Juridisk kønsskifte, kønsneutrale tiltaleformer og unisex-toiletter.
De har fyldt meget i den politiske og offentlige debat de senere år, men ifølge ny undersøgelse udgør transpersoner og såkaldt non-binære – personer, der ikke identificerer sig med deres biologiske køn – kun 0,54 procent af den danske befolkning, hvilket cirka svarer til 1 ud af 200 danskere.
Ser man på andelen af personer, der føler sig som det modsatte køn – såkaldte transkvinder og -mænd – udgør de kun 0,10 procent af befolkningen. I hvert fald hvis den hidtil største kortlægning af danskernes seksualliv, Statens Serum Institut og Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet netop har offentliggjort, står til troende.
Det tal er overraskende lavt, vurderer professor Rikke Andreassen, der forsker i køn, seksualitet og medier ved Roskilde Universitet. Ikke mindst i lyset af, hvor meget debatten om eksempelvis juridisk kønsskifte har fyldt på de seneste år.
”Andelen af transkvinder og transmænd er meget lav,” siger professoren.
Hun understreger dog, at det er vigtigt at tage en række forbehold i forhold til undersøgelsen, der er foretaget blandt 62.675 personer i alderen 15-89 år – ikke mindst i forhold til, hvorvidt gruppen af transpersoner og non-binære har haft lyst til at deltage. Men når det er sagt, peger Rikke Andreassen på, at særligt diskussionen om transkønnede børn kan have været afgørende for den gennemslagskraft, kønsdebatten har haft i medierne.
”Vi har her at gøre med en ressourcestærk gruppe forældre, der har formået at sætte en markant, offentlig agenda gennem opbakningen til deres børn. Dem, der i dag advokerer for transrettigheder, er simpelthen blevet bedre til at tage plads i den offentlige debat, end man var for få år siden,” siger hun.
”Og den anden del af forklaringen er sandsynligvis, at de her minoriteter er blevet en virkelig god mediehistorie. Vi ser ofte historier gå i selvsving, så når nogen synes, det her tal er overraskende lille, bør det måske også føre til lidt selvransagelse i medieverdenen.”
Selvransagelse eller ej kommer opgørelsen også bag på generalsekretær i interesseorganisationen LGBT Danmark, Susanne Branner Jespersen.
”Når vi taler om LGBTQ+-gruppen, plejer vi at tale om 7-10 procent af befolkningen, og derfor ville jeg også umiddelbart tro, at andelen af transpersoner var større,” siger hun.
”Men grunden til, at vi taler så meget om det her, er jo, at de her mennesker har været ekstremt usynliggjort i så lang tid. Det er først nu, de begynder at få plads, og når de her gruppers behov så kommer frem og for eksempel nødvendiggør en omstilling i sundhedssystemet, så får det jo nogle op af stolene,” siger Susanne Branner Jespersen.
Hun understreger, at eksempelvis trans-miljøet ikke har lukreret på opmærksomheden i medierne. Snarere tværtimod:
”Jeg oplever ikke, at vi har medvind. Vi bliver konstant mødt med kritisk undren, hvilket jo kommer oven i, at de her mennesker befinder sig i en enormt udsat position, hvor den mentale sundhed halter, og eksempelvis selvmordstanker er meget udbredte. Og når men hele tiden bliver nægtet sin eksistens, så bliver den slags jo kun værre.”
En af dem, der de senere år har forholdt sig kritisk til det, hun har betegnet som ”mangfoldighedsideologien,” er debattør og sognepræst ved Jesuskirken i Valby, Sørine Gotfredsen. Også hun blev overrasket over tallet i den nye rapport, som dog for hende bekræfter, at vi i disse år ”taler voldsomt meget om ting, der ikke kommer voldsomt mange mennesker ved.”
”Og så skyldes det også, at rigtig mange tilslutter sig køns- og identitetsdebatten, selvom de ikke selv tilhører en minoritet. Man engagerer sig så at sige pr. stedfortræder, og derfor kan man også let få indtrykket af, at det her er fænomener, der fylder mere, end de reelt gør og bør,” siger Sørine Gotfredsen.
”Derudover bliver mange moderne og relativistisk sindede mennesker jo i dag provokeret af det bestående, og jeg tror, at debatten om køn og krænkelser og identitet også hænger sammen med et generelt ungdommeligt ønske om at være i opposition.”
En af dem, som har engageret sig i kønsdebatten de senere år, er 19-årige Charlie Hanghøj. Han er studerende og transmand. Og for ham er den nye undersøgelse en ambivalent affære.
”Fra et transaktivistisk perspektiv er det positivt, at man forholder sig til, at vi overhovedet eksisterer – og at folk kan se, at vi gennemsnitligt har det dårligere end resten af befolkningen. Men jeg er også bekymret for, at en undersøgelse som den her risikerer at få den effekt, at nogen nu vil sige, at det jo ikke handler om særligt mange mennesker, og at det derfor ikke er nødvendigt at gøre noget,” siger han.
”Men overrepræsentationen i forhold til vold, seksuelle overgreb og selvmordstanker taler jo sit tydelige sprog, så jeg håber virkelig, at de fleste mennesker kan se, at der er behov for at forbedre livet for de her minoriteter – uanset om de så udgør 1 ud af 20 eller 1 ud af 200.”