Prøv avisen

Ghetto-ordet splitter i svensk og dansk debat

Brugen af ordet ghetto skurrer i ørerne i den svenske debat, hvor man foretrækker at bruge ordet "udsatte områder". Billedet er fra Gellerupparken i Aarhus. Foto: Mikkel Berg Pedersen/ritzau

I Sverige ses betegnelsen ghetto som brutal og skadelig af flere, mens danskere mener, at politisk korrekthed får svenskere til at tale uden om problemerne. Men ordvalget har ikke den store betydning for problemets omfang, lyder det fra forsker

De såkaldte ghetto-områder har i de seneste dage skabt stor debat, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i nytårstalen lancerede idéen om at jævne boligblokke med jorden for at komme fænomenet til livs. I Sverige derimod ser mange ordet som stigmatiserende, og debattører har advaret om, at hårde ord risikerer at skabe endnu større social adskillelse.

På den anden side af Øresund er debatten blusset op efter beretninger om en bølge af gruppevoldtægter i Malmø, hvor en politibil desuden blev sprængt i luften i kort før nytår.

”At tale om ghettoer vidner om den hårdere og barske tone (…) I svenske ører kan det lyde brutalt,” skriver Sydsvenskan eksempelvis i en leder om den danske statsministers nytårstale.

Og den sproglige forskel viser sig også i, at svensk politi kalder det ”udsatte områder,” mens det danske Transport-, Bygnings- og Boligministeriets årlige rapport hedder ”Ghettolisten”.

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) mener, at svenskernes sprogbrug udtrykker en forestilling om, at samfundet har udsat områdernes indbyggere for noget uretfærdigt og peger på, at den danske betegnelse tydeliggør, at der er tale om problemer, som kræver opmærksomhed.

”Det giver et retvisende billede af, hvad udfordringen er. Og dem, der bor der, tager ikke skade af at høre, at deres lokalområde ikke er en idealtilstand, men noget, samfundet ser som problematisk,” siger han.

Også tidligere integrationsminister Bertel Haarder (V) er tilfreds med den danske linje.

”Man kalder Gentofte for en velhaver-ghetto, så det er et udbredt udtryk og det, danskerne opfatter områderne som. Den svenske omtale har en klang af politisk korrekthed, der ikke er sund, mens det danske viser, at vi står ved, at der er samfundsproblemer, som kræver handling,” siger han.

I Sverige vakte det røre, at de omtalte boligområder ved storbyer som Stockholm og Göteborg tidligere blev kaldt ”no go”-zoner i medierne efter beretninger om, at myndigheder som politi og brandvæsen ikke er trygge ved at færdes der.

Ivar Arpi, lederskribent på Svenska Dagbladet, fortæller, at nogle i dag er modstandere af ghetto-ordet, fordi de frygter, at det stempler indbyggerne fra hele boligområder.

”Mange vil blive oprevet over sådan et sprogbrug, og det risikerer at fjerne fokus fra det politiske. Derfor tror jeg, at svenske politikere i stedet siger udsat område eller forstad, men problemerne er de samme, og den politiske diskussion i Sverige kan sammenlignes med den i Danmark, selvom der selv-følgeligt er nuancer,” siger han.

En af forskellene er, at den danske statsminister vil rive boliger ned, mens svenskerne diskuterer, om man med tvang bør sprede børn fra områderne på en række skoler for at forhindre høj koncentration af indvandrere i klasserne. Hvad angår nedrivning, mener Ivar Arpi, at der er en god grund til, at man ikke følger det danske forslag indtil videre. I Sverige er det mange steder meget store områder, der er tale om, og der er ikke boliger til så mange mennesker. Men det gør blot problemet endnu større, påpeger han.

At danskerne bruger ghetto-betegnelsen modsat svenskernes udsatte områder lader dog næppe til at have den store betydning for problemernes omfang. Det fortæller Torben Tranæs, der er forskningsdirektør ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

”Hypotesen er, at ghetto-omtalen gør, at indbyggerne bliver endnu mere stigmatiseret. Det er klart, at nogle måske ikke ønsker at bo et sted, der kaldes ghetto, men det er heller ikke sikkert, at de havde lyst til at bo i socialt udsat område, så det kan ikke siges med sikkerhed,” siger han.

Uanset om man kalder det parallelsamfund, ghetto eller udsatte områder er bydele ved Nørrebro i København og Rinkeby ved Stockholm blevet symboler for den store debat om indvandring, hvor politikere fra partier på tværs af den politiske midte mener, at integrationen enten er decideret forfejlet eller har massive udfordringer. Og det mener Torben Tranæs, at der er en god forklaring på.

”Der er ikke en direkte relation mellem, hvordan det går bestemte steder og integrationen generelt, men det er klart, at de områder udstiller problemerne tydeligst. Og når man nogle steder frygter, at hele lokalsamfund falder fra hinanden og myndighedernes nærvær er udfordret, skaber det usikkerhed og modvilje mod, at det breder sig,” siger han.