Prøv avisen

Gensidig mistillid går ud over indvandrerbørns læring

Tegning: Rasmus Juul

Daginstitutioner og forældre med indvandrerbaggrund taler ofte forbi hinanden. Ifølge forskere er det ikke kun, fordi der er en sproglig barriere, men også fordi der ikke arbejdes systematisk nok med at få integrationen til at lykkes

En daglig leder i en københavnsk vuggestue sad sammen med et ivrigt snakkende toårigt barn af kurdisk afstamning og sagde nærmest bebrejdende: ”Du siger så meget, jeg ikke forstår.” Dermed blev det sagt op i barnets åbne ansigt, at det var et problem, at der indgik to sprog i barnets øvelser med at danne sig et sprog.

Til en skole-hjem-samtale i en 8. klasse på en dansk folkeskole fik en pige med tyrkisk baggrund at vide, at hun slet ikke var på niveau med de andre i klassen i matematik. Moderen protesterede, for når hun hjalp sin datter med matematikken derhjemme, gik det så godt. Der udviklede sig næsten et skænderi, hvor lærerne kørte hårdt på med at fremlægge beviser i form af testresultater, men de glemte helt elementært at spørge, hvad mor og datter så konkret regnede derhjemme.

”Det viste sig, at de udelukkende arbejdede med de fire regningsarter, plus-, minus-, gange- og divisionsstykker. Her fremstod barnet dygtig nok, men på 8. klassetrin kræves der meget mere end det. Det havde moderen ikke forstået, og de pædagogisk relevante spørgsmål, som kunne have afklaret dette, blev ikke stillet,” fortæller Marta Padovan-Özdemir, adjunkt på pædagoguddannelsen på VIA University College i Horsens.

Den 6. december forsvarer hun sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet. Afhandlingen belyser, hvordan danske skoler pædagogisk har håndteret indvandrerbørn i perioden 1970-2013. Og som de to ovennævnte eksempler fra hendes egne observationer som forsker og udviklingskonsulent peger på, er det ikke altid, at mødet mellem de professionelle pædagoger og lærere på den ene side og børn og forældre på den anden er forløbet på den mest hensigtsmæssige og konstruktive måde.

”En lærer sagde i et interview med mig: ’Jeg er god til at vise anerkendelse, når jeg møder de etniske danskere, men når jeg møder de tosprogede, glemmer jeg det hele.’ De professionelle voksne samtaler med danske forældre, men er tilbøjelige til kun at tale til og ikke med indvandrere. Men hvis vi skal mindske de faglige forskelle, er det nødvendigt, at de professionelle spørger meget mere ind til, hvordan indvandrere gør og tænker, frem for kun at fordømme, korrigere og formane,” siger Marta Padovan-Özdemir.

Som omtalt her i avisen peger en ny undersøgelse af skolebørn i Høje-Taastrup fra Rockwool Fondens Forskningsenhed på, at børn af ikke-vestlige indvandrere er et helt skoleår bagefter danske børn allerede i indskolingen. Meget tyder på, at samarbejdet mellem institutioner og de tosprogede forældre ikke er godt nok til, at børnene får den hjælp til at lære, som de har brug for.

Asim Latif er leder af et frivilligt initiativ, ”Baba – Fædre for Forandring”, der skal styrke nydanske mænds deltagelse i deres børns liv. Han oplever, at forholdet mellem daginstitutioner og etniske minoritetsforældre alt for ofte er præget af gensidig mistillid.

Projektet blev indledt med interview af 1200 fædre primært med nydansk baggrund. Samtalerne afslørede, at en stor del af fædrene følte sig misforstået og talt ned til i deres børns børnehave.

”Pædagogerne er ofte trætte af de nydanske fædre, fordi de ikke dukker op til forældremøderne. Omvendt har fædrene mistillid til institutionen, blandt andet fordi de ofte oplever at blive mødt med løftede pegefingre og en holdning om, at minoritetsfædre ikke vil deres børn,” siger Asim Latif.

Han mener, at daginstitutionerne er nødt til at gå helt nye veje for at skabe et bedre samarbejde med minoritetsfamilier.

”I Baba arbejder vi blandt andet for at få en dialog mellem fædre og daginstitutioner. I sidste uge mødtes lederen af daginstitutioner på Nørrebro med en gruppe fædre, men det foregik ikke som et traditionelt møde, hvor lederen holdt oplæg. Tværtimod var det fædrene, der lagde ud med deres viden og spørgsmål, hvorefter institutionslederen kom på banen. På den måde forsøger vi at undgå envejskommunikation, og med få greb er det faktisk muligt at nedbryde mistillid og skabe grobund for et mere ligeværdigt samarbejde,” siger Asim Latif.

Eva Gulløv er lektor ved DPU Aarhus Universitet og forsker blandt andet i etniske minoritetsbørn i dagtilbud. Hun ser minoritetsbørnenes dårligere faglige præstationer som et resultat af, at daginstitutioner dels ikke altid har de ressourcer, der kræves for at hjælpe alle børn, dels overser nogle af de udfordringer, etniske minoritetsbørn står med.

”Der er mange kommunikationsbarrierer. Både dem, der kan handle om manglende sprogkundskaber hos personalet og midler til tolkebistand. Men også dem, der handler om, at nogle børn og forældre har sværere ved at passe ind i de aktiviteter, som danske middelklassebørn i forvejen er trænet i, såsom læsning, puslespil og perleplader,” siger hun.

Ifølge Eva Gulløv har der i mange år hersket en noget naiv forestilling om, at fordi børn med indvandrerbaggrund og børn af etnisk danske forældre bliver blandet med hinanden i børnehaven, så sker der automatisk integration. Men hendes forskning tyder på, at alle børnene alligevel finder sammen med dem, de deler sprogniveau og referencer med.

”Børnene har ikke de samme referencer og koder, og derfor sker der en fortsat opdeling, både når børnene finder legekammerater og i børnehavens aktiviteter. Samtidig er pædagoger tilbøjelige til at foretrække at læse med dem, der i forvejen er trænet i at sidde stille og høre efter, men måske er det netop de andre børn, man skal læse med. Hvis man skal ændre de mekanismer, som tidligt skaber opdelinger, er det nødvendigt, at daginstitutionerne har ressourcerne til at arbejder meget aktivt og systematik med det. ”