Prøv avisen

Galleri trodser Muhammed-frygt

Østjysk galleri udstiller værker af Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. - Foto: Arkiv/colourbox.com

Kurt Westergaard debuterer som billedkunstner hos østjysk galleri, der "tør, hvor andre tøver". Westergaard roser galleriejeren Erik Guldager for hans mod

Et østjysk galleri har besluttet at gå imod den tendens til selvcensur, der har hersket siden offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i efteråret 2005. Lørdag frn 29. august slår Galleri Draupner i Skanderborg dørene op for en stor udstilling med Kurt Westergaard-værker. Det skriver Tidskriftet Sappho på sin hjemmeside.

Udstillingen er Kurt Westergaards egentlige debut som billedkunstner, mens han i flere omgange har udstillet sine bladtegninger. Galleri Draupner præsenterer 36 akvareller i størrelsen A3.

Kurt Westergaard glæder sig til at vise sine værker og roser manden bag Galleri Draupner, Erik Guldager.

– Erik Guldager fra Galleri Draupner er den første, der tør udstille mine ting, selvom mine akvareller er fuldstændig upolitiske. Erik Guldager er en modig mand, der fortjener ros for sit initiativ, siger Kurt Westergaard.

Selvom Kurt Westergaards akvareller ifølge tegneren selv er frit fabulerende billeder, er der mindst ét kontroversielt motiv til salg hos Galleri Draupner. Gallerist Erik Guldager sælger nemlig også Trykkefrihedsselskabets genoptryk af Wester- gaards Muhammed-tegning.

Da Trykkefrihedsselskabet i april ønskede at genoptrykke 1000 eksemplarer af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, takkede seks danske trykkerier nej til opgaven, og Trykkefrihedsselskabet måtte lade tegningen trykke i udlandet. I foråret var Kurt Westergaard inviteret til at udstille på et galleri i Århus-forstaden Højbjerg. Men da Westergaards medudstiller – en svensk kunstner – fik kolde fødder, trak galleriet sin invitation til Kurt Westergaard tilbage.

– Det er deprimerende, at udstillingen i Århus blev aflyst, og det er deprimerende, at danske trykkerier ikke tør trykke en tegning, siger Kurt Westergaard. /ritzau/