På det yderste Nørrebro i København findes et alment boligbyggeri, der i mange år har været synonymt med fejlslagen integration. Der er tale om ghettoen Mjølnerparken, som i årtier har efterladt beboere og politikere magtesløse over for bandegrupperinger, kriminalitet og arbejdsløshed.
Men der findes også en anden fortælling om Mjølnerparken. Det insisterer en gruppe unge på, og i samarbejde med Finn Nørgaard Foreningen og med støtte fra blandt andet Københavns Kommune har de det seneste år i et projekt kaldet ”Zoom Circle” arbejdet på en række film under mottoet ”vend perspektivet”.
Igennem videoerne vil de vise, hvordan hverdagen for en ung beboer i Mjølnerparken ser ud, og at man sagtens kan have ambitioner, selvom man bor i en af Danmarks ghettoer. I denne uge fremviste de dem på Christiansborg.
En af de unge beboere bag videoerne er 15-årige Adam Ismail. Han er glad for at bo i Mjølnerparken, har to fritidsjobs og er træt af de fordomme, han møder fra omverdenen.
”At alle i Mjølnerparken er kriminelle. At ingen har et arbejde eller en uddannelse. Mit håb er, at man kommer til at se Mjølnerparken som et positivt sted at bo. At det ikke er så kriminelt, som folk snakker om,” siger Adam Ismail.
Projektet er ambitiøst, siger de unge. De gør det for ghettoens børn og for fremtidige generationer i Mjølnerparken. I de små film ses de unge på arbejde, i skole og sammen med vennerne, og de fortæller om deres drømme for fremtiden.
”Det eneste, vi stjæler i Mjølnerparken, er dit hjerte,” lyder det eksempelvis fra en ung kvinde i en af videoerne.
Men selvom de unge fortæller om et godt liv og et roligt område, viser tal, at der stadig er lang vej igen, før Mjølnerparken bliver strøget fra regeringens ghettoliste. Det er målet, at det skal ske i 2023.
For at forstå, hvad der ligger til grund for Mjølnerparkens nærmest ikoniske status som ghetto, må man tilbage i tiden. Helt præcist tilbage til 1987. Her stod Mjølnerparken klar med pæne, store lejligheder i nydelige bygninger med røde mursten, skabt til middelklassen og beliggende forholdsvist centralt i København. Men da indvandringen for alvor tog fart i slutningen af 1980’erne, blev det i stedet folk fra mellemøstlige lande som Iran og Irak, der fandt vej til boligerne.
Mere end 80 procent af de knap 1800 beboere er i dag indvandrere eller efterkommere. Siden den første ghettoliste blev offentliggjort i 2010, har Mjølnerparken haft en fast plads på listen, og i flere kredse går området under navnet ”Lille Libanon”. Mjølnerparken var et af de første steder i Danmark, man satte overvågningskameraer op efter en række påsatte brande, og politiet har flere gange oplevet at blive angrebet med stenkast og hadske ytringer, når de har bevæget sig derind.
Der bliver stadig berettet om utryghed. Blandt andet efter at flere dømte kriminelle med tilknytning til netop bandemiljøet har været ansat i boligforeningen. I januar blev Muhammed Aslam med tilnavnet ”Kongen af Mjølnerparken”, der tidligere har været beboerformand, men trådte tilbage i 2013, igen valgt til posten, selvom han eksempelvis ifølge indberetninger til boligadministrationen angiveligt tidligere skulle have påtalt, hvis kvindelige beboere ikke bar tørklæde. De seneste to år har heftige bandeopgør plaget området.
Det er korrekt, at der er problemer, og de har måske været mere tydelige end andre steder, erkender Shuaib Hirsi på 25 år, der har været en drivkraft i videoprojektet, og som er opvokset i Mjølnerparken, hvor han stadig bor. Men de velfungerende mennesker i blokkene har endnu ikke fået en stemme til at fortælle om den anden side, den side, hvor beboerne går i lektiecafé, ungdomsklubber og griller sammen, og det er det, man sigter efter med de små film:
”Det, dét her projekt kan rykke, er selve forestillingen og den forventning, man har til personer fra Mjølnerparken. Det åbner den mulighed, der hedder: ’De her mennesker er ikke farlige’. Ikke alle gør de her ting. Der er en generalisering af, at alle fra Mjølnerparken er bad guys, men det her projekt vender det perspektiv,” siger Shuaib Hirsi, der ikke gør sig illusioner om, at man alene ved små videofilm kan afhjælpe udfordringerne.
