Integration er blevet det måske mest spændende politiske fagområde i lille ligheds-Danmark. I landet, hvor ingen har for meget og få for lidt, er udlændingepolitikken gået over i en ny fase, hvad de seneste dages intense debat om indvandrer-ghettoer vidner om.
Efter en massiv indvandring i årene 1983-2001 af personer fjernt fra vestligt sindelag er tiden kommet for samfundet til at få mest muligt ud af dem, vi så tog. Eller skulle man sige: Få så få problemer og udgifter som muligt. De nye medborgere skal i uddannelse og arbejde i langt større grad end i dag. Ellers er der ikke råd til fremtidens velfærd. Samfundets sammenhold vil blive truet. Faren for øget selvtægt lurer. Derom er alle enige.
For 15 år siden hånede store dele af samfundsdebatten
de socialdemokratiske vest-egnsborgmestre, der allerede dengang havde problemer med indvandringen. Statistikeren, det senere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo (V), leverede næste profetisk det talmateriale, som i dag er blevet virkelighed. Hans prognose for antallet af familiesammenføringer med følgevirkninger er gået i opfyldelse. I dag bøjer hverken vest-egnen eller Vesselbo nakken.
Vellykket integration af vores nye medborgere er noget, der optager alle danskere. De nytilkomne bor efterhånden over hele landet, og en koncentration om provinsbyer finder sted. Det er givetvis sundt for integrationsdebatten, at større og større dele af de danske vælgere får problemerne tæt ind på kroppen.
Vejles SF-borgmester Flemming Christensen er blandt de højeste røster i den aktuelle debat om Danmarks nye indvandrer-ghettoer. Hans kommune topper listen over procentvis stigning af tilflyttere med anden etnisk baggrund end dansk. I dag kan han se prisen for at have ført en politik modsat. f.eks. Gentoftes borgmester Hans Toft (K): Vejle har fået indvandrerghettoer i bebyggelser som Finlandsparken og Løget Høj med i alt 1500 lejligheder.
En analyse fra Niras-konsulenterne A/S viser, at bebyggelser i en række byer har fået en massiv koncentration af de svage indvandrere fra ikke-vestlige lande. Nord og Midt- og Vestjylland går indtil videre fri, men ellers er det Århus, Vejle, Horsens, Kolding, Sønderborg, Odense, Korsør, Slagelse, Nakskov. Samt de kendte kommuner ved København.
Ordet ghetto har fundet vej til selv regeringsgrundlaget, der dog hverken behandler begrebet socialt eller boligpolitisk. Kun som et spørgsmål om kriminalitet:
"Kriminalitet og utryghed er en væsentlig årsag til den negative spiral, som præger landets ghettoområder (..). Regeringen vil fremlægge en handlingsplan herom."
Hvilken handlingsplan kan gøre op med problemerne
– det er tusindkroners spørgsmålet, som især tilhængerne af indvandringen må se at få svaret på. Den nye integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har indtil videre holdt lav profil og overladt roret til sin forgænger, undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Han siger, at med VK-regeringens ghettopakke får kommunerne redskaber til at vende udviklingen. De kan nægte yderligere indflytning i almene boligbebyggelser, som i forvejen er belastede. Hvis der i forvejen er 50 procent kontanthjælpsmodtagere i et område, kan kommunerne sige stop. Endvidere kan de fordele de tosprogede elever mellem alle kommunens skoler.
"Det, kommunerne nu skal gøre, er at bruge den lov, som hurtigt bliver vedtaget. Der er ikke andet at gøre. Børnene er jo født, og fami-lierne har fået asyl, og mange af dem har også fået statsborgerskab. Så der er ikke andet at gøre end at sikre en større spredning. Vi kan jo ikke udvise dem, og det ville heller ikke være rimeligt",
har Haarder sagt til B.T.
Det er nu, den danske samfundsmodel skal træde i karakter. Det er nu, den skal bevise, om dens lighedsidealer er stærke nok til også at omfatte de nytilkomne. Vi behandler befolkningsgrupper lige ved at behandle folk – der er forskellige – forskelligt.
Vi skal modvirke en kedelig tendens til, at vi gammeldanskere skelner mellem "dem" og "os".
Vi er alle ombord på det danske landkort. Vi har lige ret til at skabe os personlig rigdom og fremgang for vores nærmeste. For at få personlig fremgang i samfundet må man dog ubestridt bygge på landets nedarvede skik og kultur: Ytringsfrihed, kønnenes ligestilling, demokrati og lov sat over religion. Al offentlig udgift til en styrket integrationsindsats bør hvile på denne selvfølgelige forudsætning.
Rasmus Nielsen er redaktør af Altinget.dk