Kontrollen ved den dansk-tyske grænse er igen blevet et valgtema, som det har været tidligere. Det er Dansk Folkeparti, som er fremkommet med et krav om, at hvis partiet får mulighed for indflydelse på et fremtidigt regeringsgrundlag, skal den nuværende midlertidige grænsekontrol gøres permanent.
Forud for folketingsvalget i 2011 havde den daværende regering bestående af Venstre og Konservative indgået en aftale med Dansk Folkeparti om en væsentlig styrkelse af grænsekontrollen. Det var den aftale, som den daværende formand for Socialistisk Folkeparti på landsmødet samme år kaldte en aftale om styrkelsen af grænsekontrollen med ”fire tykke toldere”.
Da regeringen bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti trådte til i efteråret 2011, blev det under forhandlingerne om regeringsgrundlaget i ”Det sorte Tårn” besluttet, at ”planerne om at gennemføre kontrolanlæg ved de danske grænser ikke vil blive gennemført.”
Situationen ændrede sig imidlertid dramatisk i løbet af efteråret 2015, hvor langt over en million flygtninge og migranter fandt vej op gennem Europa. Det skete ikke mindst efter, at Tyskland åbnede grænserne i august samme år. En hel del af disse flygtninge og migranter ville gerne til Sverige via Danmark.
Det resulterede i, at Sverige i 2015 modtog 163.000 flygtninge og migranter, hvilket lagde stort pres på ressourcer og på kapaciteten ved modtagelsescentre og i kommunerne. Derfor indførte Sverige grænsekontrol ved enkelte indrejsesteder allerede i november 2015. Det gav anledningen til, at regeringen i begyndelsen af januar 2016 også indførte grænsekontrol efter en ansøgning til EU-Kommissionen herom. Siden er denne såkaldt midlertidige grænsekontrol blevet forlænget.
Ifølge Schengen-reglerne kan man kun give midlertidige forlængelser af muligheden for grænsekontrol i op til seks måneder. Målet er også hele tiden, at den frie grænsepassage genetableres. Der har også været forlydender om, at man i EU-Kommissionen efterhånden mener, at det tidspunkt er ved at være kommet.
Begrundelser i ansøgningerne til EU-Kommissionen om midlertidig grænsekontrol har varieret lidt. I begyndelsen lagde Danmark vægten på det store pres fra en strøm af migranter, som man potentielt kunne blive udsat for uden grænsekontrol. I de seneste ansøgninger har man lagt vægt på terrortruslen, hvis ikke der kontrolleres ved grænsen.
Når et land ikke uden videre kan indføre grænsekontrol uden EU-Kommissionens godkendelse, skyldes det, at Danmark som alle lande i nabolaget er med i Schengen-samarbejdet. Det drejer sig om Holland, Tyskland, Polen og Sverige, men også om ikke-EU-lande som Norge og Island. Omvendt er Storbritannien ikke med. Målet med Schengen-samarbejdet er, at der skal være fri grænsepassage mellem lande, som er med i samarbejdet.
Samtidig får myndighederne adgang til en række fælles informationssystemer om indberetninger fra øvrige Schengenlande om for eksempel udviste eller eftersøgte personer, stjålne biler, våben og lignende.
I konsekvens af, at de indre grænser blev fjernet via Schengen-samarbejdet, var det hensigten, at der skulle etableres en ydre grænse rundt om Schengen-landene. Det sidste er kun så småt ved at ske. I mange år blev samarbejdet om de ydre grænser i den europæiske grænse- og kystvagt Frontex udsultet både med hensyn til ressourcer og muligheden for at udøve grænsekontrollen. Det er dog blevet bedre siden 2015.
Hvis Dansk Folkeparti med ”permanent grænsekontrol” mener, at Danmark skal etablere en sådan uden at ansøge EU-Kommissionen, er det umuligt at forblive i Schengen-samarbejdet. Så må Danmark gå ud og blive en ikke-Schengen ø i et hav af Schengen-lande. Man kunne dog også fortolke Dansk Folkepartis krav om ”permanent grænsekontrol” således, at man permanent skal søge om forlængelser af den midlertidige grænsekontrol. I så fald er det inden for skiven i Schengen.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.