Når man kører gennem Danmark, kører man gennem et hav af blomster. De står overalt i vore grøftekanter, hvad enten det er på de store, menneskeskabte skråninger langs drønende motorveje, i grøfterne langs landevejene eller i de smalle rabatter omkring de utallige små, asfalterede veje, som snor sig gennem landskaberne mellem selv de mest ydmyge landsbyer og bebyggelser.
Grøftekanterne er en vigtig del af Danmarks natur og poesi. De blomstrende vejrabatter er en fryd for øjet, og grøftekantsbuketterne er en gratis glæde for alle og enhver. Og efter at enge og blomstrende bakker stort set er forsvundet fra Danmark, fordi vi er holdt op med braklægge marker, høste hø og have køer på græs, er grøftekanterne blevet det vilde blomsterflors mest farveprægtige bastion.
Af hensyn til vejene og trafiksikkerheden bliver grøftekanternes vegetation slået, så den ikke bliver for høj. Folk protesterer med rette over nidkær og hyppig slåning, der går ud over blomstringen og farvepragten. På den anden side bliver man nødt til at slå grøftekanterne en gang imellem. Ellers springer de i krat og skov.
Før i tiden var det almindeligt at høste hø til foder i grøftekanterne. Men den praksis holdt op i løbet af 1960'erne, fordi den blev urentabel. Og da man siden tilsatte bly til benzinen, blev vejrabatternes hø også forurenet og sundhedsfarligt.
For 20-30 år siden blev det en udbredt dille at slå grøftekanterne så hyppigt, at de kom til at ligne græsplæner. Det var dyrt og kedeligt at se på, så mange protesterede voldsomt mod, at blomsterfloret blev slået så hensynsløst ned uden fornuftige grunde.
Nu bliver de fleste grøftekanter slået to gange om året i maj-juni og september-oktober.
Første gang slår man som regel kun den meter, der er nærmest vejbanen, mens man ved anden slåning slår hele grøftekanten for at fjerne eventuel opvækst af buske og træer og fjerne de høje standere af urter, der dels forringer oversigten og dels medvirker til drivedannelser i snerige vintre.
Stort set alle kommuner bruger i dag rotorklippere, der kværner alle plantedele over cirka 5 centimeters højde og efterlader dem som et lag af næringsrig grød i grøftekanterne. Rotorklippere er billige og driftssikre. Men undersøgelser har vist, at den måde at klippe grøftekanterne på er en elendig praksis i forhold til grøftekanternes flora, der i forvejen er overgødsket af spildgødning fra de dyrkede marker. Den næringsrige plantegrød fra rotorklipperne gøder nemlig jorden og kvæler de lavtvoksende rosetplanter, som er vigtige for blomsterflorets variation. I stedet favoriseres stride græsser som draphavre.
Det findes godt og vel 1000 vilde plantearter i Danmark. Hovedparten af dem er såkaldte nøjsomhedsplanter, der ikke kan klare sig i næringsrige miljøer. Det er planter som blåklokke, blåhat, blæresmælde, musevikke, tjærenellike, gul snerre, timian, knopurt, orkideer, kodriver og kællingetand. En mindre del, som man kan kalde "nitratplanter", trives godt under næringsrige forhold. Det er planter som brændenælde, agertidsel, pastinak, cikorie, draphavre og mælkebøtte. I næringsrig jord gror de hurtigt og bliver til aggressive kæmpeplanter, der simpelthen kvæler nøjsomhedsplanterne.
Smalle vejrabatter ud til moderne dyrkede marker får masse af spildgødning fra markerne. Så her dominerer draphavre, cikorie, pastinak og nælder. Brede vejrabatter og større vejskråninger, der vender væk fra markerne, får mindre spildgødning fra markerne, så der kan man stadig finde islæt af knopurt, blåhat eller andre nøjsomhedsplanter.
De bedste og mest artsrige grøftekanter findes på vejstrækninger, der går gennem skov eller forbi moser, enge og overdrev, hvor der ikke bliver gødet. I det intensivt dyrkede agerland er de artsrige grøftekanter tit begrænset til pletter på større vejskråninger, hvor spildgødning endnu ikke har beredt vejen for hæren af nitratplanter.
