Prøv avisen
Reportage

En hel egn føler sig besat af corona-aktion: Det her kan give os dødsstødet

I fredags begyndte politibetjente, hjemmeværnsfolk og rumænske aflivere i beskyttelsdragter at rykke ud på Gjøl for at aflive både smittede og ikke-smittede mink på en måde, så lokalsamfundet føler sig besat udefra. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I fredags fik Gjøl besøg af rumænske mink-bødler i gule rumdragter, der med gas skal aflive alle mink på egnens 38 farme. Både corona-smittede og raske. "Minkene binder os sammen," siger en gjølboer. Og det kan ses. For flere steder i byen flager man på halv

Langs den smalle vej ind mod Gjøl i Vendsyssel står rækker af orange containere klar til ligene. Den lille halvø ved Limfjorden har Danmarks – og formentlig verdens – største koncentration af mink, og de skal alle sammen aflives.

Både dem fra de otte farme, hvor der er konstateret coronavirus, og fra de resterende 30 raske besætninger, fordi de ligger inden for smitteradius, der er sat til 7,8 kilometer.

Herovre behøver man nu ikke at måle afstand, for på Gjøl ligger minkfarmene side ved side.

Men også Gjøls borgere står sammen, og derfor går det hele slet ikke så let, som myndighederne forestillede sig, da de for en uge siden ankom med hele pivtøjet: hjemmeværnsfolk, politi, rumænske aflivere i beskyttelsdragter, kasser til at gasse hundredtusinder mink og en hel kommandocentral inde ved Flyvestation Aalborg.

Dét opbud er nemlig ikke noget, man bryder sig om på Gjøl, hvor man tager sig til hovedet over, hvad det mon koster, og hvor folk er enige om, at de mink kunne man aflive hurtigere, billigere og mere nænsomt selv.

Faktisk er der mange grunde til, at Gjøl føler situationen urimelig, men de to vigtigste kommer her: Først og fremmest er der utilfredshed med kompensationen. Ifølge eksisterende regler gives der nemlig et meget mindre beløb til den, der er så uheldig at have en smittet besætning. Men hverken mennesker eller dyr er herre over corona, lyder argumentet fra Gjøl. Dernæst er hele det lille samfund i chok over den undtagelsestilstand, det pludselig befinder sig i. Man føler sig besat, fordi myndighederne er rykket så talstærkt ind på en egn, der plejer at passe sig selv.

Så Gjøl er vred. I byen er Dannebrog flere steder sat på halv stang, og skilte med teksten ”Stop nedslagtningen af raske dyr” er klistret på biler og lygtepæle. På andre står der ”Stop vanviddet” og ”M. Jensen har ingen kvaler, Danmark betaler” – med henvisning til fødevareminister Mogens Jensens (S) vidtrækkende strategi.

Og associationen til en fremmed magts indmarch er da også til at forstå, når man ser hjemmeværnet spærre adgangen til de farme, hvor gasningen er i gang, mens aflivere, der med de lokales ord ligner noget fra ”Månebase Alpha” og ”Tjernobyl”, går til arbejdet under politibeskyttelse.

Med mottoet, at ”ingenting er umuligt, hvis man bare tror på det”, er Søren Petersen en af dem, der har kastet sig ind i protestbevægelsen. Han har ikke mink, men bor lige ved byskiltet, og foran hans hus har lokale borgere mødtes og aftalt, hvor man fordeler sig, når Fødevarestyrelsen skal nægtes adgang til en farm.

Det er ikke, fordi man ikke synes, corona skal stoppes, men man føler sig kørt over.

”Vi flytter os, så snart politiet beder os om det. Men vi vil have det budskab frem, at hvis situationen ikke snart bliver løst på en ordentlig måde, bliver der ramaskrig herovre,” siger han.

