Ældre tyrkiske indvandrere må leve deres alderdom i fattigdom

Ny undersøgelse viser, at op mod en tredjedel af de ældre tyrkiske indvandrere lever under fattigdomsgrænsen. Mange ældre indvandrere lever i et ingenmandsland uden penge, siger leder af værested

Mindst 25.000 ældre borgere over 60 år har rødder i Mellemøsten, Asien eller Afrika. I 2020 vil antallet af ældre indvandrere vokse til omkring 40.000, viser fremskrivninger fra Danmarks Statistik. Arkivfoto. Foto: Mikkel Østergaard

På værestedet Mimers Brønd i Odense koster en kop kaffe kun to kroner. Men blandt værestedets 200 brugere, der stammer fra lande som Vietnam, Tyrkiet, Somalia, Bosnien, Iran og Palæstina, har flere en så anstrengt økonomi, at de ikke altid har råd til at lægge penge i kaffekassen.

I det hele taget er fattigdom et udbredt problem blandt ældre med anden etnisk baggrund end dansk.

En ny registerundersøgelse foretaget af seniorforsker Anika Liversage og seniorforsker Vibeke Jakobsen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) blandt omkring 3000 ældre tyrkiske indvandrere viser, at 29 procent af de 65- til 74-årige tyrkere lever under OECD’s fattigdomsgrænse mod en procent af danske pensionister i samme aldersgruppe. Det vil sige, at de efter skat har under halvdelen af den såkaldte medianindkomst.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svarer medianindkomsten til, at en enlig pensionist årligt har godt 100.000 kroner til rådighed efter skat, mens et ægtepar tilsammen har 150.000 kroner til rådighed efter skat.

Samtidig viser en ny SFI-kortlægning af økonomisk udsatte pensionister, at 42 procent af de 4000 fattigste pensionister i Danmark er ikke-vestlige indvandrere. Fattigdommen skyldes blandt andet, at en stor del af indvandrerne kun modtager såkaldt brøkpension, fordi de ikke har boet i Danmark længe nok til at opnå fuld folkepension.

”Der er et underbelyst fattigdomsproblem blandt de tyrkiske indvandrere. Det fylder rigtigt meget, at nogle ikke kan købe den medicin, de har brug for og ikke har råd til tøj og sko,” siger Anika Liversage, hvis undersøgelse af de ældre tyrkiske indvandrere indgår i bogen ”Ældre fra Tyrkiet”, der udkommer i dag.

Jenny Havn, der leder værestedet Mimers Brønd for ældre indvandrere og flygtninge i Odense Kommune, fortæller, at den økonomiske fattigdom er et af de absolut største problemer for brugerne af værestedet.

”Vi møder ældre fra mange nationaliteter og fælles for næsten alle er, at de ikke har penge. Nogle modtager brøkpension, og de dårligst stillede har slet ingen pension, men bliver forsørget af deres børn. De ældre indvandrere er en glemt generation, som har svært ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er samtidig en gruppe, der vokser meget de næste 10 år. Mange lever i et ingenmandsland med ikke ret mange penge og mange problemer. Nogle har for eksempel ikke råd til at komme på plejehjem,” siger Jenny Havn.

I Ældre Sagen finder konsulent Margrethe Kähler det ”supersørgeligt”, at en gruppe fattige, ældre indvandrere lever en skyggetilværelse i det danske samfund.

”I forhold til den lave pension har kommunerne mulighed for at give ekstra enkelt-ydelser, men deres praksis på området er meget forskellig. Generelt gælder det om at få trukket de ældre indvandrere ind i det danske velfærdssamfund, så det ikke kun er op til familien at tage sig af de ældre,” siger Margrethe Kähler og henviser til Rinkeby i Sverige, der har oprettet et dagcenter specielt for ældre med etnisk minoritetsbaggrund.

Mindst 25.000 ældre borgere over 60 år har rødder i Mellemøsten, Asien eller Afrika. I 2020 vil antallet af ældre indvandrere vokse til omkring 40.000, viser fremskrivninger fra Danmarks Statistik.