Gamle kirkeskatte er gemt væk i Nationalmuseets magasiner

Kristusfigurer, madonnastatuer og malerier bliver bevaret i Nationalmuseets magasin, hvor de står klar til udstilling. Hvis en menighed vil have en genstand udstillet i kirken, er det i praksis umuligt på grund af høje krav til sikkerhed og bevaring

Det er blandt andet denne sidealterfigur med Maria og Jesusbarnet fra Annisse Kirke i Nordsjælland fra omkring år 1400, som opbevares i Nationalmuseets magasin for træskærerarbejde.
Det er blandt andet denne sidealterfigur med Maria og Jesusbarnet fra Annisse Kirke i Nordsjælland fra omkring år 1400, som opbevares i Nationalmuseets magasin for træskærerarbejde. Foto: Leif Tuxen.

Over 1000 gamle værker fra landets kirker står i komplet mørke. Luften er kold – 10,3 grader – og en ventilator buldrer infernalsk. Nationalmuseets magasin for træskærerarbejde er skabt til at bevare statens ikke-udstillede museumsgenstande. Så dér ligger de: Kristus-figurer, udskårne helgener, Maria og Jesusbarnet, prædikestole, mindetavler, stolestader, malerier, kirkedøre og meget andet. Kirkegods fra middelalder, renæssance og reformation blev afhændet af kirkeherrerne i løbet af 1800-tallet indtil 1920.

Nationalmuseet var inter-esseret i at bevare det gamle inventar, og staten fik eller købte værkerne fra kirkerne rundtom i landet. Nu ligger de fleste af dem på depot ved Lyngby nord for København, da der sjældent er bud efter materialet til udstillinger.

”Burde vi ikke spørge giverne, om de vil have det tilbage igen?”, spørger Rasmus H.C. Dreyer, formand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie.

”Selvfølgelig skal vi have museer med en repræsentativ samling, og vi skal heller ikke tømme magasinet. Men hvis de har for meget, som aldrig bliver udstillet, kan det komme tilbage i kirkerne – såfremt kirkerne er interesserede og er villige til at betale for vedligeholdelsen. Der bliver i forvejen brugt mange penge på at købe ny kunst. I stedet kunne de blive præsenteret for, hvad der ligger på lager,” siger Rasmus H.C. Dreyer.

Netop forholdet om, hvorvidt kirkerne kan bevare Nationalmuseets ejendele på behørig vis, spænder oftest ben for menighedsråd, der faktisk er interesserede i at få for eksempel deres gamle døbefont igen.

Poul Grinder-Hansen er museumsinspektør for middelalder og renæssance på Nationalmuseet.

Han fortæller, at museet indimellem får henvendelser fra menighedsråd, der gerne vil have deres gamle ting tilbage i kirken.

For det første må Nationalmuseet ikke afgive ejendele. Så hvis kirkerne skal have værkerne tilbage i kirken, er det som en udstilling.

For det andet er statens vigtigste opgave at sørge for, at materialet bliver bevaret. I princippet må kirkerne gerne få lov at udstille en gammel madonnafigur fra Nationalmuseets magasiner, men det kræver, at træfiguren er i sikkerhed og bliver udstillet under forhold, der ikke slider unødigt.

Museet har faktisk den hovedregel, at det kun udlåner til statsanerkendte museer, som kan leve op til de skrappe krav.

”Der er meget specifikke krav. Vi skal sikre, at genstande har det mindst lige så godt som på magasinet. Når menighedsrådene spørger til mulighederne, må jeg forklare dem, at det er besværligt. Ved udlån skal genstande være mindst lige så godt sikret mod tyveri og hærværk som på Nationalmuseet, og det ville også være et stort problem i en kirke. Jeg må fortælle dem, at nu er det Nationalmuseets ejendom,” siger Poul Grinder-Hansen og forklarer, at han plejer at sammenligne kirken med et gods.

”Det er ligesom med en gammel rustning, der er givet bort til Nationalmuseet. Så hjælper det ikke, at oldebarnet siger: ’Jeg vil have oldefars rustning tilbage.’ Det går ikke, rustningen blev givet bort i 1890, og nu har den en ny rolle. Den er med til at fortælle landets og menneskets historie. Den er blevet en kilde til historien.”

Rasmus H.C. Dreyer er ikke enig. Han mener, at Nationalmuseet burde opgøre, hvilke ting i magasinet der er relevante at gemme, og tilbyde resten til de oprindelige ejere.

”Så kommer kunstværkerne flere mennesker til gavn. Og det kommer tættere på dem, der oprindelig har givet det. Alternativet er, at det står gemt på et magasin for altid.”

På spørgsmålet om, hvad Poul Grinder-Hansen fra Nationalmuseet vil sige til de bønder, der i middelalderen skillingede sammen til en helgenfigur, der nu hænger på en gitterlåge i et mørkt lokale, svarer han:

”De ville blive glade for, at vi har dem. For meget kirkekunst er forsvundet for længst og blevet kasseret i tidens løb. Vi er grunden til, at figuren overhovedet har overlevet.”