I gamle dage hed det sig, at den eneste på Gjøl, der ikke havde med mink at gøre, var præsten. Men hun er nu også med, for i sin prædiken i Gjøl Kirke i søndags talte Jessie Jørgensen lige ind i det, gjølboerne føler.

”Det ville være fuldkommen mærkeligt ikke at tale om den situation, vi er i. Mange føler afmagt, for minken er folks levebrød, livsværk og stolthed,” siger sognepræsten, som tog udgangspunkt i Salmernes Bog kapitel 121:

”Jeg løfter øjnene mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke din fod vakle.”

Mennesker er vant til at handle og står op imod det, som er uretfærdigt, mener hun.

”Der er også det, man gør, når flagene sættes på halv, og folk samles i protest, men nogle gange kan vi ikke handle os ud af tingene, og det er der en enorm trøst i at vide, når det er sværest.”

Jessie Jørgensen deler harmen over ordningen, som betaler fuldt ud, hvis raske dyr slås ned, men kun 20 procent hvis de er syge.

”Dermed får man signaleret, at de avlere, der har sygdom, selv er skyld i det. Men ingen vælger at blive smittet med covid-19, og uden at jeg skal politisere, går det bare ikke an med forskel i kompensationen. Samtidig tænker jeg på den skyld, man måske allerede føler, hvis ens besætning er ramt,” siger Jessie Jørgensen, som ikke tror, at myndighederne har forstået, hvad det er for et sammenhold, de har sat foden ned i:

”Gjøl er et sted, hvor man passer på hinanden.”

På kirkegården ligger medlemmer af et tidligere Gjøl-sammenhold – de indremissionske fiskere, der inspirerede Hans Kirk til romanen ”Fiskerne” fra 1928. Også de kæmpede for erhverv og overlevelse.

Og ved siden af kirken ligger en af de farme, hvor aflivningen er i gang. Hjemmeværnssoldater spærrer indkørslen med bil og folk. Her kommer ingen forbi.

På vejene rundt omkring kører politibiler forbi i en frekvens, der ville klæde et kriminelt storbykvarter, men som er fremmed her, hvor Limfjorden blinker fredsommeligt i solen.

Faktisk virker hele situationen udansk, mener blandt andre Pia Juul Elbæk, som sammen med sin mand, Jens, bor på Bejlegård, der ligger ”som fyldet i en corona-sandwich” imellem to smittede minkfarme. Hun pointerer, at politi og hjemmeværn er flinke, men at hun alligevel føler, at Gjøl er besat.

For at undgå, at de kasser, minkene skal gasses i, skulle parkeres foran Gjøl Kirke, gav familien lov til, at de den første nat kunne stå i deres maskinhal. Men da også gårdens jorde blev brugt som ”garderobeskab” for indsatsstyrken, blev det for meget, og Pia Juul Elbæk kom for første gang i sit næsten 60-årige liv i nærkontakt med loven, da hun ud ad vinduet så folk i beskyttelsesdragter komme marcherende.

”Det lignede noget fra Tredje Verdenskrig, og jeg indrømmer, at jeg tabte hovedet: Pludselig oplevede jeg mig selv stå derude i natkjole, bare tæer og fedtet hår og råbe meget højt,” siger hun.

Og så er der usikkerhed om sikkerheden. Pia Juul Elbæk er tidligere hygiejnesygeplejerske, og det gibbede i hende, da hun så skilte med ordet ”Urent” i vinduerne på flere af de biler, der holdt ved gården.

”Det er privat vej, og på den anden side er der pensionistboliger, hvor der bor sårbare mennesker. Jeg bad dem flytte sig, så kontaktede de politiet, og jeg sagde til børnene, at ’nu bliver mor anholdt’. Da indsatslederen bankede på, var han utrolig forstående. Vi havde begge mundbind på, men han sagde, at hvis det ikke var for corona, havde jeg fået et kram.”

