Prøv avisen

Grådigheden overlevede finanskrisen

Finansverdenen har tilsyneladende ikke lært af krisen, når det handler om grådighed. - Foto: colourbox.com

Det svenske EU-formandskab vil kontrollere bankerne bedre for at forhindre nye finanskriser. Eksperter tvivler dog på, at grådigheden kan eller skal tøjles

Fire millioner kroner. Så meget har hver af de 28.000 ansatte i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs udsigt til at få i bonus i år. Efter finanskrisen. Der er vel at mærke tale om et gennemsnitsbeløb, og bankens cirka 1000 ledende medarbejdere løber med langt størstedelen af pengene.

Eksemplet illustrerer, at det måske er alligevel er begrænset, hvad finansverden har lært af krisen, når det handler om grådighed.

Krisen har efterhånden varet et par år, men den tog for alvor fart den 15. september for et år siden, hvor den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik fallit.

Men hvorfor gik det så galt? Den mest brugte forklaring er, at boligboblen i USA nåede at blive alt for stor. At banker havde udstedt for mange risikable lån, de såkaldte subprimelån, til fattige husejere, som aldrig kunne betale renter og afdrag. Medmindre deres ejendomsværdi fortsatte med at stige i det uendelige, så de kunne tage nye lån i friværdien til at betale med. Hvad ingen selvfølgelig kunne i længden.

Spørger man økonomer i EU-Kommissionen, er subprimelånene imidlertid kun toppen af isbjerget. En lang række andre forhold banede vej for krisen.

Først og fremmest var prisen på penge alt for billig i alt for lang tid. Renten var for lav. Især den amerikanske centralbank holdt renten nede, hvor den burde have sat den op for mange år siden.

Risikoen ved mange investeringer kom ikke frem i lyset, men blev tværtimod ofte skjult. Myndighedernes muligheder for at kontrollere banker og investeringsselskaber gennem de nationale finanstilsyn var desuden for dårlige.

Igennem hele perioden var der en stor tro på, at det globale marked kunne kontrollere sig selv og dermed undgå, at investeringsmiljøet blev for risikofyldt.

Det kunne markedet ikke. Det giver hovedpine i mange europæiske hovedstæder for tiden. Overalt har man for skatteydernes regning udstedt astronomiske hjælpepakker og garantier til banker og andre virksomheder.

De statslige underskud vokser eksplosivt, og stater gældsætter sig yderligere på kommende generationers vegne.

Renten holdes fortsat på et ekstremt lavt niveau for at undgå, at markederne igen fryser til is.

Men i Bruxelles er man begyndt at spørge, hvordan og hvornår liv-linerne skal trækkes ind igen, nu hvor man har set de første spæde forårstegn i økonomien.

Har samfundet i virkeligheden som en anden narkoman bare taget et endnu større statsligt lånefix for at dulme abstinenserne efter den private lånefest?

Og hvad gør man for at undgå et tilsvarende kollaps i fremtiden?

EU-Kommissionen sysler med en lang række forslag. For eksempel håber man at kunne koordinere samarbejdet mellem medlemslandenes finanstilsyn bedre fremover. Måske skal der et mere formaliseret samarbejde til.

Mange pengeinstitutter er internationale, og derfor bør de kontrolleres efter fælles regler på tværs af landegrænser, hedder det.

Et af krisens problemer var, at bankkunder kom i tvivl om, om deres indlån var sikre. Mange stater blev nødt til at garantere kundernes indskud, fordi bankernes egen indskydergaranti var for lille. Derfor vil man have bankerne til at afsætte langt større beløb til sikkerhed for indlån fremadrettet.

Og så er der det penible spørgsmål om aflønningen af direktører og ledende medarbejdere i form af bonusordninger og aktieoptioner.

Dem vil både den tyske og franske regering gerne have lagt loft over.

Det samme vil den svenske regering, som netop har overtaget formandskabet for EU.

Som den konservative svenske finansminister Anders Borg udtrykte det på en pressekonference for nylig, må EU have "stærkere muskler og skarpere tænder" for at kunne bekæmpe de svimlende bonusordninger.

I første omgang kan direktørerne imidlertid ånde lettet op. Et møde forleden blandt de 20 største industrilande, G20, viste, at Storbritannien og USA ikke har travlt med at træne muskler eller slibe tænder.

