Goddag mand, økseskaft ...

En samtale, der fandt sted efter en begravelse, gav absolut ingen mening for en udenforstående

Der var begravelse i sognekirken. Et mangeårigt medlem af den lokale brevdueforening skulle begraves. Medlemmerne var mødt talstærkt op, og da jordpåkastelsen var forbi, blev der lukket op for adskillige bure med brevduer, som så fløj til vejrs.

Da præsten gik hjem, kom han til at gå bag efter et par mænd, og han hørte følgende samtale: "Hvad synes du om det med de brevduer?" spurgte den ene. "Åh, jeg ved ikke rigtig - men jeg tror nu, at jeg melder mig ud af kaninavlerforeningen," sagde den anden.

Søren Hauge, Lindalsbakken 32, Hadsund