Gjøls højeste punkt, der ligger lige ved gården, kaldes tyskerbakken, fordi nazisterne lagde en kanonstilling her for at skyde mod de allieredes bombefly, når de fulgte Limfjorden ind mod Aalborg.

”Så ordet besættelse ligger lige for,” siger Pia Juul Elbæk, som mener, at uanset om man er for eller imod minkfarme, bør Danmark behandle sine borgere med respekt.

På Gjøl mener man heller ikke, at myndighederne har formået at gøre det tydeligt, hvorfor det er nødvendigt at slå alle dyr ned. Det kan godt være, det er det eneste rigtige, men man er ikke overbevist, hverken af forklaringerne eller af udførslen.

I begyndelsen var farmerne helt med på at hjælpe, så aflivningen kunne foregå hurtigt, rutineret og så nænsomt som muligt, men nu er tingene kørt af sporet, fortæller minkavler Thorbjørn Jepsen gennem sit mundbind.

”Som tiden er gået, og tingene er blevet trukket ned over hovedet på os, så spiller jeg slet ikke med mere. Vi kunne aflive alle mink på Gjøl på 14 dage, men det her kommer til at tage måneder,” siger han og peger fra sin slægtsgård op mod staldene, hvor fødevarestyrelsen er i gang med at aflive hans dyr.

”Der er folk nok, de kan næsten ikke komme til for hinanden, men jeg tror ikke, det er de rette,” siger han og fortæller, at allerede lidt efter klokken 11.00 skal de ind til Flyvestation Aalborg og have frokost.

Thorbjørn Jepsen er ikke imponeret, blandt andet er flere mink blevet tabt i staldene under aflivningen og har måttet indfanges igen.

Både minkene og han har været smittet med corona. Selv har han ikke haft symptomer, og de af hans dyr, som ikke døde, er friske igen.

Det er et også et emne, der optager folk på Gjøl, for risikerer man at aflive besætninger, som faktisk har opbygget antistoffer mod corona?

Som de andre farmere er Thorbjørn Jepsen rørt over byens opbakning, men byen har også meget at være taknemmelig for, siger 34-årige Janus Jeppesen, som er smed og ved at tilse en motorcykel.

”Minken binder os sammen. Bare se på sponsorerne i sportshallen; kun to er ikke minkfarmere. Og kroen her,” siger han, og peger mod Gjøl Kro, ”var ved at gå ned, men er nu ejet af hele byen. Gjøl-festivalen fandtes ikke uden farmerne. Ting har altid kunnet lade sig gøre på Gjøl, men lige nu ødelægger politikerne alt. Det er en katastrofe, som har større menneskelige konsekvenser, end de fleste tror. Der er et gå-på-mod her, men det her kan blive dødsstødet for Gjøl,” siger han.

Aftenen er ved at falde på, folk går tur på havnen og ude over Limfjorden slås sol og regn lidt om pladsen.

En dame hoster tørt, og alle rykker lidt væk.

”Årh hold op,” siger hun, og vi forstår, hvad hun mener. Alle er trætte af corona. Ikke mindst på Gjøl.

På vejen ud af byen står de store orange containere stadig tomme.

Over store dele af Gjøl er flagene gået på halv i solidaritet med de ramte minkavlere. – Foto: Henning Bejlegaard.
Sognepræst Jessie Jørgensen talte i sin prædiken i søndags lige ind i den situation, Gjøl er sat i. ”Mange føler afmagt, for minken er folks levebrød, livsværk og stolthed,” siger hun. – Foto: Tine Maria Winther.
Både Thorbjørn Jepsen og hans mink har haft corona, men er kommet sig. Han er ikke imponeret over de folk, som staten har sat til at aflive hans dyr. – Foto: Tine Maria Winther.
Gjøl er et sammentømret samfund, og minken er grundlaget for, at byen klarer sig godt. ”Det her kan blive dødsstødet for Gjøl,” siger smed Janus Jeppesen. – Foto: Tine Maria Winther.