Prøv avisen

God opbakning til Kristeligt Dagblads Venner

Mange abonnenter valgte at give deres feriestop til Kristeligt Dagblads Venner.

Kristeligt Dagblads venner havde et flot år, skriver Bjarne Lenau Henriksen

Tilslutningen til Kristeligt Dagblads Venner i 2009 var flot. Foreningens formål er at få avisens abonnenter til at finansiere gratis avisabonnementer til sociale væresteder, hospicer og fængsler.

Frem for at stoppe deres eget avisabonnement, når de holder ferie, valgte mange af avisens abonnenter i det forgangne år at forære dette feriestop til Kristeligt Dagblads Venner. Foreningen samler de mange små abonnementsperioder sammen til hele og fulde årsabonnementer.

I 2009 gav i alt 2361 abonnenter deres feriestop til Kristeligt Dagblads Venner. Det er lidt under sidste års niveau, men stadig meget flot. Omregnet til kroner svarede det til et beløb på 280.000 kroner.

I 2009 modtog i alt 102 hospicer, sociale væresteder og fængselsafdelinger et fast abonnement på Kristeligt Dagblad via denne støtte til Kristeligt Dagblads Venner.

Kristeligt Dagblads Venner leder altid efter egnede kandidater til at modtage avisen gratis, så vi kan hjælpe så godt som muligt inden for de økonomiske rammer, foreningen har.

Vi håber, at avisens abonnenter trods den finansielle krise i samfundet vil være mindst lige så rundhåndede med at forære deres feriestop til foreningen, som de har været i det forgangne år.

Tak til alle avisens abonnenter, der via Kristeligt Dagblads Venner støtter de sociale væresteder, hospicer og fængsler med friabonnementer på Kristeligt Dagblad.