Langs vore motorveje er blomsterfloret ganske rigt, fordi rabatterne er så brede og skråningerne så store, at markernes spildgødning kun påvirker dem lidt.
Derfor er det tit en flot botanisk oplevelse at køre på motorvejene, hvor hvid okseøje, blå slangehoved, vild gulerod, kællingetand, masser af knopurter og engelskgræs (der fremmes af vejsalt) kan optræde i enorme mængder sammen med bidende stenurt, der omkring sankthans lyser op i vejkanterne med deres puder af gule stjerneblomster, som ville de bemægtige sig de brede vejes asfalt. Motorvejsbuketten kan selvfølgelig ikke tilrådes, så det bliver kun til botanik i al hast!
Hvis man vil have et rigt og varieret blomsterflor langs vore andre veje, må man dels udvikle metoder, der begrænser landbrugets spild af næringsstoffer, og dels sørge for, at grøftekanternes store ophobning af næringsstofferne bliver fjernet.
Eksperimenter har vist, at man kan komme meget langt ved at slå og bagefter fjerne plantematerialet fra grøftekanterne. Derved fjerner man næringsstoffer og døde planter, der ellers ligger og kvæler nøjsomhedsplanterne.
Floret af cikorie, pastinak og draphavre langs de danske veje er kommet for at blive. Men disse aggressive arter behøver ikke at overtage billedet totalt.
Hvis vi begynder at slå grøftekanterne med fingerklippere, lader de afslåede planter tørre og derefter fjerner dem, kan vi bremse udviklingen og endda få et langt flottere blomsterflor. I gamle dage ville man have brugt slættet til hø, og det kunne man i princippet godt genoptage nu, hvor benzinen er blevet blyfri.
I vore dage er det nok mere oplagt at bruge det som brændsel i kraftvarmeværker.
Det giver en smule CO2-neutral energi, men bedst af alt: Blomsterfloret bliver på ganske få år mere artsrigt og farverigt: Blåhat, gul snerre, blåklokke, røllike, knopurt, agermåne, kællingetand, vild gulerod og alle de andre nøjsomhedsplanter vinder frem. Og med dem kommer følget af sommerfugle, farverige køllesværmere og varmekrævende markfirben.
Samtidig med en ændret slåningspraksis kunne det være meget givtigt at arbejde med genopretning af overdrev og enge ved vejenes mange rastepladser. Tabet af botanisk rige overdrev og enge har været betydeligt og fortsætter i disse år.
Og mange af de gamle fredede og velplejede overdrev og enge er i dag ikke let tilgængelige.
Derfor vil det give god mening at indrette større områder for de trængte nøjsomhedsplanter ved rastepladserne på samme måde, som man nogle steder har indrettet lunde med danske træer og buske eller områder med frugttræer for enhver, der har lyst.
Når vi er i udlandet, er det altid en stor oplevelse at gøre holdt og stifte bekendtskab med den fremmede flora, hvad enten det er de svenske vejes tyttebær og skovjordbær eller Alpernes spektakulære flora med ensianer og alpeklokker. For turister kunne oplevelsen være lige så stor i Danmark.
Grøftekantsbuketterne har deres egen sarthed, duft og poesi. De er ikke så holdbare som de flotte buketter af forædlede sorter fra blomsterhandleren. Men det er en stor oplevelse selv at samle en yndig buket. Samtidig kan man undersøge, hvor mange forskellige arter man kan finde i en bestemt grøftekant, og hvor mange af dem man kan sætte navn på.
Hjemme i stuen er buketten en hilsen fra naturen derude med sine farver og dufte. Fortæl børnene, hvad de forskellige arter hedder. De elsker fortrolighed med knopurten, blæresmælden, blåhatten eller den gule snerre, der dufter så vidunderligt rent af sol og sommer, at den har fået tilnavnet Jomfru Marias sengehalm.
Grøftekanterne er offentlige. Vi betaler alle sammen for dem og deres vedligeholdelse, så det er kun rimeligt, at vi bruger dem og blander os i, hvordan de skal se ud. God fornøjelse!