Men, siger han, kan det være med til at nedbryde bare nogle af de fordomme, der huserer om Mjølnerparken, er det det værd:
”Det kan selvfølgelig ikke vende det fuldt ud. Vi erkender, at der er udfordringer i boligkvarteret, det er der 100 procent. Men der er også positive ting. Amager har også problemer, andre boligkvarterer har du også problemer i. Vi har selvfølgelig udfordringer, det ses bare mere hyppigt, og det gør, at folk generaliserer,” siger Shuaib Hirsi.
I dag går det da også fremad for Mjølnerparken på flere områder. For 10 år siden var 70 procent af beboerne hverken i arbejde eller under uddannelse. I dag er det tal faldet til omkring 40 procent. Og selvom indvandrerbanden Brothas tidligere har gjort Mjølnerparken usikker med skyderier og vold, er kriminaliteten i området dalende. Man har ligeledes igangsat en helhedsplan, der skal sørge for, at Mjølnerparken bliver helt nyrenoveret i 2023 til en estimeret pris på over 800 millioner kroner.
Derfor skal der være plads til, at de unge kan drømme om fremtiden, siger Heidi Børsholt, der er projektleder i ”Zoom Circle”, og som har arbejdet tæt sammen med de unge gennem længere tid. Hun kan dog også godt sætte sig ind i den almindelige danskers skepsis over for Mjølnerparken.
”Nu er jeg ikke det mest fordomsfulde menneske, men jeg var selv bekymret over at skulle derud. Der var en opblussende bandekrig på det tidspunkt, og jeg læste jo også aviser og tænkte: ’Wauw, hvad er det for et sted? Er der problemer over det hele?’, så jeg var selv skeptisk. Men det blev meget hurtigt nedbrudt, for jeg havde ikke været der mere end en dags tid, før jeg opdagede en ekstrem varme, åbenhed og interesse. Men også en skepsis over for, om jeg nu var en journalist med dårlige intentioner,” siger hun.
For beboerne oplever ofte at blive slået tilbage til start i debatten om Mjølnerparken. For eksempel når en bandekonflikt bryder ud, og ghettoen bliver centrum for skyderier og voldelige udvekslinger.
Eller når gerningsmanden bag et terrorangreb i København, hvor to personer bliver dræbt, hedder Omar el-Hussein og kommer fra Mjølnerparken.
Flere af de unge forklarer, hvordan de oplever problemer med at få arbejde og ikke tør angive deres hjemmeadresse på jobansøgningen, fordi de bliver afvist af virksomhederne. Eller hvordan de andre forældre i folkeskoleklassen er bange for at sende deres børn til fødselsdag hos dem. Det giver Zahraa Awada og Asmaa Chebib eksempler på. De er begge 14 år og bor i Mjølnerparken.
”Når man fortæller, hvor man er fra, bliver folk urolige og spørger, om man er bange for at blive skudt. Mærkelige ting, vi slet ikke bekymrer os om,” siger Zahraa Awada, og Asmaa Chebib følger op:
”Især på skolen. Hvis man nu skal holde en fødselsdag, og de ved, man bor i Mjølnerparken, tænker de, at de ikke kan blive der, til det bliver mørkt, for det er jo farligt.”
At det er Finn Nørgaard Foreningen, der har taget initiativet til samarbejdet med de unge, og at det netop er gennem filmmediet, at fortællingerne skal udgå, er ikke tilfældigt. Filmmanden Finn Nørgaard var et af ofrene i terrorangrebet i København for tre år siden, og med filmene håber man også at modarbejde en radikalisering hos unge mennesker i ghettoen, som tilfældet var for gerningsmanden Omar el-Hussein.
”Det er med til at give håb til de børn og unge, der på længere sigt kan sige, at de gerne vil have et fuldtidsarbejde. Det åbner døre for dem for senere hen at kunne erkende, at jo, jeg er fra Mjølnerparken, men jeg er ikke en person, der gør de her ting. Lige meget, om du har en ren straffeattest, bliver du afvist af arbejdssteder, fordi du er fra Mjølnerparken. Virksomheder er bange for at lukke folk ind derfra. Og det er det, vi gerne vil vende om. Der er mange gode mennesker derude, det er der alle steder. Om du er i Istanbul, Marokko eller andre steder, findes der dårlige mennesker. Men der er også gode,” siger Shuaib Hirsi.
Planen er, at filmprojektet skal udbredes til andre udsatte områder – i første omgang til Urbanplanen på Amager i København og til Tingbjerg nordvest for København.