De to lande vil nøjes med at stille krav om, at bonusordninger skal fordeles over flere år, så man ikke har så stor tilskyndelse til at skabe hurtige resultater ved risikable, kortsigtede investeringer.

Politisk er man endt i den paradoksale situation, at borgerlige regeringer i Tyskland, Frankrig og Sverige vil gribe ind i finanssektorens lønninger, mens den britiske Labour-regering og den demokratiske administration i USA afviser den slags indgreb.

Men virker det da? Kan man overhovedet tøjle grådigheden?

Ikke hvis man spørger professor Michael Møller fra Copenhagen Business School, CBS i København.

–Man må nok indstille sig på, at grådigheden er kommet for at blive, siger han og nævner Jakobs snyderi over for sin onkel Laban i Det Gamle Testamente. Da Laban vil overlade Jakob en del af sin formue, vil Jakob lade sig nøje med de spættede geder og de sorte får. Snart efter sørger han dog for, at de eneste lam og gedekid, der fødes, er sorte og spættede.

– Så spørgsmålet er ikke, om man kan stoppe grådigheden, kun om man kan finde aflønningsformer, der mindsker den risikable adfærd. Det er meget vanskeligt, siger Michael Møller.

Han sammenligner problemet med et roulettespil.

– Jeg har en milliard kroner, som jeg selvfølgelig ikke uden videre vil give dig. Men jeg tilbyder, at du kan spille løs på rouletten, og hvis du får gevinst, deler vi overskuddet lige over. Hvis det går galt, skal jeg nok betale tabet. Den aftale vil få dig til at spille alt for meget, forklarer Michael Møller.

Han peger på, at når banker giver deres medarbejdere så store lønninger, er det normalt, fordi de også skaber enormt store overskud.

Michael Møller afviser desuden, at det er skatteyderne, som betaler for de store options- og bonusaftaler. Foreløbig har i hvert fald de danske bankpakker været en overskudsforretning for staten. De, der kommer til at betale prisen, hvis lønningerne er for høje, er bankernes aktionærer.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård fra Københavns Universitet er som økonom ikke meget for at tale om grådighed.

– Virksomheder er sat i verden for at skabe profit. I finanskrisen har et af problemerne imidlertid været, at nogle virksomheder, blandt andet nogle banker, gik efter en kortsigtet profit, der ikke var holdbar på længere sigt. Vi har vel lært af krisen, at man er nødt til at tænke mere langsigtet, siger han,

Når det gik så galt, var en af årsagerne, at bankerne tilbød deres kunder nogle låne- og investeringsprodukter, som var meget svære at gennemskue.

Det må politikerne fremadrettet prøve at lovgive sig ud af, for eksempel ved at forbyde nogle af den slags produkter, mener han.

Men hvad med krisen? Har vi overstået det værste, eller skal vi forberede os på et nyt kollaps?

Det er økonomerne ikke enige om, men ifølge Niels Kærgård er det mest sandsynlige, at vi er på vej ind i et "relativt fladt opsving".

Det er dog en sejlads mellem Skylla og Karybdis. Risikoen er på den ene side, at krisen alligevel bider sig fast, så vi får mange langtidsledige. På den anden side at vi meget snart løber ind i et nyt, buldrende opsving med overophedning, inflation og mangel på arbejdskraft. Det vil sige alle de samme dårligdomme, som fandtes, umiddelbart inden krisen brød ud.

– Man skal altid tage sig i agt, når folk begynder at sige, at det går ufattelig godt. Så går det som regel meget hurtigt galt, siger Niels Kærgård.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

- Foto: Arkiv
@Fotobyline:MODELFOTO: CHRISTOFFER REGILD/BAM/SCANPIX
ARKIV. /Ritzau 14.05.2009 08:04 / SP-pengene kommer ikke til at gå til forbrug. Danskerne vil lade deres SP-formuer blive i banken. Udsigten til at ni milliarder kroner fra SP-ordningen fra 1. juni vil sætte ekstra gang i forbruget kommer nok ikke til at holde stik. En undersøgelse fra Alm. Brand viser, at danskerne vil ikke bruge SP-milliarderne på rejser i sommerferien eller nye køkkener men meget hellere spare dem op. (Foto: Brian Bergmann/Scanpix 2009) Foto: Brian Bergmann