Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) ville ikke konkludere noget om kulturen i Udenrigsministeriet, da en undersøgelse i går afslørede, at tre embedsmænd skal afhøres om deres rolle i GGGI-sagen.
Den sag, hvor daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ikke fik besked fra embedsværket om, at han faktisk havde godkendt den sydkoreanske organisation GGGIs luksuriøse rejseregler, men sagde det modsatte til Folketinget og offentligheden.
Jeg synes, man skal være meget varsom med at drage vidtgående konklusioner. Der er begået alvorlige fejl, men man kan ikke drage en generel konklusion om en dårlig kultur, sagde Holger K. Nielsen på et pressemøde.
LÆS OGSÅ: Embedsværk i alvorlig krise
Der kunne dog konkluderes enkelte, graverende ting:
Unavngivne medarbejdere i Udenrigsministeriet holdt i 14 dage indtil dagen efter kommunalvalget den 19. november skjult for Friis Bach, at GGGIs rejseregler blev godkendt på et bestyrelsesmøde, hvor han deltog, og tre højtplacerede embedsfolk skal nu i tjenstligt forhør med mulig afskedigelse til følge. Flere medier mente i går at kende personernes navne eller stillinger i ministeriet, men Holger K. Nielsen ønskede ikke at kommentere det.
Han sagde flere gange, at intet i ministeriets undersøgelse peger på, at de unavngivne embedsmænd skulle have handlet eller rettere ikke-handlet af politiske årsager. Men hele embedsværket, som servicerer landets ministre, er blevet mere politisk, mener Tim Knudsen, professor emeritus fra Københavns Universitet.
Det er en fortærsket sandhed, at embedsmænd agerer neutralt i kulissen. Selvfølgelig er embedsmænd politiske, for de skal tænke i forlængelse af en regerings politiske hensigter. Men de skal være politisk neutrale i den forstand, at de er kamæleoner, som skifter farver efter ministeren og er lydhøre, uanset hvilket parti ministeren kommer fra.
Udviklingen er gået sådan, at embedsfolk med politisk tæft nu foretrækkes i ministerierne, mener Tim Knudsen, som savner, hvad han betegner som de klassiske dyder hos en embedsmand: at kende lovgivningen, at være fagligt samvittighedsfuld og at være bevidst om sandheden.
Udviklingen tog for alvor fart efter Anden Verdenskrig, hvor de indtil da ganske små ministerier med overkommelige ministeropgaver voksede. Ministrene begyndte at efterspørge mere hjælp fra embedsmændene, som skulle være mere aktive i udviklingen af politiske initiativer. Og de skulle tænke mere taktisk.
Det er dyder, som i dag kammer over nogle gange, siger Tim Knudsen.
Og når embedsmænd i 14 dage tilbageholder informationer til efter et kommunalvalg, er det svært at se andre end politiske motiver for det, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet
Det er meget kritisabelt, og man kan frygte, at der er ved at ske en ændring i embedsmandskulturen.
Ændringen er især kommet med de partihyrede spindoktorer, som blander sig med embedsmændene, mener Peter Nedergaard. Spindoktorerne, som er ansat i kraft af deres politiske evner, kommer simpelthen til at agere sammen med embedsmændene, som er ansat på neutrale vilkår.
Billedet af den klassiske embedsmand, som var hele samfundets embedsmand, er rokket noget de senere år, hvor embedsmændene i højere grad er blevet ministerens embedsmænd.
Under gårsdagens pressemøde var en ellers ordknap og embedsmandbeskyttende Holger K. Nielsen klar nok om ministeriets manglende informationer til Christian Friis Bach, som efter eget valg trak sig som udviklingsminister den 21. november:
Der er tale om alvorlige brist i ministeriets håndtering af den her sag. Det er en sag, regeringen helst havde været foruden.