Presselogen.
Man ser det for sig. Cigarrygende, rødnæsede og halvdårligt klædte, ældre mænd, der drikker øl, mens de refererer endnu en ophedet debat i folketingssalen.
I sidste uge rundede Christiansborgs presseloge 100 år, og det er blandt andet blevet markeret med fem debatmøder i fem større danske byer om pressens og politikernes lave troværdighed, og hvad der kan gøres for at forbedre den.
I torsdags blev jubilæet markeret på Christiansborg med en reception, hvor den nuværende formand for logen, politisk redaktør Marchen Neel Gjertsen fra Morgenavisen Jyllands-Posten, var blandt talerne. Hun nævnte blandt andet en række privilegier, som journalisterne gennem årene har mistet – fra ridderkors til formanden, frikort til DSB, egen spisesal og avisstue og middagsinvitationer til fine restauranter som Nimb og d’Angleterre.
Men måske klarer den politiske journalistik sig udmærket endda. Som en journalist tørt bemærkede, da Folketinget for et par år siden satte egenbetalingen for en buffet i Folketingets restaurant, Snapstinget, op fra 40 til 100 kroner for pressens gentlemen: ”Nu er vi sultne. Men frie.”
Oprindelig var formålet med presselogen da også at opnå en noget anden type af privilegier end billig frokost – nemlig fri adgang til Christiansborg og til lovforslag og andre væsentlige dokumenter i lovgivningsprocessen. Begge mål er nået, men særligt efter de elektroniske mediers indtog og dominerende optræden på de lange gange har nogle politikere de senere år talt højere om at udelukke eller indskrænke pressens adgang til parlamentet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er pressens minister, og både han og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, mener dog, at det er vigtigt, at pressen fortsat findes på Christiansborg.
Lars Løkke Rasmussen udtrykte i torsdags håb om, at den ”fundamentale tillid” mellem journalister og politikere bevares, for så vil presselogen også eksistere om 100 år.
Selvom man nu har fejret den runde dag, er den eksakte dato ikke helt enkel at fastslå. Logen blev oprettet i løbet af sommeren og efteråret 1918, da rigsdagsreferenterne ikke længere ville være med i fællesforeningen for Rigsdagens tjenestemænd og journalister. Den første formelle generalforsamling i den nye forening blev holdt den 2. december samme år.
Det kan man blandt andet læse i det jubilæumsskrift, der blev udgivet i anledning af 75-året for 25 år siden med titlen ”Journalister på Borgen.”
I dag forbinder mange formentlig først og fremmest presselogen med et tv-program søndag formiddag på TV 2, hvor pressefolk revser sig selv og hinanden for håndteringen af den daglige strøm af nyheder og pseudonyheder. Oprindeligt stammer det nu fra Folketinget og det nye Christiansborg Slot, som så småt blev taget i brug for 100 år siden. Slottet stod dog først helt færdigt 10 år senere.
I folketingssalen blev der indrettet forskellige loger, hvor kongelige, tilhørere, embedsmænd og altså også pressefolk, eller ”referenter”, som de blev kaldt, kunne følge forhandlingerne i Rigsdagen med dengang to kamre, Folketinget og Landstinget.
I jubilæumsskriftet fortalte Berlingske-journalist og tidligere formand for logen, Gert Andersen, at pressens indtog på Christiansborg var en meget stor omvæltning i forhold til tidligere. Siden Grundlovens vedtagelse i 1849 havde aviserne haft adgang til at dække Rigsdagens møder, men egentlige arbejdspladser havde referenterne ikke. Siden Christiansborg brændte ned for anden gang i 1884, havde de haft to små kælderrum under Fredericiagades Kaserne at arbejde i. Rigsdagen var indrettet i kasernen, der i dag huser Østre Landsret.
For de omkring 30 journalister, der fulgte Rigsdagens arbejde, var det som at vågne som Jeppe i baronens seng at komme ind på Christiansborg. I den loge, der var indrettet i folketingssalen, fik hver reporter sin egen plads med pult, lampe og blækhus, og foran pulten fandt man datidens svar på internettet. Det var en rørformet luge, hvori man kunne lægge sine referater i et rør, der ved hjælp af undertryk blev suget ned i Folketingets kiosk i forhallen, hvorfra bude fragtede dem videre til avisernes redaktioner rundt i København.
Rørposten kan endnu ses i logen, men det er længe siden, den holdt op med at fungere.
Den væsentligste forandring i 1918 var, at politikere og pressefolk kom til at gå op og ned ad hinanden, og det var bestemt ikke alle politikere, der var lige begejstrede for det. Lige siden har der med mellemrum været debat om, hvorvidt pressen overhovedet burde være til stede på Christiansborg med egne kontorer og adgang til stort set alle dele af Christiansborg.
Også pressefolk har indimellem sået tvivl om, hvor sundt det er, at magtens udøvere og kontrollanter er så tæt på hinanden. For mediernes opgave er jo højtideligt sagt at kontrollere statsmagten – og nogle gange er pressen med større eller mindre ironi blevet kaldt den fjerde statsmagt.
Fra begyndelsen kunne man nok sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget kontrol, pressen på Christiansborg reelt udøvede. Aviserne, som datidens alt dominerende massemedie, var tæt knyttet til partierne. TV 2’s tidligere politiske redaktør Kaare R. Schou arbejdede på Christiansborg fra 1982 til 2010, og han har fulgt udviklingen i forholdet mellem politikere og medier på nærmeste hold og har skrevet en række bøger om dansk politiks historie.
Han hæfter sig især ved to store forandringer i logens historie. Den ene er, at pressen i dag har fuld adgang til alle de dokumenter, Folketinget behandler. I mange år var det en af de vigtigste kampe at få adgang til for eksempel lovforslag, så man kunne behandle dem redaktionelt, når de blev fremsat. I dag er langt de fleste dokumenter elektronisk tilgængelige på Folketingets hjemmeside, ikke bare for pressen, men for alle borgere.
Den anden ændring handler om det sociale liv mellem politikere og journalister.
”I begyndelsen var der lidt selskabelig forening over presselogen, men det forsvandt fuldstændigt, da politikerne ikke længere opholdt sig i døgndrift på Christiansborg. Det forsvandt nærmest den dag, intercity-togsystemet blev sat i værk, så jyderne kunne nå hjem om aftenen. Da intercitytogene og indenrigsflyvningen blev udbredt, forsvandt det sociale liv fra Christiansborg”, siger Kaare R. Schou.
”Når politikerne ikke var i Snapstinget i deres fritid, var journalisterne heller ikke på Christiansborg. Dengang havde logen sin egen dagligstue med bløde møbler, man kunne sidde henslængt i. Man spillede kort, og der blev nok også drukket temmelig meget.”
Internationalt set er pressens tætte adgang til politikerne i øvrigt usædvanlig.
”Jeg tror, vi i Danmark er unikke på det punkt, jeg har i hvert fald ikke oplevet det andre steder,” siger Kaare R. Schou.