Prøv avisen

Godt arbejdsliv er mere end betalt frokostpause

Max Staal Dinesen elsker at arbejde i naturen. Som ansat i Naturstyrelsen holder han opsyn med de vilde heste på Sydlangeland. Foto: Privatfoto

Der er varslet strejker og lockout på det offentlige arbejdsmarked, men det er ikke lønstigninger og betalt frokostpause, der har betydning for arbejdsglæden, mener arbejdslivsforsker. Kristeligt Dagblad har talt med tre offentligt ansatte om, hvad der reelt skaber arbejdsglæde

De offentligt ansatte truer med at blive væk fra deres arbejde. Arbejdsgiverne truer med at lukke dem ude fra deres arbejde. Det er tilspidsede tider, der præger det offentlige arbejdsmarked.

Det gode arbejdsliv handler dog ikke kun om lønstigninger og betalte frokostpauser, som er en del af stridens kerne i den aktuelle konflikt. Danskernes hverdag er meget andet, og professor i arbejdsliv ved Roskilde Universitet, Helge Hvid, pointerer, at det overordnet set ikke er lønnen, der giver arbejdet værdi.

”Vi går naturligvis på arbejde på grund af en nødvendighed, sådan har det altid været, og sådan er det også i dag. Men det er et vigtigt aspekt ved arbejdet og arbejdets værdi, at man oven i selvopretholdelsen også hjælper til fællesskabets selvopretholdelse,” siger Helge Hvid og tilføjer:

”Vi skaber os selv og verden omkring os igennem arbejdet,” siger han.

Kristeligt Dagblad har talt med tre offentligt ansatte om, hvad der motiverer dem i deres arbejde. Første stop er i Vesthimmerland, hvor 40-årige Christian Langeskov Christensen arbejder som lærer og inklusionsvejleder på Ullits Skole.

Dét, som Christian Langeskov Christensen brænder for, er at gøre en forskel for sine elever. I rollen som inklusionsvejleder mærker han både de mest opløftende oplevelser, men også de mest frustrerende.

”Jeg arbejder med mennesker. Jeg laver ikke spegepølse. Når jeg er lykkedes, har jeg gjort noget for et andet menneske, og det har kæmpe værdi for mig. Det kan være vildt frustrerende, især når man ikke lykkes,” siger han.

Hvis der er noget, Christian Langeskov Christensen gerne vil undgå, så er det, når han er nødsaget til at lave, hvad han kalder ”Bilka-udgaven”. Det er den type undervisning, der ikke er lige så sprudlende, levende og farverig. Den type undervisning, der ikke rigtigt flytter noget, men som fylder dagen og leder videre til den næste.

De bedste oplevelser kommer, ifølge Christian Langeskov Christensen, når man har tid til at forberede noget grundigt og følge det til dørs. Han nævner i forbindelse med arbejdet som inklusionsvejleder et eksempel, hvor en elev havde det svært og ofte kom op at skændes med de andre elever. Forløbet, som Christian Langeskov Christensen stablede på benene i samarbejde med elevens lærere, gav så gode resultater, at elevens mor mødte op på skolen for at takke ham for den positive forandring, hun så i sin søn.

Helge Hvid fortæller, at det netop er de svære forhindringer, der er med til at give arbejdet værdi.

”Det er et vigtigt aspekt ved arbejdet, at man møder noget, som er vanskeligt, og formår at overvinde det. Overvindelse giver arbejdet mening,” siger Helge Hvid.

Fra Vesthimmerland går turen videre til Sydlangeland, hvor 28-årige Max Staal Dinesen arbejder som skovløber. Et af hans hovedområder er at holde opsyn med de vilde heste, som lever på Sydlangeland. 47 Exmoor-ponyer lever dér. Og der er 15-20 føl på vej. I løbet af arbejdsdagen kan han komme til at snakke med ornitologer, turister og andre naturelskere.

”Jeg elsker at have en dialog om, hvad natur skal være. Når jeg arbejder med naturen, så er det noget, der vil være der for altid. Det skal der menneskelig indgriben til at lave om på,” siger han.

Max Staal Dinesen har altid gerne villet arbejde i naturen. De bedste dage er som en dag i sidste uge, hvor han en tidlig, klar morgen i hård frost og dalende sne var i skoven for at fælde en stor bøg.

”Jeg brænder for at være med til at udvikle og præge det billede, vi har af naturen nu. At arbejde i naturen kan nogle gange føles som at gå på opdagelse i sin egen baghave. Det er skønt,” siger Max Staal Dinesen.

I Helge Hvids forskning taler man om ”Public Sector Motivation” – ”Offentlig sektor motivation” – som samlet set kan kaldes en teori om, hvorfor mennesker vælger at arbejde i det offentlige. Ideen er, at de offentligt ansatte ikke bliver motiveret af lønnen, men fordi man tjener det fælles gode.

Men eksisterer denne idé stadig som en norm på det offentlige arbejdsmarked? Det er Helge Hvid overbevist om.

”Vi har lige lavet en undersøgelse på et hospital, og det er meget tydeligt, at det som medarbejderne går op i, er patienternes ve og vel. De føler en stor belastning og irritation, når de ikke kan få lov til at gøre deres arbejde ordentligt,” siger Helge Hvid.

Den korte rundtur slutter på akutmodtagelsen på Køge Sygehus. Her arbejder Betina Konrup Munk Jørgensen.

Hun er 35 år og har været sygeplejerske i seks år. Hun besluttede sig for at blive sygeplejerske, efter hun som ung havde arbejdet som vikar på Birkebjergcentret, et ældreboligcenter i Næstved. Arbejdet havde hun egentlig søgt, fordi hun havde brug for pengene, men det var her, hun fandt ud af, at hun ville arbejde med at hjælpe andre mennesker.

Betina Konrup Munk Jørgensen har selv valgt at arbejde på den hektiske akutmodtagelse.

”På akutmodtagelsen går det stærkt, men det er samtidig vigtigt, at man som sygeplejerske kan være der for den enkelte patient. Nogle sygeplejersker foretrækker det lange sygdomsforløb, hvor man har god tid til de enkelte patienter, men jeg kan godt lide den hurtige arbejdsgang og den korte patientkontakt,” siger hun.

Hun husker især tilbage på ét patientforløb, som har efterladt et stort indtryk.

”Da jeg arbejdede på hjerteafdelingen i Næstved, fulgte jeg en patient i tre uger. Han havde et dårligt hjerte og ikke mange år tilbage at leve i. Hans kone var der også, men det var kun de to. Han døde, mens jeg var på vagt, og jeg husker, at hans kone fortalte mig, at det var dejligt, at jeg var til stede. Det er stort at kunne gøre noget for andre mennesker og ikke kun den patient, man tager sig af, men også deres pårørende,” siger Betina Konrup Munk Jørgensen.

De tre offentligt ansatte, som Kristeligt Dagblad har talt med, kan alle siges at leve op til normen inden for den offentlige sektor om at tjene det fælles gode. Men denne norm eksisterer ikke uden modstand.

”Mennesker har brug for at føle, at deres arbejde bliver anerkendt. Sådan er det også for de offentligt ansatte. Derfor kan det svække normen om at tjene det fælles gode, hvis anerkendelsen udebliver,” siger Helge Hvid.