Prøv avisen

Gældskrisen truer Europas fælles værdier

Der står mere på spil end kroner og euro i den aktuelle krise, mener EU-eksperter. De frygter en opløsning af de kulturelle værdier, der binder europæerne sammen Foto: .

Der står mere på spil end kroner og euro i den aktuelle krise, mener EU-eksperter. De frygter en opløsning af de kulturelle værdier, der binder europæerne sammen

Europa er et åndeligt og kulturelt fællesskab, sagde Robert Schuman, den franske grundlægger af EU. Men den økonomiske krise, der rammer Europa i disse år, viser med al tydelighed, at det ikke er hele sandheden.

Det påpeger en række EU-eksperter, der frygter, at europæernes fælles kultur og værdier er i fare for at falde fra hinanden sammen med den økonomiske krise.

LÆS OGSÅ: Søvndal i stormvejr efter EU-udtalelse

Krisen viser, at solidariteten på tværs af grænserne er meget lav. Der er dyb mistillid mellem befolkningerne, siger Karel Lannoo, leder af tænketanken Centre of European Policy Studies, CEPS, i Bruxelles.

Drømmen om én europæisk identitet var måske en fantasi, siger Hugo Brady fra den London-baserede tænketank Centre for European Reform, CER.

Opsplitningen af EU-samarbejdet blev understreget, da Storbritanniens premierminister, David Cameron, på et topmøde i Bruxelles i sidste uge afviste den nye finanspagt.

Herhjemme ser De Konservatives leder, Lars Barfoed, også skeptisk på yderligere integration på EU-plan og forestiller sig et fædrelandenes Europa. Og i weekenden slog udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fast, at SF er modstander af fuld dansk deltagelse i aftalen, der skal styrke tilliden til euroen og forebygge fremtidige problemer i eurozonen.

Ifølge Jonas Parello Plesner, seniorforsker i tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, er de politiske uenigheder tegn på et kulturelt sammenbrud.

Krisen har revet op i de nationale skillelinjer og stereotype forestillinger om hinanden, selv blandt eliten, som jeg troede havde lagt de gamle nationale skillelinjer bag sig. Der er stor mistillid til hinanden, hvilket er bundet i kulturelle fordomme om for eksempel protestanter og katolikker og om sydeuropæernes lade arbejdsindsats, siger Jonas Parello Pleisner, der ikke tøver med at kalde den nuværende situation for den værste krise i EUs historie.

Ifølge målinger er den europæiske identitetsfølelse i forvejen begrænset. Blot cirka 10 procent af europæerne føler sig mere europæiske end for eksempel danske eller franske. Kulturforsker Kasper Støvring fra Syddansk Universitet mener, at de kulturelle forskelle er for store.

Euroen var et eksperiment, der fejlede. Idéen om at være solidarisk med alle europæere er en håbløs tanke. Det er svært at være loyal over for svindlere og bedragere i Grækenland. Man bør besinde sig med det ideologiske projekt, der styres fra oven. Lars Barfoed har fat i noget, når han siger stop. Det er tid til realisme, for der er en kæmpe folkelig modstand imod EU, siger Kasper Støvring.

Men der trods alt noget at kæmpe for, lyder det fra EU-eksperterne, der mener, at det i høj grad er ledernes fejl, at der ikke er flere, som føler sig europæiske.

Lederne bør insistere på, hvad EU handler om, nemlig fundamentale værdier både kristne og socio-økonomiske der adskiller Europa fra for eksempel USA og Kina. Denne solidaritet har man glemt at forklare befolkningen, siger Karel Lanoo.

Magali Gravier er lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS, og understreger ligeledes europæernes fælles historie og værdier som fundament for at kæmpe for fællesskabet.

De mange krige på europæisk jord binder landene sammen. Det samme gælder oplevelsen af at være med i en politisk ramme, som går tilbage til Romerriget, siger Magali Gravier, der er overbevist om, at EU vil komme gennem denne krise, især fordi der er tale om et fredsprojekt.