Globalisering øger interessen for slægtsforskning

Der er et voksende ønske om at kende sine slægtsrødder, hvilket er en naturlig følge af opløsningen af traditioner og kulturer

Hvordan er sammenhængen mellem, at vi på den ene side lever i en kultur præget af mange relationsbrud, og på den anden side vil kende slægtens rødder?
Hvordan er sammenhængen mellem, at vi på den ene side lever i en kultur præget af mange relationsbrud, og på den anden side vil kende slægtens rødder?. Foto: Bax Lindhardt.

Antropolog og historiker, professor, dr.phil. ved Rigsarkivet Birgitte Possing har netop sagt farvel til sin niece og dennes mand. Niecen er amerikaner med dansk-svenske rødder, mens ægtefællen er fra Puerto Rico. Nu har parret sat et år af til at rejse rundt i verden for at opsøge deres rødder og finde ud af, hvor de skal slå sig ned. Parret står for Possing som et sindbillede på en bevægelse, man oplever i Danmark og i den vestlige verden i disse år.

”På den ene side er der en frisathed, hvor man ser sig selv som globalist, men jo mere man opløser sine traditioner og kulturer, vaner og værdier, jo mere har man brug for at kende sine rødder. Ingen kan frisætte sig selv uden at miste det fodfæste, man står på, og derfor opstår der et ønske om at lede efter et rodnet.”

Samme udvikling ser forfatter, cand.adm.pol. Pia Fris Laneth. For 10 år siden udkom hendes bog ”Lillys Danmarkshistorie”, hvor hun fører sin egen historie fire generationer tilbage. Det er siden blevet til mange foredrag, hvor hun møder læsere, som kan fortælle, hvordan de også er dykket ned i deres egen slægtshistorie.

”Damark er et meget lille sted på en pulserende klode, og mange oplever, at hvilen i at være dansk forvitrer, og på den baggrund opstår der en trang til at følge sine egne slægtsrødder og se sig selv som en del af et lands historie, hvad enten man graver sig frem til en greve eller et husmandssted på heden. At kende sine rødder giver en indsigt og en respekt, og så skal man ikke underkende betydningen af at dette detektivarbejde er blevet gjort lettere af den teknologiske udvikling de seneste år.”

Sociolog Michael Hviid Jacobsen, der er professor ved Aalborg Universitet, ser interessen for slægtens rodnet som en søgen efter kontinuitet i, hvad han beskriver som en usikker og uforudsigelig verden.

”I et samfund, hvor vi er konstant på farten, hvor den geografiske mobilitet er høj, og vores liv er tidsmæssigt accelerende, opstår der hos nogle et ønske om at kende sine rødder og finde en viden om sin fortid. Det kan skabe en følelse af kontinuitet og retning i en ellers usikker og uforudsigelig verden.”

Men hvordan er sammenhængen mellem, at vi på den ene side lever i en kultur præget af mange relationsbrud, og på den anden side vil kende slægtens rødder? Det brudte liv forstærker behovet for at fokusere på rodnettet, mener Michael Hviid Jacobsen.

”I vores iver efter at være en del af en globaliseret og forandringspræget verden oplever mange, at de mangler noget. På den måde kan man sige, at interessen for slægten er en modreaktion til liv, hvor man konstant skal skue fremad og opfinde sig selv.”

Men kan man være detektiv i sin egen historie, hvis man har mistet sit fodfæste? Spørgsmålet optog den new zealandske historiker og journalist Michael King (1945-2004), som beskrev, hvordan historieløse mennesker er som fluer, der sværmer om noget sødt at sætte sig på en sommerdag. Det er en problemstilling, som professor Birgitte Possing har arbejdet med i sin seneste bog, ”Ind i biografien.”

”Det er vigtigt at fortælle værdigt om vores forgængere og ikke skabe den fortid, som man gerne vil have. Uanset hvilken slægt man stammer af, var der valg, paradokser, længsler og kompleksitet. Når man er detektiv på sin egen historie, vil man gerne kende forløbet, og her er det vigtigt at gå fordomsfrit og undersøgende til værks.”

Jo mere man opløser sine traditioner og kulturer , vaner og værdier, jo mere har man brug for at kende sine rødder.

Quiz: Har du styr på de mest kendte danske slægtsdynastier?