Prøv avisen

Genteknologi: Glidebaneargumentet har sine begrænsninger

Illustration: Rasmus Juul

Når genteknologiens nye muligheder diskuteres, bliver glidebaneargumentet ofte bragt på banen. Det kan være et godt argument, men ofte begrundes frygten ikke tilstrækkeligt, mener eksperter

”Det er en glidebane.”

Sådan lyder det ofte i debatterne om ny teknologi. Og det er også tilfældet i forbindelse med Det Etiske Råds aktuelle udmelding om muligheden for at klippe syge gener ud af befrugtede æg. I sin udtalelse advarer et flertal af rådets medlemmer mod scenarier, hvor man ikke blot fjerner defekte gener for sygdomme såsom cystisk fibrose eller thalassæmi, men også med tiden vil ændre ved raske gener, så man kan ”designe” børn med bestemte træk og egenskaber.

Men spørgsmålet er, om glidebaneargumentet egentlig holder?

I dette tilfælde forudsætter man, at hvis man siger A, og altså accepterer at fjerne gener for alvorlige sygdomme, så vil man bevæge sig over mod B og med tiden acceptere designerbørn. Men et af glidebaneargumentets udfordringer er netop påstanden om, at der senere vil opstå en værre praksis. For hvad er sandsynligheden for det?

Ifølge Klemens Kappel, filosofilektor på institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet, er der netop to faktorer, som skal gælde, hvis et glidebaneargument skal tillægges vægt. Den ene er, at der faktisk er en risiko for, at der sker en glidning, og den anden er, at det, man glider over til, er problematisk eller dårligere. Han mener, at der retrospektivt er flere eksempler på, at glidebaneargumentet er blevet brugt forkert, blandt andet når det kommer til homoseksuelles og kvinders rettigheder:

”Da man for over 100 år siden diskuterede kvinders rettigheder, sagde man ’Jamen, hvis kvinder skal have samme rettigheder som mænd, så skal de måske også have stemmeret en dag eller kunne blive valgt ind i Folketinget’. Hvilket man betragtede som en meget alvorlig situation, man kunne glide over til. Men det var fjollet at bruge glidebaneargumentet her, for den tilstand, man gled over til, var ikke dårlig, tværtimod,” siger Klemens Kappel, som dog mener, at det er mere kompliceret, når der er tale om genteknologi og muligheden for at forbedre normalen.

Han mener ikke , at glidebaneargumentet nødvendigvis er dårligt, men at fortalere ofte forsømmer at sandsynliggøre, at der faktisk sker en glidning, og at den nye tilstand vil være dårligere:

”Det er tit, at folk ikke gør noget særligt for egentlig at motivere de to præmisser. Jeg skal ikke kunne sige, om man har gjort det i den konkrete sag om genetisk modifikation, men det er en kompliceret diskussion, om man – lidt paradoksalt formuleret – virkelig skal betragte en forbedring af mennesket som noget dårligt,” lyder det fra Klemens Kappel, som synes, at fremtidsscenarierne bestemt skal overvejes, men at problemet opstår, når man pr. automatik forudsætter en glidning over i noget dårligere.

Mickey Gjerris, medlem af Det Etiske Råd og lektor i bioetik ved Københavns Universitet, mener også, at glidebaneargumentets styrke hviler på sandsynligheden for, at man kan påvise at A fører til B. Og i det omfang, at det er væsentligt ikke kun at tale om det, man står overfor lige nu og her, men også diskutere konsekvenserne på lang sigt, betragter han det som et relevant argument.

”Det er et taknemmeligt argument at trække frem, fordi man kan sige ’vi ender der, så det her er farligt’. Og det er derfor, jeg siger, at hvis man skal bruge det, skal man kunne argumentere for, hvorfor det er sandsynligt, at A fører til B,” siger Mickey Gjerris.

Den teknologiske udvikling bliver dog typisk accepteret over tid, så noget, der før var kontroversielt, bliver konventionelt. Det er blandt andet kunstig befrugtning et eksempel på, påpeger Mickey Gjerris, som derfor mener, at glidebaneargumentet ofte giver god mening i etiske sammenhænge:

”Men det er jo ikke sådan et knockout-argument, så al kritik må forstumme, når man har ført det på banen,” siger han.