem oven i hovedet. Jeg mener, at man skal se bag demensen og det enkelte menneske. Jeg bliver provokeret af den kritik, om at vi stiller kulisser op. Det handler om værdighed for de ældre,” siger Annette Søby.