Gavementalitet i fjendeland

Statsministerens appel om ansvarlighed får det svært, hvis krisen virkelig allerede er ved at være forbi

Statsminister Lars Løkke holder sin åbningstale i Folketinget 2010.
Statsminister Lars Løkke holder sin åbningstale i Folketinget 2010. Foto: Keld Navntoft.

Det skortede ikke på konkrete politiske forslag i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale til Folketinget i går.

De yngste skoleelever skal gå i skole mindst seks timer om dagen. Statens uddannelsesstøtte (SU) til hjemmeboende, de såkaldte cafépenge, skal afskaffes for at skaffe flere penge til folkekskolen.

Unge under 40 år skal ikke længere parkeres livsvarigt på førtidspension. Fleksjob skal ikke kunne bruges af højtlønnede.

Nogle ghettoers blokke skal rives ned, og kriminelle skal flyttes væk. De mange udsendte til krigsområder skal beriges med en veteranpolitik, så de får den nødvendige støtte herhjemme.

Grundtonen i talen var et opgør med "gavementaliteten" blandt politikere. Der skal udvises ansvarlighed, så man ikke stiller nye udgiftskrævende forslag uden samtidig at forklare, hvor pengene skal komme fra. Om ikke andet skulle vi have lært det af finanskrisen, lød det.

Dermed anslog Lars Løkke Rasmussen det tema, der skal bære regeringen igennem til og med næste valg. Oppositionen skal udstilles som uansvarlig uden svar på tidens udfordringer.

Problemet er, at statsministeren i enhver betydning kæmper i fjendeland. Raketten mod gavementaliteten slår bogstavelig talt ned i egen baghave efter VK-regeringens ni år ved magten.

Den rammer ikke mindst Foghs kontraktpolitik, som fortalte vælgerne, at der var råd til både skattelettelser, velfærdsboom og afdrag på samfundets gæld.

Oppositionen greb da også straks Løkkes ord og mente, at det måtte være et opgør med de "ufinansierede skattelettelser", regeringen har givet. Mens regeringen skød tilbage med argumentet om, at oppositionspartierne sådan set ville have øget det offentlige forbrug endnu mere, end regeringen har gjort. Dermed ville gælden være vokset endnu mere under rødt styre.

Men udover at ramme sin egen regerings nære fortid løber Lars Løkke Rasmussen også en risiko i forhold til de flygtige midtervælgere, der har sikret regeringen ni år ved magten. Det er de vælgere, som måske kunne acceptere Løkkes udgave af noget for noget-politikken, hvis landet virkelig standede i våde. Men nu kan de høre statsministeren sige, at vi næsten er ude af den økonomiske krise. Så bliver det ekstra svært at overbevise dem om, at der skal "prioriteres knivskarpt".

Endelig er der den politiske uenighed internt mellem regeringspartierne og mellem dem og deres støttepartier, først og fremmest Dansk Folkeparti. De forslag, statsministeren har præsenteret, er laveste fællesnævner, som de borgerlige partier kan enes nogenlunde om.

De fleste økonomiske eksperter mener, at der er brug for mere vidtgående reformer, for eksempel af efterlønsordningen og skattesystemet, som De Konservative krævede fra deres landsmøde i weekenden.

Reformerne er nødvendige, hvis Danmark skal nå målet om at være blandt verdens bedste om 10 år, som Lars Løkke Rasmussen selv formulerede sin drøm på Venstres landsmøde sidste år. Det kan bare ikke realiseres uden at skabe yderligere splid i den borgerlige blok.

Den er i forvejen hårdt belastet af den aktuelle sag om overbetaling af privathospitaler. Sagen er måske glemt, når valget kommer, men Løkke har stadig lang vej ud af fjendeland.

hoffmann@k.dk